Familier søger samvær i ferien

Danskerne rejser i stigende grad på ferie sammen på tværs af generationer, melder forskere og rejseselskaber

I dag handler det for stadig flere om at dyrke samværet med den udvidede familie, for både børnefamilier og bedsteforældre har fået mere travlt.

Svigermor med på ferien? Ja tak, siger et markant stigende antal danskere, som i disse uger rejser sydpå i store flokke af både bedsteforældre, børn og børnebørn.

Særligt de seneste tre-fire år har rejsebranchen oplevet et sandt boom i generationsrejser, siger formand for Rejsearrangører i Danmark og salgsdirektør i Star Tour, Stig Elling.

Han vurderer, at over 200.000 mennesker i år vil vælge netop den ferieform, hvilket er cirka en tidobling på 10 år.

Turismeforsker på Aalborg Universitet, lektor Bodil Blichfeldt, bekræfter tendensen. Faktisk er generationsrejserne blevet lidt af et samtaleemne blandt rejseforskere på det seneste, siger hun, fordi flere forventer, at fænomenet vil vokse sig til en ny, etableret rejseform, så snart konjunkturerne for alvor vender.

”Vi så det så småt begynde under sidste højkonjunktur, hvor flere droppede sølvbrylluppet og i stedet inviterede familien på ferie. Men nu boomer det i en grad, så det bliver interessant at se, om rejsebranchen kan følge med,” siger hun.

Forklaringen påudviklingen er egentlig simpel, mener Bodil Blichfeldt. For det handler stadig om at bruge ferien til det, der ikke er tid til i hverdagen.

Tidligere havde afslapning førsteprioritet. I dag handler det for stadig flere om at dyrke samværet med den udvidede familie, for både børnefamilier og bedsteforældre har fået mere travlt. Dertil kommer fordelen ved at have babysittere med på rejsen. At det er de primære forklaringer ved hun, fordi hun netop har forsket i familier, der mødes om sommeren på campingpladsen. Charter-rejsen er det næste, naturlige velfærdsskridt.

”Generationerne har længe mødtes i sommerhus eller på campingpladsen, men når man tager afsted på charterferie sammen, slipper man for at lave mad og rydde op og kan i stedet bruge tiden på at være sammen. Og det betaler folk gerne for, hvis de har råd,” siger Bodil Blichfeldt.

Tendensen påvirker allerede i dag måden, rejsebranchen udbyder og indretter rejser på, siger Stig Elling, der kalder generationsrejserne for ”en vigtig brik i fremtidens rejsekultur”.

For rejseformen stiller nye krav til udbuddet af ferielejligheder og aktiviteter, og derfor vil udprægede familiehoteller og andre koncepthoteller formentlig vokse mere frem. Og endnu flere vil vælge alt inklusive-modellen for at optimere tiden til samvær.

Det samme spår Bodil Blichfeldt:

”Rejsebranchen blev skabt på at tilbyde et billigt standardprodukt. Men den skal overleve på at tilbyde mere fleksibilitet, hvor hele familien ikke nødvendigvis ankommer og rejser på samme tidspunkt, og hvor der er forskellige aktiviteter til alle. Formår branchen det, er den i færd med at få en helt ny kundegruppe. Selvom der selvfølgelig er en grænse for, hvor meget folk vil investere i at være længe sammen med svigermor.”