Prøv avisen

Myten om troldmanden fra Første Verdenskrig

Erik Scavenius skabte sig et ry som troldmanden, der gennem et godt forhold til den tyske gesandt holdt Danmark ude af Første Verdenskrig.

Under Første Verdenskrig fik Erik Scavenius et ry som en troldmand, der sikkert holdt Danmark neutralt i en verdenskrig, fordi han havde særlig forstand på at håndtere tyskere. Men dette ry har fået et grundskud

Erik Scavenius (1877-1962) var meget omdiskuteret som stats- og udenrigsminister under den tyske besættelse af Danmark 1940-1945. Han blev udenrigsminister i 1940 og tillige statsminister i 1942.

At han overhovedet fik en hovedrolle i den periode beroede på, at han havde været udenrigsminister under Første Verdenskrig. Her fik han et ry som en troldmand, der sikkert holdt Danmark neutralt i en verdenskrig, fordi han havde særlig forstand på at håndtere tyskere. Men dette ry for at være en troldmand har fået et grundskud. Det var ikke Scavenius, der holdt Danmark ude af Første Verdenskrig. Det gjorde misforståelser, tyskerne og kystforsvaret omkring København.

Krigsudbruddet i august 1914 førte til, at Tyskland stillede krav om, at Danmark spærrede Storebælt med en effektiv mineudlægning vendt mod Storbritannien. Man frygtede i København, at Storbritannien ville opfatte det som en fjendtlig handling. Men hvis man ikke gjorde det, så ville tyskerne selv gøre det og dermed tvinge Danmark til at forsvare neutraliteten. Troede man. Nyere forskning har dokumenteret, at den tyske militære ledelse fra 1905 og frem til 1916 havde den doktrin, at den ikke kunne føre krig mod nord, hvis der også skulle føres krig både mod vest og øst. I modsætning til den danske regering tog de tyske militærstrateger det danske forsvar seriøst.

Det vidste den danske regering bare ikke. Christian X var for en mineudlægning, og det blev udslagsgivende. Kongens fætter, prins Georg af Grækenland, tog kontakt med den engelske konge og fortalte, at de danske miner slet ikke var armerede. Det var helt urigtigt, men det blev sagt i god tro på grund af misforståelser og fejl-informeringer på dansk side. Fejl-informationen kan have medvirket til, at briterne affandt sig med de udlagte miner. Danmark blev holdt ude af krigen. Briterne blev dog noget sure, da et fiskefartøj senere løb på en mine og blev sprængt i stumper og stykker.

Kongen fungerede krigen igennem som en vigtig efterretningskilde for briterne. De fik oplysninger om tyske flådebevægelser og tysk planlægning. Det afbalancerede kongens venlighed mod briterne, at udenrigsminister Scavenius videregav efterretninger om skibspositioner til den tyske gesandt. Uden at informere den øvrige regering. Lukkethed gav ham kontrol med udenrigspolitikken. Han havde ikke høje tanker om politikernes almindelige forståelse af udenrigspolitik.

Scavenius og tyskerne

Scavenius skabte sig et ry som troldmanden, der gennem et godt forhold til den tyske gesandt holdt Danmark ude af krigen. Den fortælling levede i næsten et helt århundrede. I virkeligheden betød den gode relation til gesandten ikke meget. Hele den tyske udenrigstjeneste blev mere og mere underlagt den militære ledelse, som gradvist overtog også den politiske magt i Tyskland. Derfor var det afgørende ikke, at Scavenius plejede gode forbindelser med diplomater. Det afgørende var, at tyskerne først sent i krigen overvejede at besætte Danmark.

I eftersommeren 1916 var regeringens overlevelse truet på grund af konflikt om, hvor vidt De Vestindiske Øer skulle sælges. Scavenius benægtede i Folketinget, at der havde været ført forhandlinger med amerikanerne om salget. Det var ren og skær løgn. Da løgnen få uger senere stod klar for offentligheden, rejste der sig et stormvejr mod både salget og Scavenius. Kongen var indstillet på at fyre Scavenius. Scavenius fortalte da den tyske gesandt, at hvis Venstre fik regeringsmagten, ville det skabe alvorlig risiko for en ny dansk udenrigspolitisk kurs. Det var opspind. Venstres linje var tyskvenlig. Men på dette fejlagtige grundlag truede gesandten derefter Christian X til at holde fast i Scavenius. Den altid letbevægelige konge opfordrede nu endog Scavenius til at blive statsminister. Scavenius takkede nej. Den radikale regering blev uændret siddende. Med tysk støtte.

Men frygten, for at der på et tidspunkt kunne komme en anden dansk regering, stimulerede til nye tanker i Tyskland om alligevel at besætte Danmark. I eftersommeren 1916 kom de tyske militære planlæggere til den opfattelse, at den jyske vestkyst og Norges kyster dannede n lang kyststrækning, som i strategisk henseende burde tænkes sammen. De begyndte at se kontrollen med denne kyststrækning som afgørende for søkrigen i Atlanterhavet. Det logiske skridt var derfor at besætte Danmark og Norge, hvad tyskerne alvorligt overvejede i foråret 1917. De tyske overvejelser blev Scavenius bekendt med under forhandlinger, men han fortalte dem aldrig videre til den øvrige regering. Besættelsen blev dog heller ikke gennemført. En af grundene var, at Danmark havde opført nye kystforter på Sydamager. Desuden var der store minefelter i Køge Bugt. Tyskerne risikerede at miste kostbare slagskibe ved et søbombardement af København.

Men besættelsen kom i 1940. Det havde derfor været svært nyttigt for den danske forsvarsdebat i mellemkrigsårene, om andre end Scavenius havde kendt til de tyske besættelsesplaner. Men havde Scavenius fortalt om dem, ville det have punkteret hans ry som troldmand.