Prøv avisen

”Det er lige nu, at Ellen er lille og har brug for mig”

”Jeg har altid været en rigtig arbejdspige med fuld fart frem. Så jeg har aldrig før skænket det en tanke, at jeg skulle blive hjemmegående. De tanker opstod først, da Ellen var fem måneder, og hun lige var blevet skrevet op til institution,” fortæller Julie Wennike, der har sagt sit job op for at gå hjemme og passe sin datter Ellen på 11 måneder. Foto: Leif Tuxen

Julie er en af dem, der har valgt at blive hjemmegående for en periode for at passe sin pige på 11 måneder. ”Det med institution venter vi lidt med, i mit hoved hedder det et år fra nu, men nu må vi se”

Ellen bevæger sig med små, forsigtige skridt, mens hun forsøger at gå langs den 40 centimeter høje radiator, som hun har et fast greb om. Hun er 11 måneder og kan endnu ikke gå selv. Der går derfor heller ikke lang tid, før hun er ved at snuble. På vej til at falde griber hun ud efter en høj trearmet gulvlysestage, der står i vinduet bag radiatoren. Men hun når ikke at falde og slå sig, for hendes mor, Julie Wennike, er hurtig til at aflæse hendes motorik og griber derfor ud efter både Ellen og den høje sølvlysestage.

Ellen kommer op i den høje stol, hvor hun får franskbrødshapsere og sutteflaske med vand. Egentlig skulle hun være startet i vuggestue nu, men Julie har besluttet sig for at udskyde institutionslivet for en periode og har derfor også sagt sit job op som virksomhedssalgskonsulent.

”Jeg har det seneste halve år gået med tankerne om at blive hjemmegående. På et tidspunkt kommer vi tilfældigt til at tale om det i min mødregruppe, hvor det viser sig, at vi er fire ud af fem, som har samme tanker. Nu har vi så alle valgt at blive hjemmegående,” fortæller Julie og fortsætter:

”Lige nu er Ellen så afhængig af mig, at jeg på ingen måde har lyst til, at hun skal starte i institution. Som det er nu, så ved hun ikke, at mor eller far kommer igen, når vi siger farvel. Hun tror bare, at vi forlader hende for evigt. Så det med institution venter vi lidt med, i mit hoved hedder det et år fra nu men nu må vi se.”

Julie på 26 år og hendes mand, Karsten, bor i en lejlighed på Østerbro i København. De kan derfor som borgere i Københavns Kommune få omkring 7000 kroner om måneden i tilskud op til et år til at passe eget barn hjemme og sparer samtidig de 3500 kroner, en institutionsplads typisk koster.

Det er forskelligt fra kommune til kommune, om der overhovedet er sådan et tilbud, og hvordan det i givet fad er skruet sammen. Pengene følger ikke barnet, men institutionen. Og netop derfor er den hjemmegående forælder slet ikke en livsstil, som de fleste forældre i dag når at overveje, inden de overlader barnet til pædagogerne. Det mener Kristine Stricker Hestbech, der er sognepræst og var medlem af familie- og arbejdslivskommissionen under den tidligere regering.

”Vi har en fasttømret norm om, hvor vi gør af vores små børn. Det hænger sammen med, at vi har et meget snævert begreb om, hvordan et liv skal leves der er ikke mange alternative ruter til selve livsvejen. Men det begynder vi måske at se nu, hvor flere forældre vælger at blive hjemme og passe deres børn.”

Hun tror dog stadig, at de fleste forældre også i fremtiden vil placere deres børn i institution, når barnet er helt lille. Alligevel tror hun, at der er ved at ske en ændring med vores forståelse af familielivet og arbejdslivet.

”Vi behøver ikke gøre oprør mere. Derfor kan vi bruge vores tid og energi på noget andet, nemlig at passe vores egne børn. Der har været nogle generationer, som har skullet stadfæste kvinders position som ligeværdig med mænds, særligt når det handler om arbejdsmarkedet. Men den nye generation er vokset op med, at det er helt naturligt, at kvinder skal have uddannelse og job. Jeg tror, det er derfor, at de yngre mødre nu gør noget andet,” siger hun og tilføjer:

”De kan nu vurdere, hvad der er det gode liv for dem selv uden at blive lynchet og set på som en, der svigter den store kamp. I dag er der langt større accept af og forståelse for, at man i nogen tid kan vælge en anden livsform, mens børnene er små, og at det ikke er en falliterklæring.”

