Prøv avisen

Dansk gidsel i Syrien er vendt hjem til milliongæld

Ung dansk fotograf, der blev frigivet efter 13 måneder hos islamister i Syren, står tilbage med kæmpegæld.

Den 25-årige fotograf Daniel Rye Ottosen, der den 19. juni slap fri fra fangenskab i Syrien hos den berygtede islamistiske oprørsgruppe Isil, er vendt hjem til en milliongæld.

Det fremgår af hans storesøster, Anita Ryes, Facebook-profil. Her beder hun på sin brors vegne offentligheden om økonomisk hjælp.

- Desværre har de samlede omkostninger til at få Daniel frigivet vist sig at være højere end det allerede indsamlede beløb. Daniel er derfor nødt til at bede om en ekstra håndsrækning, så han ikke står alene med en gæld på omkring 1 million kroner, skriver Anita Rye.

Anita Rye ønsker ikke over for Ritzau at uddybe, hvad pengene konkret skal gå til.

Det er anden gang, familien beder om økonomisk hjælp til den tidligere elitegymnast Daniel Ryes sag. I marts i år bad familien gymnastikkredse over hele landet gennem DGI om donationer til løsesum og til den dyre operation, der var sat i gang.

Advokat Oluf Engell fra advokatfirmaet Bruun & Hjejle er en af kræfterne bag indsamlingerne. Han bekræfter, at der er tale om Daniel Rye Ottosens personlige gæld, og at der ikke har været tale om, at der blev oprettet en decideret fond til indsamlingen.

Det har været fremme i flere medier, at løsesummen var på omkring 15 millioner kroner. Det er kendt blandt rederier og andre virksomheder, der har haft ansatte som gidsler, at selve omkostningerne i forbindelse med en gidselsag løber op i nogenlunde samme beløb som selve løsesummen.

Det kan være en voldsom belastning og lægge en familie i økonomiske ruiner, hvis den rejsende ikke har forsikret sig tilstrækkeligt. Det siger forsker ved Center for Internationale Studier ved Københavns Universitet Lars Bangert Struwe.

- Jeg siger altid til journalister, at de simpelthen bliver nødt til at tegne den store forsikring, der dækker alle omkostninger ved en gidselsag, når de rejser i Somalia og Syrien eller andre udsatte dele af verden., siger Lars Bangert Struwe.

Ifølge kilder i forsikringsbranchen, der ikke vil have navn og selskabsnavn frem, koster en forsikring, der dækker alle omkostninger, i omegnen af 33.000 kroner for en enkelt rejse.