Prøv avisen
Tvangsadoption

Kapitel 2: Hvis lille barn er du?

Michelle køber ofte gaver til sin datter. I starten er det mest bløde plysdyr, men efterhånden, som den lille pige vokser, bliver babysagerne skiftet ud med små dukker og pakker med Lego-klodser, som de to kan lege med. Foto: Leif Tuxen

En datter til en handicappet mor skal bortadopteres med tvang. For moren og hendes familie betyder afgørelsen, at de nu må sige endegyldigt farvel til et barn, de i flere år har kæmpet for at få lov at beholde. Læs andet afsnit af deres historie her

De har afleveret barnet. Det er, som om virkeligheden først går op for Michelle, da de står i plejefamiliens indkørsel og skal til at sætte sig ind i bilen.

Den nybagte mor begynder pludselig at hulke. Dybe hulk langt nede fra bunden af maven.

Hendes bryster er stadig fulde af mælk, og duften af spædbarn hænger i hendes bluse.

”Jeg kan ikke holde det ud, mor,” klynker hun.

Læs første kapitel herDet nyfødte barn er kun til låns 

Janne Madsen kan mærke, hvordan hendes egen gråd presser sig på.

Hun føler sig magtesløs og ser sig desperat om i indkørslen uden rigtigt at vide, hvad hun kigger efter. En lille gul blomst titter frem i perlegruset. Hun plukker den og hvisker til sin datter, at den tager de med hjem. At den skal minde dem om hendes lille pige.

”Hun er stadig dit barn, Michelle, du kan bare ikke passe hende. Det er bedst, at hun bor her,” trøster hun og lægger blomsten i Michelles hånd.

Michelle ligner ikke resten af sin familie. Hun er lille og tæt og skiller sig markant ud i flokken af højere og slanke søskende.

I familien plejer de at sige, at det er nemmere at hoppe over hende end at gå uden om hende. Det er sagt i spøg og med stor kærlighed, men også med en vis portion alvor.

For livet med Michelle har ikke kun været nemt.

Den unge, hjerneskadede kvinde har drevet både sin mor og sine søskende op og ned ad væggene med sit vægelsind, iltre temperament og uigennemtrængelige påståelighed. Adskillige gange har hun sat huset på den anden ende af bekymring over kuldsejlede uddannelsesforløb, afbrudte bostedsophold og komplicerede forhold til mænd, der har haft lige så svært ved at navigere i livet som Michelle selv.

En af dem er far til hendes barn, men han er forlængst ude af billedet.

I hendes papirer står, at hun er lettere mentalt retarderet som følge af den kræftbehandling, hun gennemgik som lille. Det er også kemoen og stråleterapien, der har hæmmet hendes vækst og forkludret hendes stofskifte.

Hun er blevet drillet for sit anderledes udseende og sin skæve opførsel stort set hele sin barndom. Så meget, at hendes søstre græd af vrede, og hendes lillebror måtte flytte klasselokale, så han ikke længere havde direkte udsyn til Michelle og hendes plageånder.

Selv tog Michelle mobberierne med ophøjet ro. Hun snakkede ufortrødent videre, som om hun var en del af fællesskabet.

Og det har hun gjort lige siden: opført sig som om hun var ligesom alle de andre. Måske var det også derfor, hun blev gravid, da hendes jævnaldrende blev det, selvom det var tydeligt for alle, at Michelle ikke selv ville kunne passe et barn.

Den første tid, efter de har afleveret barnet hos plejefamilien, er svær. Michelle græder meget og er skiftevis rasende på sin mor og utrøstelig.

Men efterhånden indfinder hverdagen sig. Den lille pige kommer på besøg hos sin mor en gang om ugen. Hun bliver fulgt af en socialrådgiver fra kommunen, der også har til opgave at støtte samværet.

I sine rapporter skriver socialrådgiveren, at Michelle skal have hjælp til alt fra bleskift til sutteflaske, men at hun vokser med opgaven og bliver bedre til de moderlige sysler fra gang til gang. Hun skriver også, at det er tydeligt, at Michelle er meget glad for sit barn.

Michelle køber ofte gaver til sin datter. I starten er det mest bløde plysdyr, men efterhånden, som den lille pige vokser, bliver babysagerne skiftet ud med små dukker og pakker med Lego-klodser, som de to kan lege med.

Socialrådgiveren skriver, at Michelle godt kan miste tålmodigheden og interessen for den lille pige, men at samværet fungerer, så længe hun får den rigtige støtte og vejledning.

Nogle gange glemmer Michelle et samværsmøde, og hun rager også flere gange uklar med plejeforældrene, der gerne vil begrænse besøgene. Alligevel ender det altid med, at forbindelsen bliver genetableret, selvom antallet af besøg sættes ned til en gang hver 14. dag.

I begyndelsen af 2011 begynder socialrådgiveren imidlertid at se anderledes på sagen. Hun vurderer nu, at Michelles forældreevne er ringe, og at der ikke længere er udsigt til forbedring, og hun vælger at skrive en anbefaling, der kommer til at vende op og ned på både den biologiske familie og plejefamiliens liv. I henhold til den nye lov om adoption uden forældres samtykke indstiller kommunen nu den treårige pige til adoption.

I sagsakterne står der, at plejeforældrene græder af glæde over nyheden. De får at vide, at de ikke længere vil have ret til økonomisk kompensation eller supervision, når de overgår fra plejeforældre til forældre.

Men det betyder ingenting for parret.

Det vigtigste for dem er, at de kan få lov til at blive mor og far for det barn, de har passet, plejet og set vokse op de seneste tre år.

Michelle bliver orienteret om adoptionen i et brev.

Der står en masse om, at sagen skal behandles i Statsforvaltningen, og hvilke paragraffer, den skal behandles efter. Der er tal og lange ord.

Men det, der i virkeligheden står, er, at Michelle ikke længere skal være nogens mor.

Læs tredje afsnit her