Prøv avisen

Forældres opdragelse til omsorg slår fejl

I en ny undersøgelse fra Harvard University svarer 48 procent af de adspurgte børn, at faglig præstation er vigtigere end lykke eller omsorg for andre. Foto: Jacob Dall/BAM

Omsorg for andre er en kerneværdi hos de fleste forældre, men størstedelen af børn og unge oplever, at faglige præstationer er det vigtigste, viser ny undersøgelse. Præstationskulturen har taget overhånd, advarer forskere

Der er meget stor forskel på de værdier, forældre mener at opdrage deres børn til at have, og de værdier, børnene har og tror, de bør have.

Det konkluderer en ny undersøgelse fra Harvard University, foretaget blandt 10.000 amerikanske børn i alderen 11 til 18 år. Resultaterne kan umiddelbart overføres til danske forhold, vurderer danske forskere, fordi de er udtryk for en global præstationskultur, der er i fuld gang med at gå over gevind.

I undersøgelsen er de unge blevet spurgt ”Hvad er vigtigst for dig?” og har fået tre muligheder: Faglig præstation, lykke eller omsorg for andre. 48 procent havde præstation som topprioritet, 30 procent sagde lykke, mens 22 procent valgte omsorg. 8 ud af 10 svarede desuden, at både deres forældre og lærere også ville have præstation og lykke som højeste prioritet.

Men ifølge amerikanske undersøgelser siger 96 procent af forældrene, at omsorgsfulde og moralske børn er det essentielle mål for deres opdragelse. Også i Danmark er respekt og tolerance topscoreren blandt værdier i opdragelsen, viste en undersøgelse fra Mandag Morgen og Trygfonden i 2012. Vindermentalitet lå derimod næstnederst kun opdragelse i religiøs tro lå lavere.

Den markante forskel i de værdier, forældre føler, deres opdragelse hviler på, og de værdier børn og unge afkoder, viser, hvor meget præstationskulturen fylder i dag, mener leder af Center for Ungdomsforskning under Aalborg Universitet, lektor Noemi Katznelson.

”Undersøgelsen peger jo klart i retning af, at unges egne prioriteter og deres fornemmelse af andres forventninger i stigende grad påvirkes af den meget stærke understrøm af individualisering, konkurrencestat og orienteringen mod faglige præstationer, vi ser i disse år overalt i verden. Det er et markant skred, som vi er nødt til at passe på, for forskningen viser, at der er et 'tipping point' i forhold til motivation. Fylder fokusset på præstation for meget, mister de unge lysten til læring,” siger hun.

At individuel succes og den enkeltes ansvar for egen nytteværdi er i fokus på ungdomsuddannelserne er også genkendeligt for Anne-Birgitte Rasmussen, rektor på Københavns Åbne Gymnasium og formand for Gymnasieskolernes Rektorforening. For både i den politiske og pædagogiske verden er der sket et skifte i det dannelsesprojekt, der opstilles for de unge. Siden Anden Verdenskrig har traditionen været, at vi primært dannede børn og unge i demokratisk og deltagende retning, men i de senere år er der kommet stærkt fokus på den enkeltes nytteværdi.

”Det anbringer gymnasieelever i et krydspres imellem kravet om at kunne samarbejde og kravet om enkeltpræstationer,” siger hun og anbefaler, at der i uddannelsesverdenen arbejdes mere med at udvikle eksamensformer, som inddrager begge dele.

Ifølge Per Schultz Jørgensen, dr.phil., professor i socialpsykologi og forfatter til bogen ”Styrk dit barns karakter”, understreger den amerikanske undersøgelse, at der i løbet af de seneste to generationer er sket en betydelig forskydning af vores kulturs fokus fra fælleskabet til det enkelte individ.

”Forældre har altid ment, at deres opdragelse af børnene er det, der former dem mest. Men vi må gøre os klart, at der er en anden kraft, den almene kultur i tiden, som også er meget stærk. I denne tid er det en kultur, hvis budskab er, at man er sig selv, tager ansvar for sig selv, søger at opnå mest muligt for sig selv og kun står til regnskab over for sig selv. Denne kultur er så stærk, at selv når forældrene tror, de opdrager til hensyn, ordentlighed og moral, blegner det ved siden af individualiseringen,” siger han.

Samtidig ser Per Schultz Jørgensen et paradoks imellem tidsåndens fokus på den enkelte og det forhold, at sociale netværk i form af gode venner og gode familieforbindelser er afgørende i forhold til også at opnå personlige præstationer og personlig lykke. For går man meget hårdt efter egne resultater, er prisen som regel ensomhed.

”De fleste har et lidt bredere perspektiv på livet, en vis indre styring, men også her ser man ofte, at hvis det er nødvendigt at vælge, vinder det individuelle perspektiv over det perspektiv, som vægter fælleskab og forpligtelse,” siger han og peger på den høje skilsmisserate som et eksempel på, at det stærke fokus på det individuelle ofte præger os livet igennem:

”I det gamle samfund vejede forpligtelsen til at leve sammen, til døden skiller os ad. Nu er idealet at være tro imod de følelser, man selv rummer.”