Prøv avisen
Ventetid

Velfærdsstaten kan fratage mennesker evnen til at handle

På grund af sygdom eller handicap er mange danskere ikke i stand til at hjælpe sig selv, og deres livskvalitet ender i hænderne på kommunerne. Men mange sagsbehandlinger trækker ud i så lang tid, at den langvarige ventetid kan føre til stigmatisering, siger ekspert. Foto: Dave Robertson

Lang ventetid kan få nødstødte borgere til at føle, de lever i en permanent krisetilstand, siger ekspert

Peter Harald Hansen gik fra en stilling i SAS, hvor han rejste verden rundt, til efter to diskusprolabsoperationer at sidde i kørestol. For at kunne forlade sit hjem blev han afhængig af, at kommunen tilkendte ham en invalidebil.

Processen varede 16 måneder, og i den tid oplevede han, at den dagligdag, han hidtil havde været i fuld kontrol over, nu pludselig lå i administrative hænder.

For ham at se er langvarig ventetid et alvorligt problem i Danmark.

”Hvis man kunne regne med, at behandlingstiderne blev overholdt, ville ventetiden være til at holde ud, men det kan man desværre ikke. Det værste er den manglende indflydelse og den totale overgivelse til systemet, som man oplever. Du ved ikke, hvem du skal henvende dig til, og du kan ikke opnå noget som helst med dit liv, fordi du er henvist til bare at sidde der og vente på et system, som burde hjælpe dig,” siger han.

I dag er Peter Harald Hansen af den opfattelse, at velfærdssystemet alt for ofte agerer for langsomt i overholdelsen af de frister, der i retssikkerhedslovens §3 foreskriver, at kommunerne skal behandle forespørgsler om hjælp fra borgere "så hurtigt som muligt". 

Men den lange ventetid får ikke konsekvenser for andre end den nødstødte borger, som har brug for hjælp, hvad enten det skyldes immobilitet, psykisk sygdom eller handicap, mener han.

Og han er ikke alene. Sammen med mere end 15.000 andre danskere er han registreret som bruger på hjemmesiden www.k10.dk, der beskriver sig som et sted, hvor mennesker, der er kommet i klemme i systemet, kan hente råd, vejledning og moralsk støtte hos andre i samme situation.

Charlotte Jensen, antropolog og ansat i Muskelsvindsfonden, har skrevet specialet ”Uden håb for fremtiden?”, hvor hun undersøgte langvarig ventetid i sygehusvæsnet og kommunale sagsbehandlinger. Hun bakker op om, at der er tale om et reelt problem. 

”Uforudsigeligheden er det fælles problem for dem alle - hvornår ventetiden er forbi, uvisheden om hvad der sker med én i selve perioden, selve de resultater, man venter på, og konsekvenserne, når selve ventetiden er forbi. Dagligdagen kan helt forsvinde bag en fjern horisont af uforudsigelighed og uvished” siger hun og forklarer, at langvarig ventetid fuldstændig kan fratage mennesker deres evne til at handle.

”Der er tale om, at mennesker, som har brug for hjælp, helt mister indflydelsen på deres eget liv. Det har alvorlige konsekvenser, for det skaber en form for permanent krisetilstand, som er demotiverende at befinde sig i,” siger hun.

At sagsbehandlinger trækker i langdrag skyldes ofte den paradoksale situation, at det menneske, der søger om hjælp, er for syg til at arbejde, men for rask til at få hjælp, siger hun.

”Folk bliver fanget i limbo. Men når sagsbehandlingen og ankesystemet tager alt for lang tid, er det ikke kun selve processen, der bliver sat i stå. Man mister sine rettigheder langsomt, og ens økonomi går af fløjten – det går ud over de helt basale ting, som normalt gør det muligt at opretholde et almindeligt liv.”

Hun peger på, at der i Danmark gennem de seneste 10-15 år er kommet et øget fokus på, at velfærd er noget, man selv er med til at skabe, og som man som borger selv bærer ansvaret for.

Det underbygger en ny undersøgelse fra tænketanken Cevea: I 2013 var 20 procent af den samlede omtale af arbejdsløse i dagspressen negativ. I 1993 var tallet 7 procent. Ledighed ses altså i udbredt grad som noget selvforskyldt - hvilket ikke var tilfældet for bare tyve år siden.

Samtidig oplever handicapforeninger, at handicappede i højere grad end tidligere bliver opfattet som 'snyltere'. 

De mennesker, som er udsat for langvarig ventetid, føler sig først og fremmest svigtet af samfundet. De fleste af dem har en forestilling om, at velfærdssamfundet indeholder en hjælpende hånd, men det har også mere vidtrækkende sociale konsekvenser, siger Charlotte Jensen. 

”I dag er der en forestilling om, at man helst skal være på hele tiden og konstant være initiativrig. Det står indskrevet i den sociale lovgivning, at individet skal opretholde fokus og motivation, men det kan man ikke, når man ikke ved, hvilken fremtid man gør i møde,” siger hun og forklarer, at samfundet på den ene side kræver, at borgere skal ”yde for at nyde”, samtidig med at det stigmatiserer dem, som ikke kan.

”Når man ikke længere passer ind i de kategorier, der eksisterer i samfundet, så udvikler de symptomer, der allerede forekom, sig i ventetiden til det værre. Først kommer stigmatiseringen fra samfundet, men når man ryger ud af sit sociale netværk og mister sine kolleger, så kan stigmatiseringen lige så godt komme fra én selv," siger hun og tilføjer: 

"Folk, som henholdes i en lang ventetid, føler tit, de ikke har nogen værdi, hverken for samfundet eller for sig selv."

Den følelse kender Peter Harald Hansen.

”Man føler sig svigtet og tilsidesat, men jeg kan i det mindste råbe op. Det er der andre, som ikke kan,” siger han.