Stormsikring af Vikingeskibs-museet i 2015

Roskilde Fjord kom tæt på Vikingeskibsmuseet under stormen Bodil. Nu tager sikringsprojektet form

Vikingeskibsmuseet ved Roskilde Fjord under stormen Bodil.
Vikingeskibsmuseet ved Roskilde Fjord under stormen Bodil. Foto: Lars Laursen.

Kystsikringen ved Vikingeskibsmuseet, der er en af Roskildes helt store turistattraktioner i sommersæsonen, begynder formentlig om et år, oplyser borgmester Joy Mogensen (S).

Nationalmuseets store bådmuseum skal kystsikres som en konsekvens af de truende vandmasser, der i december under stormen Bodil bølgede ind over skibshallen og truede de bevaringsværdige Skuldelevskibe, som blev sænket i Roskilde Fjord for næsten 1000 år siden.

Vikingeskibsmuseets økonomidirektør, Claus Christiansen, fortæller, at de samlede skader indtil nu er opgjort til 11,6 millioner kroner.

”De seneste tal modtog jeg den 10. juli. De skader, som vi har påpeget over for Stormrådet, har de vurderet bedre og bedre til vores fordel, for hver gang vi har påpeget noget,” siger han.

Museets forsikringsselskab har meddelt, at museet kan få 8,1 millioner kroner i erstatning. Det efterlader et restbeløb på 3,5 millioner kroner. Det er endnu uklart, om museet selv finansierer det resterende eller søger støtte udefra.

”Vi er stadig i dialog med Stormrådet, så vi har endnu ikke taget stilling til, hvor og hvordan vi skaffer de resterende penge,” siger Claus Christiansen.

Samtidig er Roskilde Kommune i gang med at lægge en mere omfattende slagplan for stormsikringen af den sydlige del af Roskilde Fjord til en pris på 44 millioner kroner.

Projektet omfatter med 7,2 millioner kroner også området omkring Vikingeskibsmuseet, oplyser borgmester Joy Mogensen, der også er formand for museets bestyrelse.

”Jeg håber, at projektet kommer i gang allerede til næste sommer. Det er mit håb, at vi får sikret fjorden, bygningen og de udsatte borgere hurtigst muligt, så vi ikke skal være bekymrede og nervøse, hver gang der kommer en stormmelding,” siger hun.

Fristen for kommunens høring om stormsikringen slutter den 1. august, og når alle forslag er gennemgået, bliver byggeplanerne behandlet på et møde i kommunens klima- og miljøudvalg først på efteråret. Stormsikringen har ”ekstrem høj prioritet”, forklarer kommunen.