Prøv avisen
Tvangsadoption

Kapitel 3: Vi er familien

Janne og Eddy Madsen, Michelles mor og stedfar, forstår ikke, at Michelle ikke må være sit barns mor, og at ordningen ikke kan fortsætte som hidtil med en frivillig plejefamilieanbringelse og regelmæssigt samvær med den biologiske familie. Foto: Leif Tuxen

En datter til en handicappet mor skal bortadopteres med tvang. For moren og hendes familie betyder afgørelsen, at de nu må sige endegyldigt farvel til et barn, de i flere år har kæmpet for at få lov at beholde. Læs andet afsnit af deres historie her

Juni 2014. Michelles familie fylder en hel bænk i retslokalet.

Det er et særsyn.

Børn, der bortadopteres i Danmark, kommer typisk fra dybt belastede og dysfunktionelle familier og er født af stofmisbrugere, svært handikappede eller alt for unge mødre, der ikke har skyggen af et netværk og aldrig for alvor gør indsigelser, når deres børn bliver taget fra dem.

Men Michelle har gjort indsigelser. Hun har anket sagen om tvangsbortadoptionen af sin i dag syvårige datter.

Nu sidder den unge hjerneskadede kvinde på en af de forreste pladser i salen.

Lille, tæt, lidt forvirret, men beslutsom. Bag hende sidder hendes mor, Janne Madsen, hendes stedfar, Eddy, hendes to søstre, Maja og Maria, hendes farmor, Ulla, og hendes gode ven Rolf.

Selv retsformanden er forundret over fremmødet. Han læner sig frem og spørger, hvem de er?

”Vi er familien,” siger Janne Madsen.

Janne Madsen gør sig egentlig ingen forhåbninger om at få lov at beholde sit barnebarn. De har tabt sagen i byretten, og Michelles advokat har gjort det klart, at de ikke skal regne med et bedre resultat i landsretten. Rødovre Kommune har behandlet adoptionssagen efter bogen. Og afgørelsen er helt i overensstemmelse med reglerne for bortadoption, som Folketinget vedtog i 2009.

Loven skal gøre det nemmere at tvangsbortadoptere børn af forældre, hvis forældreevne ikke kan forventes at blive bedre. Og der er ingen, der forventer, at Michelles forældreevne kan forbedres væsentligt. I hvert fald ikke i en grad, så hun vil kunne påtage sig det fulde ansvar for sin datter.

Den hjerneskade, hun pådrog sig som barn efter lang tids kræftsygdom, er permanent. Hun kommer aldrig til at være mor på fuld tid. Men betyder det nødvendigvis, at hun så slet ikke må være mor? Og diskvalificerer det resten af hendes familie bedsteforældrene, mostrene og de jævnaldrende niecer og nevøer fra at være en del af hendes syvårige datters liv?

Flokken af børnebørn har deres eget hjørne i Janne og Eddy Madsens rækkehus i Glostrup. Under fyrretræstrappen, der fører op til første sal, står en høj stol, en plasticscooter og flere kasser med legetøj.

Parret har i alt fem børnebørn, og når de alle er samlet i huset til fødselsdage eller familiemiddage, er det Michelle, der er børnenes klare favorit. Hun er den, der bliver siddende længst på gulvet og bygger med Lego eller tålmodigt flytter rundt på prinsessefigurer på imaginære kongeslotte. De ældste af børnene ved godt, at Michelle ikke er helt som de andre, men de er ikke bange eller føler sig ubehageligt til mode i hendes selskab. Tværtimod elsker de hende. Og hun elsker dem. Når de har fødselsdag, pakker hun gaverne fint ind og skriver små hilsner på kort indkøbt til lejligheden.

”Til Liam fra moster Michelle. Og katten” står der for eksempel med forsigtige og lidt skæve blokbogstaver.

Hendes søskende børnenes forældre har aldrig et øjeblik været bekymrede for at lade Michelle være sammen med deres børn. De bliver ikke overladt til sig selv, for Michelle kan ikke tage ansvar for dem. Og familien forstår til fulde, at Michelle ikke skal have ansvaret for sin egen datter. Det, de ikke forstår, er, at hun ikke må være sit barns mor, og at ordningen ikke kan fortsætte som hidtil med en frivillig plejefamilieanbringelse og regelmæssigt samvær med den biologiske familie.

Janne Madsen har dog sine teorier. Hun føler sig overbevist om, at kommunen har indstillet den syvårige til adoption for at spare penge. En plejefamilie er dyr. En adoptionsfamilie er gratis. Det er simpel matematik. Og så tror hun, at plejefamilien, som har haft den syvårige pige hos sig, siden hun var spæd, ønsker, at hun bliver deres fuldt og helt.

Janne Madsen forstår dem faktisk godt, og hun er ikke i tvivl om, at de holder meget af hendes barnebarn.

Janne Madsen forstår også, hvis plejeforældrene synes, det er besværligt at tage hensyn til Michelle og gøre plads til hende i deres liv.

Den 32-årige letterede retarderede kvinde kan være en mundfuld. Hun er vægelsindet, lidt forvirret og kan råbe op, hvis der er noget, hun bliver ked af eller sur over. Men hun er barnets mor. Og så længe hun ikke skader sit barn, så må hun vel have ret til at være netop det, mener Janne Madsen.

I landsretten tager sagen en uventet drejning. Retsformanden mener ikke, at alle sagens forhold er ordentligt belyst. Han udsætter retssagen. En ny dato er endnu ikke fundet.

Familien på bænken er overraskede. De forstår næsten ikke, hvad der er sket. Michelle er lykkelig og lettet, men også rædselsslagen. I de efterfølgende uger får hun sværere og sværere ved at sove og spise. Hun er for nervøs, siger hun.

Til sidst er hun nødt til at flytte hjem i rækkehuset hos Janne og Eddy, så de kan tage sig af hende. Her bor hun også i dag. Michelle får ordineret beroligende piller af sin læge. Men det er, som om de ikke rigtigt virker.

Så længe der ikke er truffet en afgørelse, er der ingen ro at finde. Heller ikke for de andre i familien.

Michelle er overraskende den, der er bedst til at sætte ord på det, hele familien går rundt og føler. Hun siger til sin mor:

”Det er, som om min pige dør og så liver op igen og så dør igen.”