Vi higer og søger efter visdom

Danskerne har stigende appetit på viden om livets store spørgsmål. Det kan mærkes så forskellige steder som på Google.dk og højskolerne

”Med internettet har vi adgang til en meget større pulje af visdom, end vi nogensinde før har haft. Det kan virke flimrende, men det kan også være en døråbner til at søge yderligere dybde og sammenhæng eksempelvis på folkeuniversiteterne,” siger Henrik Byager.

Både når vi vågner midt om natten og tænker, ”Hvad er meningen med livet?”, og når vi bakser med en sølvbryllupssang eller talen til studenten, er det de store visdomsord og overordnede betragtninger om livet, vi leder efter. Vi danskere har en stigende appetit efter visdom, og vi søger den så forskellige steder som på internet-søgemaskinen Google, højskoler og folkeuniversiteter.

”Den menneskelige stræben efter viden har i dag bedre kår end nogensinde før. Så snart en tanke slår ned i os, rækker vi ud efter verdens største hjerne, internettet, og udsætter os selv for en mangfoldighed af viden og visdom,” siger Christine Sørensen, talsperson for Google i Danmark.

Blandt de mest stillede spørgsmål på Google.dk er: ”Hvad er kærlighed?” og ”hvem er Gud?”, og det tager Christine Sørensen som udtryk for, at danskerne er dybt interesserede i eksistentielle spørgsmål:

”Med internettet er visdom blevet sidestillet. Der er ikke noget, der er finere end andet, og vi kan hver især tage det, der giver mest mening for os.”

Folkeuniversitetet i Aarhus nåede i sidste sæson op på 70.000 deltagere, en 10-dobling i forhold til 2000, og efterårets store hit var en kursusrække med titlen ”Tankens kraft”. Ifølge rektor Sten Tiedemann er der en tendens til, at kursisterne vil fordybe sig. Også på højskolerne giver eleverne udtryk for en mere overordnet sult efter viden. I en undersøgelse, som Højskoleforeningen lavede i juni, siger 85 procent af eleverne på de lange kurser, at de valgte højskolen for at udvikle sig personligt, og 90 procent siger, at de har fået indfriet deres forventninger i forhold til ny viden.

”Når vi hiver tingene op i en større sammenhæng, så bliver de unge enormt bidt af det. De vil rigtig gerne fordybe sig i alt det, vi ikke når at tænke på, når vi drøner rundt i hverdagens hamsterhjul,” siger Lisbeth Trinskjær, der er formand for Højskoleforeningen.

Det er livsstilsekspert Henrik Byager enig i.

”Mange mennesker synes, at verden står og vakler lidt, og de har svært ved at se fremad. Det giver en længsel efter at se sig tilbage og undersøge, hvor de store tanker og opdagelserne egentlig kommer fra,” mener han.