Rettet 14/7 2014 klokken 14.21: I artiklen fremgik det, at Dansk Folkepartis gruppe i Europa-Parlamentet, ECR, ikke skulle have fået en eneste formands- eller næstformandspost i de stående udvalg. Det er er ikke korrekt og er derfor blevet rettet. Grafikken til samme artikel indeholdt også oprindeligt forkerte årstal for partiets medlemstal gennem tiden. Kristeligt Dagblad beklager fejlene.
Det har om noget været Dansk Folkepartis år i dansk politik. Hvor både Venstre og Socialdemokraterne har haft deres at slås med, er Dansk Folkeparti gået fra succes til succes.
Fra stor fremgang ved kommunal- og regionsrådsvalget i november, over deltagelsen i det 28 milliarder kroner store forlig om en togfond og til den overvældende valgsejr ved Europa-Parlamentsvalget i maj. Et valg der gav Dansk Folkeparti 26,7 procent af stemmerne, 465.758 personlige stemmer til spidskandidat Morten Messerschmidt og 4 mandater i parlamentet.
Meningsmålinger ligger nu og svinger omkring 20 procents tilslutning, nogle endda højere.
Partiet har bare et overordnet problem. Det har utrolig vanskeligt ved at omsætte den store, folkelige popularitet til konkret magt.
Trods den store fremgang ved de lokale valg i efteråret, lykkedes det for eksempel ikke at få en eneste regulær borgmesterpost. Det nærmeste, man kom det, var, at Carl Christian Ebbesen fik en af de såkaldte magistratsborgmesterposter for kultur og fritid i København.
På Chrsitiansborg er Dansk Folkeparti kommet med i flere, brede politiske forlig, senest forliget om vækstpakken. Som regel foregår det dog ved, at partiet efterfølgende tilslutter sig den tekst, regeringen og Venstre enedes om, og så får man nogle symbolske indrømmelser. I vækstpakken var det billigere takster for godstransport til øer og en større grøn check til de dårligst stillede.
I VK-regeringens tid var der også ofte symbolske indrømmelser til DF, men især i udlændingepolitikken satte partiet klare aftryk på kursen.
Det mest presserende spørgsmål for partiet er, hvordan den skal omsætte sin folkelige popularitet til politiske resultater de kommende år. Hvis der bliver et borgerligt flertal efter næste valg, som meningsmålingerne trods Venstres store tilbagegang stadig viser, rykker spørgsmålet om regeringsdeltagelse tæt på.
Hidtil har Dansk Folkeparti koketteret med, at man først senere vil tage stilling, om man skal gå i regering eller ej. Det afhænger ifølge partiformand Kristian Thulesen Dahl af, hvor man har får størst indflydelse. Hidtil har DF opnået store resultater som støtteparti, og det kan være, det bliver løsningen igen, hedder det officielt.
Men det kan det næppe. Hvis Dansk Folkeparti får omtrent samme størrelse som Venstre efter næste valg, bliver det ikke en reel valgmulighed igen at agere støtteparti for en VK-regering. Så er der ingen vej udenom, at Dansk Folkeparti kommer til at tage del i regeringsansvaret af den enkle grund, at Venstre vil kræve det. Venstre forsøgte tilbage i 1974 at danne en smal regering med Fremskridtspartiet som et meget stort støtteparti, og den regering holdt kun et år, så det eksperiment bliver ikke gentaget.
At have regeringsmagt slider på et parti, som De Konservatives og især SF's eksempel til fulde har vist. Det vil det også gøre for Dansk Folkeparti, når der pludselig skal indgås kompromiser, for eksempel om en stram økonomisk politik.
Dansk Folkeparti har uden tvivl fået en del protestvælgere det seneste år vælgere, der er utilfredse med Venstre og Socialdemokraterne, den hårde social- og arbejdsmarkedspolitik og EU-politikken. De vælgere er flygtige, som talrige andre politiske bobler har vist de seneste år.
For SF blev regeringsdeltagelsen med Socialdemokraterne og De Radikale endda så alvorlig, at partiet blev splittet og først har fået lidt fodfæste igen efter udtræden af regeringen i januar.
Alt det er Kristian Thulesen Dahl helt klar over, og af samme grund forsøger han jævnligt at nedtone sin begejstring over den øjeblikkelige succes og mane til ydmyghed.
En opmuntrende erfaring har han dog at falde tilbage på: Det var netop ham, som tilbage i 2010 lancerede den i dag så forkætrede idé om, at forkorte den maksimale dagpengeperiode fra fire til to år for at øge arbejdsudbuddet. Det var et tilbud den daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) aldrig selv turde have fremsat, men når det kom fra Dansk Folkeparti, lå en aftale lige for.
Dansk Folkeparti var i ugevis bekymret for vælgernes reaktion på dagpengereformen. Ville de flygte i stort tal?
Meningsmålingerne viste efterfølgende en lille tilbagegang, men slet ikke i det omfang, man havde frygtet.
Et eventuelt regeringsansvar vil imidlertid kræve kompromisser i et helt andet omfang end tidligere.
EU-politikken vil følge den positive linje, som det store flertal på Christiansborg støtter.
Socialpolitikken vil blive præget af opstramninger, blandt andet med genindførelse af starthjælp og kontanthjælpsloftet.
I den økonomiske politik vil væksten i de offentlige udgifter blive fastholdt med en meget lille vækst som under den nuværende regering.
Det er opstramninger, som vil ramme en del af Dansk Folkepartis vælgere, og de mange velfærdsløfter, som vil blive strøet ud med rund hånd, efterhånden som valget nærmer sig, kan det blive mere end vanskeligt at opfylde.
Så på lange stræk står partiet med den samme risiko for at skuffe sine vælgere, som SF havde forud for valget i 2011.