Børnehaven afskærer børn fra den virkelige verden

Næsten alle små danske børn tilbringer en stor del af deres barndom i en daginstitution. Med sådan en barndom risikerer man, at læren om livet går tabt, lyder det fra en vifte af fagpersoner og debattører

Der er sket en ghettoisering af barndommen, hvor børn lever i isolerede enklaver uden tilstrækkelig kontakt til det øvrige samfund.
Der er sket en ghettoisering af barndommen, hvor børn lever i isolerede enklaver uden tilstrækkelig kontakt til det øvrige samfund. .

Et dansk barn tilbringer i snit 12.000 timer eller godt halvandet år af barndommen i børnehave eller vuggestue. De mange timer på blå eller rød stue kan ende med at gøre børn så virkelighedsfjerne, at de senere får svært ved at deltage som samfundsborgere i livet uden for institutionerne. For der er sket en ghettoisering af barndommen, hvor børn lever i isolerede enklaver uden tilstrækkelig kontakt til det øvrige samfund. Sådan lyder det fra en række fagpersoner og etiske debattører.

”Børns civile liv er blevet indskrænket. Al den læring, der er forbundet med livet i nærmiljøet, er forsvundet. I min barndom var man med hos købmanden og ismejeriet. Det brogede sociale mønster og netværk, der dannede baggrund for barnets udvikling, er forsvundet,” siger Erik Sigsgaard, cand.pæd. og børneforsker ved Professionshøjskolen UCC, som kalder institutionslivet for et stort eksperiment.

For selvom 9 ud af 10 etårige børn i dag går i vuggestue, og børn i gennemsnit tilbringer 7,5 timer i institution dagligt, så ved forskerne ikke meget om, hvad institutionslivet betyder for børnene og familielivet.

John Halse, psykolog og tidligere formand for Børns Vilkår, er enig i, at institutioner svækker børns forbindelse til samfundet.

”Man kan kalde det en ghettoficering af barndommen. Børns liv leves i adskilte verdener, og hverken institutionen, hjemmet eller samfundet hænger sammen. For 50 år siden kunne børnene løbe ned på bilværkstedet, til tømrermesteren eller viceværten,” siger John Halse.

Birthe Linddal, sociolog og fremtidsforsker, peger på, at en del af læren om livet går tabt, når barndommen tilbringes i institutioner.

”Man får et barneliv, hvor størstedelen af tiden tilbringes i institutionerne. Og derhjemme er der ofte travlt, hvilket betyder, at børnene ikke på samme måde som tidligere er med i dagligdagen og de mange pligter, som et almindeligt hverdagsliv er fyldt af. Man kan frygte, at en del af fundamentallæren om livet og det at få livet til at fungere forsvinder. Kompetencer, som jo også er nødvendige i fremtidens samfund. Mest alarmerende med de mange timer i institution er dog for mig at se, at helt små børn jo har behov for deres forældre behov for nærhed og god voksenkontakt for at få den altafgørende tryghed, som skal sikre dem et godt liv på længere sigt.”

Morten Dige, lektor i etik og moralfilosofi ved Aarhus Universitet, peger på, at det ikke kun er adskillelsen fra samfundet, der er et problem.

”Vi bliver mere og mere målrettede i forhold til, hvad der skal foregå i institutionerne. Der er en tendens til, at der er udviklingsmål for børn helt ned til børnehavealderen. Der er en dominerende tanke om, at de målrettede udviklingstrin skal bidrage til vores konkurrencesamfund. I virkeligheden er der tale om en form for totalitarisme, hvor staten går ind og detailregulerer, hvad der skal foregå i flere og flere livsområder,” siger han.

Professor Stig Broström fra Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet er enig i, at mange børn tilbringer for lang tid i daginstitutioner, men peger samtidig på, at det er umuligt at skrue tiden tilbage.

”Børnenes hverdag er ikke på gaden og i gården som i 1950'erne. Institutionerne er nutidens gade. Vi kan sagtens have nogle idealer om, at familier skal prioritere deres forbrug, så børnene får mulighed for at være mere hjemme. Men det kræver et vist indtægtsgrundlag og for rigtig mange ikke mindst de enlige forsørgere er det ikke muligt. Derfor må daginstitutionerne sørge for, at børn får rum til at lave frie aktiviteter. En af fordelene ved udviklingen er, at vi har mulighed for at rette op på mobning og de mange andre mislyde, der også var en del af tidligere tiders frie børneliv,” siger Stig Broström.