”Drømmer jeg, eller er jeg vågen?”
Jeppe, der vågner op i baronens seng, kan knap tro sine egne øjne. Nogenlunde sådan har mange socialdemokrater på Christiansborg oplevet de seneste uger.
Tre år med svigtende vælgeropbakning og idelige pressehistorier om løftebrud er afløst af et forsigtigt håb om, at regeringen alligevel har en chance for at genvinde magten ved næste valg.
Årsagen er som ofte i dansk politik ikke primært eget held, men nok så udtalt modstanderens ulykke. Mere konkret Venstres sammenbrud på grund af sagen om Lars Løkke Rasmussens indkøb af dyre jakkesæt på partiets regning.
Som i Holbergs komedie om ”Jeppe på bjerget” er Socialdemokraterne dog ikke i virkeligheden kommet i Himmerige, selvom meget er lysnet, og meningsmålingerne ser bedre ud end længe.
Klare trusler er der. Den helt store sten i skoen er fortsat spørgsmålet om dagpengeperioden.
Den sag blev forleden genåbnet for fuld musik, da flere socialdemokrater, angiveligt også centralt placerede, i Berlingske lagde op til, at regeringen snart er nødt til at ændre reformen.
Især det faktum at 34.000 langtidsledige helt har mistet retten til dagpenge, er en kilde til dyb, socialdemokratisk frustration.
Reformen, der halverede den maksimale dagpengeperiode fra fire til to år, blev i 2010 vedtaget under den tidligere VK-regering med blandt andet radikal støtte, og De Radikale er stadig principielt imod at forlænge dagpengeperioden.
Det har ellers været et massivt krav først fra Enhedslisten og siden fra SF, da partiet trådte ud af regeringen.
Lige før sommerferien besluttede regeringen at sende spørgsmålet i en ny kommission, som skal undersøge problemerne og komme med en rapport og forslag til eventuelle reformer om halvandet år!
Den tidsfrist er interessant, fordi den ligger efter næste folketingsvalg. SF og Enhedslisten vil alligevel bringe dagpengereglerne på banen i efterårets finanslovsforhandlinger, og regeringen vil så afvise partiernes krav med henvisning til udvalgsarbejdet.
Det er højt spil. Socialdemokraterne er fortsat utrygge ved Enhedslisten, og man er bekymrede over, om de to venstrefløjspartier vil kappes om at stille de mest vidtgående forslag om ændringer af dagpengereglerne, som ikke kan honoreres.
Mareridtet er, at det i sidste ende fører til regeringens fald og et valg, hvor de fire partier i regeringsblokken står indbyrdes splittede.
Sådan behøver det imidlertid ikke gå. Finansminister Bjarne Corydon (S) har faktisk flere penge med til finanslovsforhandlingerne, end han har haft de tidligere år.
Det skyldes blandt andet, at han for nylig har indgået meget stramme aftaler med kommunerne og regionerne om deres økonomi i 2015.
Dermed har Corydon flere penge at gøre godt med til andre tilbud til SF og Enhedslisten end dagpengeændringer.
Sidste år fik Enhedslisten et tillbud om, at man kunne fjerne loftet over skattefradrag for kontingenter til fagforeninger på 3000 kroner om året pr. person. Det var støttepartiet ikke interesseret i, til stor fortrydelse for fagbevægelsen, der siden har forsøgt at lægge pres på Enhedslisten.
Det forslag kan komme på bordet igen i år, og det bliver sværere at sige nej denne gang.
Spørgsmålet er, om forhandlingerne overhovedet når at komme i gang. Fortsætter de gode takter for regeringspartierne hen over sommeren, kunne statsministeren se en fordel i at udskrive et hurtigt valg. Måske yderligere tilskyndet af, at Lars Løkke Rasmussen kommer i nye vanskeligheder på grund af en annonceret ny, kritisk bog om ham.
Der er fortsat også den mulighed, at Helle Thorning-Schmidt bliver EU-præsident, og dermed afløses af beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) som mulig ny statsminister. Det kunne også friste hende at udskrive et hurtigt valg, mens hun stadig har den medvind, som en ny statsminister ofte får i medierne de første måneder.
Imod det hurtige valg taler, at Mette Frederiksen i dag har hovedansvaret for beskæftigelsespolitikken, og derfor også vil bliver krævet til regnskab for dagpengereglerne. Desuden kan regeringen have fordel af at udskyde valget, så det økonomiske opsving bider sig ordentligt fast.
Hvis økonomien når at rette sig så meget, at selv langtidsledige bliver efterspurgte på arbejdsmarkedet, kan det politiske pres på dagpengesystemet mindskes.
Tilsyneladende har Socialdemokraterne forsøgt at købe sig til borgfred med De Radikale på et andet, politisk betændt område, nemlig udlændigepolitikken. Her gik De Radikale forleden ud med et halvkvædet løfte om, at den ”stramme og retfærdige” politik for familiesammenføringer vil blive videreført under en fortsat SR-regering.
Desværre kom sagen til at se knapt så strømlinet ud i medierne. Baglandet protesterede, og partileder Margrethe Vestager måtte bagefter korrigere sin egen gruppeformand med et budskab om, at De Radikale stadig vil modarbejde 24-årsreglen og tilknytningskravet for familiesammenføringer.
Dermed er det lykkedes de to regeringspartier midt i agurketiden at rette mediernes søgelys mod lige netop de to temaer, som rummer de største farer for splid og kævl mellem S og R.
I hvert fald i udlændingepolitikken mener man, at de borgerlige vil føre skræmmekampagne mod regeringen i næste valgkamp. Her fik de en uventet invitation til at tage forskud på den kampagne.
Så selvom Socialdemokraterne ligger blødere og mere behageligt i meningsmålingerne end længe, er der fortsat mange ubekendte i spillet om, hvem der kommer til at bestyre godset de næste fire år.
Sommerstatus. Efter et af de politisk mest hektiske år i nyere tid gør Kristeligt Dagblads politiske redaktør Henrik Hoffmann-Hansen status over folketingspartiernes kampform forud for næste sæson. Dette er den anden artikel i serien. Læs første afsnit - om Venstre - her.