Posten bliver mere og mere svensk

Har vi et selvstændigt, dansk postvæsen, spørger en bekymret læser, nu hvor Post Danmark er fusioneret med det svenske postvæsen, og der kommer stadig flere blå postbiler i gadebilledet. Vi må vænne os til, at stadig mindre er ”rigtig” dansk, mener kulturforsker

PostNord er en koncern, der er etableret i forbindelse med sammenlægningen af Post Danmark A/S og svenske Posten AB, og de blå biler kan ses som et supplement til de øvrige postbiler - ikke som en erstatning, ifølge kommunikationschef i Post Danmark, Morten O. Nielsen.
PostNord er en koncern, der er etableret i forbindelse med sammenlægningen af Post Danmark A/S og svenske Posten AB, og de blå biler kan ses som et supplement til de øvrige postbiler - ikke som en erstatning, ifølge kommunikationschef i Post Danmark, Morten O. Nielsen. Foto: Torben Klint .

Nedtur. Sådan lyder overskriften på et læserbrev i Politiken i søndags, hvor en mand bemærker, at siden Post Danmark fusionerede med det svenske AB Posten i 2009 (og blev lagt ind under koncernen PostNord), er Post Danmarks it-system blevet svensk, og nøgletallene bliver nu opgjort i svenske kroner. Hertil kunne tilføjes, at det fælles hovedkvarter ligger i Sverige, og at direktøren er svensk.

”Danmark har ikke længere et selvstændigt postvæsen,” konkluderer læseren.

Hans bekymring er interessant, fordi den lægger sig i slipstrømmen af en generel bekymring hos mange for dansk post i fremtiden. Som Kristeligt Dagblad tidligere har skrevet, er antallet af posthuse de seneste 27 år reduceret fra 1300 til 775, hvoraf størstedelen i dag findes i dagligvarebutikker. Der findes desuden cirka 500 ubemandede pakkebokse. I 2012 sløjfede man hver syvende røde postkasse. Hertil kommer, at de blå postbiler med navnet PostNord i stigende grad præger gadebilledet.

Bekymringen er også interessant i forhold til diskussionen om, hvorvidt vi sælger for meget ud af det, vi betragter som nationalt arvesølv senest energiselskabet Dong.

Men hvad er egentlig fakta? Sandt er det, at den danske og svenske stat i 2009 blev enige om at fusionere deres postvæsener i øvrigt som det første og stadig eneste tværnationale postselskab i verden.

Det er fortsat danske politikere, der bestemmer, hvad der skal ske med Post Danmark, og der er ingen planer om at lave det mest velkendte om: de røde uniformer, de gule cykler og gule biler samt de røde postkasser, understreger Morten O. Nielsen, kommunikationschef i Post Danmark.

”Jeg forstår godt, at Post Danmark betyder rigtig meget for mange danskere, for vi er og har meget længe været en vigtig og naturlig del af samfundet. Der ligger en central tryghed i, at postbuddet stadig kommer, og han har rød jakke på og cykler på en gul cykel. Det skal vi blive ved med, og derfor er vi også samtidig nødt til at drive en fornuftig forretning. Det betyder blandt andet, at vi samarbejder med vores svenske kolleger om at skabe et større og tværnationalt marked, så vi kan gøre os gældende i forhold til vores konkurrenter.

Spørgsmålet er så, om der ikke er en fare for, at det særligt danske i postvæsenet forsvinder? Der er jo allerede blå postbiler på gaden. Men det afviser Morten O. Nielsen:

”Sagen er, at Post Danmark i dag er del af en koncern, som også driver logistikvirksomhed. De blå biler, som man ser i gadebilledet, er i praksis Post Danmarks tidligere datterselskaber Hit, Budstikken og Transportgruppen, der transporterer eksempelvis paller med let gods. De virksomheder er nu samlet i PostNord Logistics, så man kan se dem som et supplement til de øvrige postbiler. I det hele taget er processen den samme som tidligere i form af, at man kan aflevere sit brev eller pakke på posthuset, i postkassen eller i pakkeboksen eller endda hos postbudet, og et postbud i rød uniform deler det ud,” siger han.

Johs. Nørregaard Frandsen er professor på Institut for Kulturvidenskab ved Syddansk Universitet og forstår udmærket bekymringen over, at det danske postvæsen ikke længere er selvstændigt dansk. For det var et af de første ”væsener” under kongen og derfor en kulturbærer med meget dybe rødder. Posten har for mange været kontakten til verden og har gennem tiderne været en stærk del af sammenhængskraften i samfundet. Alene logoet med hornet og den røde farve er nærmest indbegrebet af danskhed, påpeger han.

Men vi er nødt til at vænne os til, at stadig mindre af selv det mest danske fortsat vil være ”rigtig” dansk, siger Johs. Nørregaard Frandsen:

”Det er et af vilkårene i en globaliseret verden, og det kan godt stikke lidt i hjertet, men det kunne trods alt være værre end svenskerne. Tænk hvis postvæsenet blev opkøbt af Goldman Sachs eller en anden privat investor det ville være langt mere truende. På den måde kan man også se fusioneringen af det danske og svenske postvæsen som en sikring af det danske.”