Børnesvigt: Esbjerg handlede for sent

København, Torsdag Af Dan Petersen og Annette Bredmose, Rizau

*** PLUS-historie ***

Må kun anvendes af abonnenter på Ritzaus PLUS-tjeneste til brug i trykte medier

- - - -

INFO: Fakta er udsendt. Fakta om Esbjerg Kommune udsendes.

- - - -

Først da otteårig dreng blev indlagt med alkoholforgiftning, greb Esbjerg Kommune ind. Inden modtog kommunen 11 indberetninger. Minister har tabt tålmodigheden

Aldrig mere en Tønder- eller Brønderslevsag. Og så alligevel.

En ny sag fra Esbjerg, hvor et søskendepar har levet under horrible forhold hos deres alkoholiserede mor, chokerer eksperter og politikere.

For trods en byge af nye regler og love, som netop skal beskytte børn mod overgreb og omsorgssvigt, skulle der gå mere end et år, inden Esbjerg Kommune greb ind over for familien.

Først da den ældste af børnene, en dreng på otte år, blev indlagt med en alvorlig alkoholforgiftning efter at have drukket mellem to og tre liter rødvin, blev han og den to år yngre søster akut anbragt på en institution.

På det tidspunkt havde kommunen fået ikke færre end 11 indberetninger fra både myndigheder og privatpersoner. De bekymrede sig over forholdene i hjemmet, hvor børnene ofte var alene og måtte tigge sig til mad hos naboerne.

Socialminister Manu Sareen (R) mener ikke, at der er brug for flere regler, men slår fast, at hans tålmodighed med kommunerne er opbrugt, og at de skal overholde de regler, som allerede eksisterer.

- Man kan ikke få så mange indberetninger uden at gribe ind. Der er ingen undskyldninger for ikke at reagere på denne sag, siger ministeren.

I Børns Vilkår er direktør Rasmus Kjeldahl enig i, at der er nok regler:

- Vi har fået ny lovgivning på området, og der indberettes oftere end tidligere fra både borgere og myndigheder, men en så tragisk sag viser, at vi mangler muligheden for at se kommunerne efter i sømmene, siger han til Ritzau.

Derfor opfordrer Børns Vilkår regeringen til at nedsætte et hold af eksperter, der kan rykke ud på uanmeldte besøg og gennemgå forvaltningernes børnesager. I dag er det op til kommunerne selv at bede om eksperthjælp.

- Socialministeren burde udstyre sig selv med det magtmiddel, at kommunerne risikerer at få deres sager gennemgået ved et uanmeldt besøg, siger Rasmus Kjeldahl.

Esbjerg Kommune er tidligere blevet kritiseret for at overse alvorlige mistanker om misbrug af børn. I 2011 blev en 41-årig mand, den såkaldte "Esbjergmand", idømt syv års fængsel for en række overgreb mod otte børn, herunder grove seksuelle overgreb mod sin egen datter.

Kommunen modtog flere underretninger om manden, men også i den sag gik der flere år, før den greb ind. Det fik efterfølgende daværende socialminister Karen Hækkerup (S) til ekstraordinært at bede Ankestyrelsen gennemgå kommunens sagsbehandling.

børnesager blev undersøgt, og i 77 udtrykte styrelsen kritik.

Siden har kommunen med hjælp fra Socialministeriet ryddet op i familieafdelingen, og ifølge 1. viceborgmester Jesper Frost Rasmussen (V) går den nye sag tilbage til tiden før oprydningen.

- Det her er desværre ikke den eneste sag. Der har jo været andre, og der er sikkert også andre fra den tid, hvor tingene ikke hang sammen, siger han til Ritzau.

- Det er trist og yderst beklageligt over for de børn, der kunne have været hjulpet noget før, hvis ellers man havde reageret på de henvendelser, der kom.

- Desværre kan vi ikke ændre på fortiden, men i stedet beklage og lære af den og sikre at det ikke sker igen.

/ritzau/