Prøv avisen
Politisk set

Det endelige danske nederlag

Fjenden landsatte tropper på halvøen Kær, hvor danskerne var svagest, ikke ved Sønderborg som ventet, skriver Tim Knudsen. Foto: Arkivfoto

Beslutningssystemet i 1864 var meget risikabelt. Det rummede hverken modererende værn mod konger, der var politiske dilettanter, eller mod psykisk ustabile ministre

Uden større modstand erobrede preusserne få dage efter krigens genoptagelse Als den 29. juni 1864. I modsætning til slaget ved Dybbøl, hvor danskerne i det mindste havde været forberedte på angrebet og havde udvist tapperhed, blev de nu fuldstændig løbet over ende.

Fjenden landsatte tropper på halvøen Kær, hvor danskerne var svagest, ikke ved Sønderborg som ventet. I det danske forsvar herskede forvirring. Den danske side mistede over 3000 mand dræbte, sårede, tilfangetagne eller forsvundne. Den preussiske hær mistede kun få hundrede mand. Nu bredte skræk og rædsel sig i København.

Hidtil havde ingen frygtet for, at fjenden også kunne erobre Øerne, fordi den danske flåde var stærk, men nu havde preusserne vist, at de også kunne klare en landsætning. Den danske flådes stolthed, det næsten splinternye pansrede skib Rolf Krake med to nymodens drejelige kanontårne, var faktisk nået frem til landsætningsområdet og kunne have gjort stor skade på fjenden, hvis ikke kaptajnen havde fejllæst situationen og var sejlet derfra igen. Troen på flåden var knækket. Nu frygtede man, at fjenden også kunne invadere Fyn og Sjælland.

Konseilspræsident Ditlev Gothard Monrad prøvede at overtale kongen til at tage mod en fransk mægling i konflikten, så i det mindste den dansktalende del af Slesvig kunne reddes for Danmark.

Kongen afviste forslaget. Han forstod fortsat ikke situationen og havde fattet en håbløs plan for at holde riget samlet. Uden at underrette Monrad søgte han den 4. juli 1864 kontakt med den belgiske konge for at få ham til på den danske konges vegne at søge fred i Berlin.

Den 7. juli 1864 forsøgte kongen at overtale sine ministre til at tage kontakt med Berlin for at få en våbenhvile og indlede fredsforhandlinger. Monrad afviste kongen, fordi han ønskede en fransk mægling prøvet. Dagen efter fyrede kongen ministrene uden at have afløsere parat. I tre dage var landet uden anden regering end den konge, som ifølge Grundloven var ansvarsfri. Man stod i et regeringstomrum på det værst tænkelige tidspunkt. Monrad var syndebuk.

Monrad udvandrede den 30. november 1865 til New Zealand længere væk kunne han dårligt komme, hvis han ville væk fra nederlagsstemning, skam og vanære. Inden da havde han nået at beskylde officerskorpset for manglende kampånd. Monrad havde angiveligt ventet en ”fortvivlelsens kamp for at værne om fædrelandet og vor gamle grænse ved Dannevirke”.

Den virkelighedsfjerne romantiske heroisme var uudryddelig hos ham. År senere, da han var kommet tilbage fra New Zealand, kom der tilløb til selvkritik. Men han forlod aldrig det standpunkt, at Danmark om nødvendigt skulle have kæmpet lige til København.

Ved den endelige fredsslutning gik han imod fredstraktaten, som han kaldte ”Danmarks dødsdom”; han opfordrede i stedet til en kamp til sidste mand. Og han fablede senere i nogle forelæsninger, som han ret præcist kaldte ”Politiske drømmerier”, om ”folkekrigen”, der skulle tage over, når hærenes kamp var endt.

Det var ikke svært at kritisere Monrad i de efterfølgende forsøg på at placere ansvar og skyld, samtidig med at man vaskede egne hænder. Langt sværere var det at kritisere den ansvarsfrie Christian IX, der ikke forstod så meget af politik. Men som fortsat var konge, og som fortsat besad magt.

Endnu mere umuligt var det at kritisere den mangel på et klart beslutnings- og regeringssystem, som havde eksisteret siden 1848. Syndebukke skal være konkrete, relativt svage og isolerbare, ikke abstrakte og forfatningsmæssige.

Men beslutningssystemet i 1864 var meget risikabelt, fordi det hverken rummede modererende værn mod konger, der var politiske dilettanter, eller mod psykisk ustabile ministre. Og man havde begge dele i 1864. Det var et beslutningssystem, som intern uenighed kunne sætte skakmat, fordi kongen aldrig kunne være sikker på hurtigt at skaffe en erstatning for ministre, han var uenig med.

Især ikke når uenigheden gjaldt store kritiske beslutninger om krig eller fred, som skulle tages under tidspres, og som få eller ingen havde lyst til at tage ansvar for.