Prøv avisen

De lykkelige undslupne

Den tyske sangskriver og forfatter Wolf Biermann (th.), der selv er jøde og hvis far blev dræbt i koncentrationslejren Auschwitz i 1943, er en nær ven af ægteparret Doris og Moses Rosenkranz. Ved Moses Rosenkranz' død i 2003 skrev Biermann nekrologen i det anerkendte tyske magasin Der Spiegel. Privatfoto.

Doris Rosenkranz og hendes mand, digteren Moses Rosenkranz, fik en ganske usædvanlig skæbne, der rummede både nazistiske og kommunistiske koncentrationslejre, usandsynlige flugtveje samt et kærlighedsmøde i grafologiens tegn

Man må ned til det yderste, sydvestlige hjørne af Tyskland for at møde Doris Rosenkranz. Her på kanten, få kilometer fra den franske grænse, er man imidlertid også rejst ind i midten af det ur-tyske. Når man tager lokalbanen fra Freiburg til hendes lille landsby Kappel, bevæger man sig nemlig ind i hjertet af Schwarzwald, som ofte opfattes som et symbolsk centrum for det germanske.

Doris Rosenkranz har ellers haft ubehagelige erfaringer med sit hjemland. Er man jøde og født i 1927, som hun er, så giver det sig selv. Da er man heldig, om man har overlevet det nazistiske regimes forfølgelse. Og hendes mand, digteren Moses Rosenkranz, havde endnu større grund til at føle sig fremmedgjort. Overbærenhed har dog præget parret, der tilbage i 1950'erne slog sig ned her i Schwarzwald. I dag er Doris Rosenkranz enke og et af de sidste vidner om historisk dramatiske tider.

Moses Rosenkranz var ikke tysk, men han digtede på tysk. Han stammede fra hertugdømmet Bukowina i Karpaterne, født 1904 i landbyen Berhometh. Det nordlige Bukowina er i dag en del af Ukraine, den sydlige part tilhører Rumænien. Også han var jøde, og hans skæbne blev usædvanlig barsk med ophold i både brun KZ-lejr og rød Gulag-lejr.

Doris Rosenkranz tager imod i huset, hvor hun og Moses boede sammen en menneskealder. Han døde i 2003 i den ærværdige alder af 99 år. I betragtning af, hvad digteren havde været udsat for i sin tilværelse, er det særligt imponerende, at han blev så gammel. Aldersforskellen mellem de to var hele 23 år, så Doris Rosenkranz sidder naturligt nok tilbage, men hun er blevet skrantende på det sidste. En hjemmehjælper pusler omkring den gamle dame, som nu er bundet til en kørestol.

Hendes vugge stod i Tbingen, som ligger nordpå, lidt længere oppe i Baden. Søskende havde hun ingen af.

”Næ, for min far døde kort efter, jeg var født, så der var kun mor og mig,” fortæller Doris Rosenkranz. Og de to måtte se at komme ud af Tyskland, da jødeforfølgelserne begyndte i 1930'erne.

”Jøder var vi jo, selvom vi ikke var troende. Det var nazisterne ligeglade med.”

Til alt held havde moderen familie i Schweiz, som de to kunne slippe af sted til over grænsen.

”Vi boede i St. Gallen. Jeg husker såmænd ikke så meget fra de tidlige år. Jo, engang kom en mand, der beskæftigede sig med film-casting, ind i klassen. Man skulle producere en Heidi-film, og da han så mig, mente han at have fundet den helt rigtige Heidi. Men min lærer trådte hen til ham og hviskede ham længe i øret, hvorpå han trak på skuldrene og forlod klassen. Læreren har jo fortalt ham, at jeg ikke var indfødt schweizer.”

Efter krigen uddannede Doris Rosenfeld, som hun hed dengang, sig til fotograf, og hun drog med oceanlineren fra Hamborg til USA for at slå sig igennem derovre. Men før vi hører om det usandsynlige møde mellem de to, skal vi høre hendes mands forunderlige historie.

”Ja, han var jo også jøde, så snart kom de også efter ham”, fortæller hans kone.

