EU afviser SF-ønske om at stoppe samarbejde med Israel

EU vil fortsætte sin handels- og associeringsaftale med Israel, fastslår udenrigskommissær Catherine Ashton

Britiske Catherine Ashton, her sammen med Anders Fogh Rasmussen i sidste uge, er klar i mælet i svar til SF's Margrethe Auken og Holger K. Nielsen angående EU's fremtidige samarbejde med Israel.
Britiske Catherine Ashton, her sammen med Anders Fogh Rasmussen i sidste uge, er klar i mælet i svar til SF's Margrethe Auken og Holger K. Nielsen angående EU's fremtidige samarbejde med Israel. Foto: John Thys.

EU vil fastholde den handels- og associeringsaftale, unionen har med Israel. Sådan lyder det klare svar fra udenrigskommissær Catherine Ashton til SF's Europa-Parlamentsmedlem Margrethe Auken og tidligere udenrigsminister Holger K. Nielsen.

Som tidligere omtalt i Kristeligt Dagblad sendte de to SF-politikere for halvanden måned siden et brev til kommissæren med en opfordring til, at EU-Kommissionen skulle overveje at suspendere sin handels- og associeringsaftale med Israel.

Formålet med det skridt var at tvinge Israel til at ændre kurs i Palæstina-konflikten, hvor forhandlingerne har ligget i dvale i mere end et år. En suspension af aftalen ville blandt andet have stoppet Israels adgang til forskningssamarbejde og toldprivilegier i EU.

Ifølge Margrethe Auken kunne EU suspendere aftalen med henvisning til, at Israel i årevis har overtrådt dens afsnit to om demokrati og menneskerettigheder.

Idéen om en suspension blev dog pure afvist af flere danske politikere, og nu har Catherine Ashton sendt et kortfattet, skriftligt svar med samme konklusion.

”Associeringsaftalen er det legale fundament for vores fortsatte dialog med de israelske myndigheder om politiske og internationale forhold samt om respekt for menneskerettighederne”, skriver kommissionens såkaldt høje repræsentant for udenrigsanliggender.

”Samarbejde med Israel er den mest effektive måde at overbringe EU's bekymringer vedrørende respekt for menneskerettigheder, international lov og frihedsrettigheder til de israelske myndigheder,” hedder det videre.

Eller med andre ord: EU-Kommissionen har ingen planer om at indskrænke det økonomiske samarbejde med Israel for at få gang i forhandlingerne om en to-statsløsning for Palæstina.

Margrethe Auken indrømmer, at det negative svar fra Ashton ikke kommer som den helt store overraskelse.

”Men svaret er ringere, end jeg havde regnet med. Jeg havde i det mindste håbet på, at der ville være lidt om, at EU ville arbejde videre med at få guidelines for Israels optræden i Palæstina eller sådan noget, men det var der altså slet ikke,” siger Margrethe Auken.

Hun er skeptisk over for, om det overhovedet kan lykkes at få gang i forhandlingerne om en to-statsløsning igen, når hverken USA eller EU i praksis vil lægge pres på Israel.