Det er også Julies plan at skulle tilbage på arbejdsmarkedet igen, fortæller hun, mens hun giver Ellen de små franskbrødsbidder, som hun guffer i sig med sine to kridhvide tænder i overmunden og undermunden.

”Jeg ser også det her som en mulighed for at prøve noget nyt. Jeg vil nok gerne læse videre på et tidspunkt. Jeg har altid været en rigtig arbejdspige med fuld fart frem. Så jeg har aldrig før skænket det en tanke, at jeg skulle blive hjemmegående. De tanker opstod først, da Ellen var fem måneder, og hun lige var blevet skrevet op til institution. Jeg har hele livet til at arbejde og gøre karriere. Men det er lige nu, at Ellen er lille og har brug for mig.”

Julie og Karsten, der arbejder som udviklingschef i et elektronikfirma, har skruet ned på budgettet for, at Julie kunne gå hjemme. Der er ikke længere råd til dyr rødvin og barnevogns-café latte. Og det er også måden, det tit foregår på, fortæller journalist Jane Callesen, der er initiativtager til hjemmesiden hjemmeunger.dk. Hun valgte selv en karriere som ph.d.- studerende fra og er i dag hjemmegående på femte år.

”Mange får det til at hænge sammen ved at skære ned på forbruget. For 40-50 år siden var man hjemmegående, fordi man var ufaglært og ikke havde et andet valg. I dag går kvinderne jo ikke bare hjemme og passer kødgryderne, mens børnene hænger i mors skørter. Den moderne husmoder eller husfader trækker sig typisk fra arbejdslivet i nogle år, mens børnene er små, og så vender de tilbage igen. Og det er stort set kun kvinder med uddannelse, og mange med længerevarende uddannelse, der vælger denne livsstil. ”

Julie har nu været hjemmegående i et par uger. Det er vigtigt for hende, at der er struktur i hverdagen. Derfor går hun og Ellen også til svømning og legestue to gange om ugen, hvor Ellen møder andre børn. Selvom hun er glad for sin beslutning, er hun ikke sikker på, at hun også bliver hjemmegående, når de får et barn mere:

”Det kommer helt an på barnet og på vores situation. Hvis vores næste barn er klar til at starte i institution som etårig, kan det sagtens være, at det er den model, vi vælger. Det er så individuelt, hvad der virker bedst for det enkelte barn og den enkelte familie. Jeg mener heller ikke, at det eneste rigtige er at gå hjemme, mens barnet er lille, og at man derfor burde lukke alle vuggestuer. Det kommer an på den enkelte familie og deres barn.”

I dag går ni ud af ti danske etårige i institution. Kristine Stricker Hestbech tror, at det i værste fald kan føre til et samfund, hvor vi mister nogle sociale kompetencer.

”Børn, der ikke lærer at binde sig til et voksent menneske, mister de sociale kompetencer, som udvikles ret tidligt, netop i forbindelse med at man lærer trygheden i at forbinde sig til et andet menneske. Falder man og slår sig i børnehaven, så lærer man at selvtrøste sig. Det giver nogle ridser i den følelsesmæssige dna, der gør, at det kan være svært at knytte sig til andre mennesker. Man lærer en junglelov, der gør, at man enten bliver enormt god til at få opmærksomhed på sig selv, eller også glider man i et med tapetet og lærer ikke at lytte til egne behov.”

For Julie og Karsten betyder det også meget, at de som forældre kommer til at præge Ellens opdragelse:

”Vi vil gerne, at hun får en opdragelse ud fra de værdier, vi lægger vægt på. Det er vi endnu ikke parate til at overlade til en pædagog,” siger hun og bliver afbrudt af Ellen, der forsøger at få hendes opmærksomhed med en barnestemme, der er lige ved at knække over i gråd og et par små arme, der rækker ud mod mor.

Klokken er 11, og det er tid til dagens lur nummer to.