Rumænien var en af Nazitysklands allierede, og Moses Rosenkranz blev som jøde i 1941 pågrebet af rumænske fascister og smidt i koncentrationslejr. Han var dengang gift med en ikke-jødisk kvinde, som nu fandt det belejligt at lade sig skille fra den mand, hun regnede for fortabt.

”Men det lykkedes ham at flygte fra lejren i 1944,” smiler Doris Rosenkranz.

Man får indtryk af, at Moses Rosenkranz var en ualmindelig selvhjulpen og handlekraftig mand, der ikke lever op til fordomme om blege poeter. Han var i besiddelse af en stor legemlig robusthed, der vidnede om hans opvækst i en bondekultur, hvor han skulle hjælpe til fra barndommen. Hans far var faktisk landmand, hvad der er usædvanligt for jøder i Europa.

”Moses nåede uset ind til hovedstaden Bukarest, hvor han havde venner, der skjulte ham.”

I lejren havde han siddet med en anden jødisk digter fra det lille Bukowina, som skulle vinde verdensberømmelse, nemlig Paul Celan.

”Ham brød han sig nu ikke om” lyder det fra Doris Rosenkranz, som ikke vil nærmere ind på det bekendtskab.

Moses Rosenkranz slog sig igennem under jorden indtil krigens ophør. I 1947 var det imidlertid atter slut med friheden. Jerntæppet var gået ned, og Rumænien blevet sovjetisk lydstat. Der herskede nød, og svensk Røde Kors sendte pakker til de rumænske børn.

”Desværre sendte de især chokolade. De mente det vel godt, men det var naivt.”

Moses Rosenkranz solgte den svenske chokolade på det sorte marked og købte hvedemel for pengene.

”Så kunne de små få brød. Man kunne jo købe meget mel for de penge.”

Men KGB, det hemmelige sovjetiske politi, fik øje på ham, og han blev kidnappet på åben gade. Man ønskede ikke at foretage nogen regulær arrestation, for Moses Rosenkranz havde på dette tidspunkt skabt sig et navn som digter.

”Han blev fragtet til Sovjetunionen, og et helt år sad han i KGB-fængsler i Moskva. Først i det berømte Lubjanka-fængsel, derefter i et par andre.”

Og herefter gik den tunge vej med en transport ud i det sibiriske Gulag-lejrsystem. Ti år sad han her i forskellige lejre.

”Længst tid var han i en af de allerværste lejre, nær byen Norilsk nord for polarcirklen. Her arbejdede fangerne i en uran-mine.”

Ætsende kuldestorme var hyppige, og jorden var låst af permafrost. Til overmål skærpede et særligt brutalt reglement i denne lejr de i forvejen umenneskelige betingelser. Fri kom Moses Rosenkranz i 1957, da Nikita Khrusjtjov liberaliserede forholdene i Sovjetunionen og afviklede Josef Stalins system af lejre.

Man forestiller sig, at Rosenkranz nu var en nedbrudt mand på krop og sjæl, men det var ikke tilfældet, fortæller hans hustru.

”Han var meget stærk. Han havde ganske vist mistet alle sine tænder på grund af vitaminmangel, men ellers klarede han sig udmærket, og det lykkedes ham at vende tilbage til Bukarest en gang til. Han gik på sine stærke fødder.”

Vel hjemme i Bukarest sprang nu et væld af ophobede digte ud af manden. I lejrene var der ikke papir og blyant, men Moses Rosenkranz havde skabt en mængde digte i sit hoved, og som en besat skrev han dem nu ned. Men Securitate, det rumænske hemmelige politi, havde den tidligere Gulag-fange i kikkerten. En gang anholdt forbliver man altid mistænkelig i et totalitært system.

Han havde imidlertid en god ånd, der holdt øje med ham og værnede ham, nemlig ingen ringere end den øverstbefalende i den rumænske hær.

”De to havde som værnepligtige i 1920'erne ligget på stue sammen. Denne general havde været kommunist fra ungdommen og gjorde også karriere helt til tops, da landet blev kommunistisk. Min mand var aldrig kommunist, men denne general huskede og holdt af min mand.”

