Prøv avisen

Dansk Folkeparti foreslår burkaforbud

Selvom vi har religionsfrihed i Danmark, er det vigtigt, at vi kan identificere hinanden. Samtidig vil en lov vise, at mennesker ikke bare kan bosætte sig her og så isolere sig helt fra det danske samfund,” siger Martin Henriksen, Dansk Folkepartis integrationsordfører.

Partiet vil efter sommerferien fremsætte lovforslag, der gør det ulovligt at tildække ansigtet

Når Frankrig kan få medhold i, at det ikke strider mod menneskerettighederne at forbyde burka og niqab, bør Danmark følge trop og gøre de omstridte klædedragter ulovlige.

Det mener Dansk Folkeparti, der efter sommerferien vil fremsætte et lovforslag, der gør det ulovligt at maskere ansigtet og tildække hele kroppen.

Det sker, efter at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sidste uge afviste, at det er et brud på menneskerettighederne, at en 23-årig fransk kvinde nægtes retten til at bære burka.

”I vores forslag vil vi læne os op ad domstolen. Selvom vi har religionsfrihed i Danmark, er det vigtigt, at vi kan identificere hinanden. Samtidig vil en lov vise, at mennesker ikke bare kan bosætte sig her og så isolere sig helt fra det danske samfund,” siger Martin Henriksen, Dansk Folkepartis integrationsordfører, der forestiller sig, at sanktionen for at overtræde forbuddet skal være en mindre bøde ligesom i Frankrig.

Det er anden gang, at Dansk Folkeparti forsøger at få indført et burkaforbud. De Konservative har tidligere talt for et forbud.

Men partiet ændrede holdning efter en undersøgelse, der viste, at kun tre kvinder i Danmark bærer burka. Samtidig fastslog Justitsministeriet i 2009, at et dansk burkaforbud formentlig strider mod Grundloven.

Socialdemokraternes integrationsordfører, Mette Reissmann, understreger, at afgørelsen fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ikke får hendes parti til at støtte et forbud.

”Grundloven er ikke blevet ændret siden 2009, og vi ser ingen grund til at tvivle på embedsmændenes vurdering. Når det er sagt, så synes vi ikke, at burka og niqab er i overensstemmelse med Socialdemokraternes kvindesyn,” lyder det fra Mette Reissmann.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Venstre og Konservative.

Men både Martin Geertsen fra Venstre og Tom Behnke fra De Konservative har i den forløbne uge udtalt, at de ikke støtter et burkaforbud.