Danskerne bekymrer sig om deres børns sikkerhed. Det er meget naturligt, men vi gør det langt mere, end vi rationelt burde.
Størst er nok frygten for, at de kommer til skade i trafikken. Det har været med til at ændre kulturen omkring at hegne vores huse ind bag havelåger, høje hække og plankeværk, og frygten har også fået den børneleg på gaden, der stadig var almindelig op gennem 1980'erne, til at være en sjældenhed. Bare at skulle over vejen er ofte en akut stressfaktor i børnefamilier.
Men tallene for trafikulykker blandt børn viser tydeligt, at frygten er overdrevet. Der er i dag nemlig blot halvt så mange alvorligt tilskadekomne børn mellem 0 og 6 år som i 2001 i 2012 var det 26. Og antal dræbte holder sig typisk under fem årligt, så risikoen er lille. Det er den netop, fordi forældrene er overforsigtige, påpeger specialkonsulent i Rådet for Sikker Trafik, Pernille Ehlers. Det er nemlig i de første år, at børn får regler for sikker trafik ind på rygraden. Flere undersøgelser har dog konkluderet, at rigtig mange forældre slipper det faste greb i børnene, når de når 11-12-årsalderen. Og det er her, risikoen for at komme til skade i trafikken for alvor begynder at stige, siger hun og henviser til det, de internt i rådet omtaler som ”bekymringskurven”. Den viser, hvordan bekymringen for børnene er størst i de år, hvor der sker færrest ulykker. Og lavest, når ulykkerne er flest.
”Det er et paradoks, men grafen viser jo også, at forældres bekymring er med til at forbedre sikkerheden for børnene. Vi ved, at de helt små børn ofte dør som følge af en manglende eller åben havelåge, så frygten er reel. Det ulykkelige er så, at i 11-12-årsalderen begynder mange børn at smide cykelhjelmen, og alt for mange forældre orker ikke at tage kampen, selvom vores undersøgelser viser, at de unge faktisk lytter efter forældrenes formaninger,” siger Pernille Ehlers.
Når vi alligevel har tendens til at bekymre os lige rigeligt over vores børns sikkerhed, er der dog en række helt naturlige og en enkelt overnaturlig forklaring på det, forklarer professor i psykologi på Aarhus Universitet, Dorte Kirkegaard Thomsen. Først og fremmest er det netop bekymringens natur, at den sjældent er realistisk. Bekymringer afspejler, hvad der er vigtigst for os og derfor fylder mest i hovedet.
Noget andet er, at vores bekymringer eller frygt også påvirkes af medierne. Mange mennesker tror således, at de hyppigste dødsårsager er dem, man hører mest om i medierne. Blandt andet derfor er der så relativt mange, der lider af flyskræk, selv om det beviseligt er den sikreste transportform.
Endelig er der også forskning, som peger på, at vi gerne vil beskytte os selv mod fremtidige selvbebrejdelser. Vi sørger simpelthen for at handle på en måde, så vi bedst muligt undgår at skulle slå os selv oven i hovedet, forklarer Dorthe Kirkegaard Thomsen:
”Mange af processerne i vores hjerne er rettet mod, hvordan tingene kunne se ud i fremtiden. For selvfølgelig er det frygteligt, hvis der sker vores børn noget, men det er endnu mere frygteligt, hvis vi kunne have gjort noget for at undgå det. For det giver anledning til endnu flere negative følelser, og dem gør vi meget for at undgå.”
En fjerde og sidste forklaring på den irrationelle frygt er omdiskuteret i forskerverdenen og heller ikke videre veldokumenteret. Men nogle mener, at frygten for nemesis den græske mytologis gudinde for både retfærdighed og hævn også spiller ind. Særligt hos mennesker, der generelt lever et privilegeret liv.
”Bekymringen kan fungere som et mentalt forsvar mod, at noget dårligt skal ske som en slags balance i forhold til, at de fleste i Danmark jo går og har det meget godt. Vi føler, at vi sikrer os gennem overbekymringen,” siger hun.