Han tippede Rosenkranz om overvågningen og reddede ham tilmed fra nyt fangenskab. Da han mente, at Securitate ville skride til anholdelse, fik han fat i Rosenkranz og kørte ham personligt over grænsen til Jugoslavien. En generals tjenestevogn kunne uhindret passere gennem grænsekontrollen, og på den jugoslaviske side lempede han digteren på et nattog til Wien.

Rosenkranz uddannede sig her som grafolog og levede godt af det. På dette tidspunkt sidder den unge Doris Rosenfeld i New York. En schweizisk veninde havde sat hende i forbindelse med sin søster og svoger, som var emigreret til USA og kunne udleje et værelse i deres newyorker-lejlighed til Doris Rosenfeld. Og den, som skal knytte kontakten mellem de to, bliver af alle den kvinde, som i 1941 lod sig skille fra Moses Rosenkranz.

”Det er sådan, jeg møder Moses. Denne kvinde kom af og til i lejligheden som en bekendt. Da hun erfarede, at Moses var i live og boede i Wien, besluttede hun sig for at rejse derover, for hun ville genoptage forholdet.”

Doris Rosenfeld ville give den ukendte, rumænsk-jødiske digter en gave i form af et kunstfoto. Hun gav Moses' ekskone et billede med af en skulptur af Aristide Maillol, taget i snevejr. Bagpå skrev hun om motivet.

Ikke helt uforståeligt var Moses Rosenkranz i Wien utilbøjelig til at genoptage forholdet til den troløse. Hvad der til gengæld vakte hans intense interesse, var skriften bag på det medbragte kunstfoto. Grafologen faldt komplet for den og besluttede sig for, at denne kvinde måtte han møde.

”Han fik mit navn, som jeg endda ikke havde skrevet på, og min adresse i New York, og vi begyndte at korrespondere.”

Mange breve krydsede Atlanten, og brevvekslingen må have været vellykket nu kunne Moses også beundre endnu mere skrift fra Doris' pen og de besluttede at mødes. Doris Rosenfeld kom til Europa, og historien endte lykkeligt for den forfulgte digter. De faldt for hinanden; han først, kan man forstå, hun ikke umiddelbart, men siden ganske grundigt. De blev gift og drog til Schwarzwald, hvor de slog sig ned i huset her, hvor vi nu sidder.

Penge måtte der til, for Moses Rosenkranz tjente ikke stort på sine digte, så Doris Rosenkranz gik på seminariet og blev lærerinde i landsbyskolen her i Kappel.

”Jeg underviste helst de yngste klasser, hvor børnene endnu er så kloge og lærevillige. Da jeg endnu kunne gå gennem landsbyen, kom gamle elever stadig hen til mig og hilste hjerteligt.”

I 1996 blev den gamle digter pludselig blind. Tre år senere gled han ind i en art bevidstløshed, som skulle vare indtil hans død i 2003. I disse år plejede Doris Rosenkranz omhyggeligt sin mand, så han kunne blive i hjemmet, vaskede ham og kæmmede hans hvide hår og skæg, så han altid så nydelig ud, og hun smurte ham med salver for at undgå liggesår.

Nu er hun selv plejekrævende, og hjemmehjælpen, som stadig er i huset, bringer hende en lille tallerken jordbær. Og den danske reporter vil ikke trætte den gamle dame yderligere og tager afsked for at begive sig afsted tilbage med en togbane, der fører gennem vilde, romantiske slugter.

”Höllenfarth” hedder den eventyrlige rute også, helvedesfart. Men en af stationerne på vejen hedder ”Himmerrige”, og det sammenstød af navne kan virke som et billede på turene op og ned i Rosenkranzernes tilværelse i dette sære Europa.

Under Anden Verdenskrig blev Doris Rosenkranz' senere mand, Moses Rosenkranz, først sendt til ghettoen Czernowitz i Ukraine og senere til en nazistisk koncentrationslejr. Her ses et foto fra Auschwitz. Foto: Scanpix
I 1947, efter at være kommet til Rusland, blev Moses Rosenkranz sendt i KGB-fængsel, men blev senere forflyttet til de frygtede Gulag-lejre. Billedet er fra lejren Workuta, der ligger i Sibirien, 120 kilometer nord for Polarcirklen. Foto: Scanpix