Drukkultur er i dag et ord, man som regel stempler sagesløse studenter med. Men uden druk ville vi næppe have den danske (fin)kultur, vi kender i dag. For den hviler i stort omfang på et gavmildt, gyngende fundament af ølpenge. Uden danskernes lemfældige drikkevaner ville gamle brygger Jacobsen ikke kunne have opført blandt andet Glyptoteket, restaureret Frederiksborg Slot og bestilt ”Den lille havfrue” til at leve på sin sten på Langelinie. Uden de glammende danske ølhunde var han aldrig blevet danmarkshistoriens største kunstmæcen, som kunstlivet stadig nyder godt af i dag gennem Ny Carlsbergfondet, der hvert år poster millioner og atter millioner støttekroner ud til det danske kunstliv.
Altsammen på grund af øl. Så druk og kultur hænger faktisk sammen i Danmark. Men øl har endnu dybere rødder i danskheden.
I et land med søer og åer overalt burde vand måske være en nationaldrik. Men mere vil have mere, og danskere har derfor drukket øl, længe inden Egtvedpigen blev født.
Øl er ikke en dansk opfindelse, for de gamle egyptere drak for eksempel også øl, mens ølmærket Ceres er opkaldt efter den romerske korngudinde.
Men det er ikke tilfældigt, at der også findes danske ølmærker, der hedder ”Thor” og ”Odin”. For nordisk mytologi hylder også den gyldne drik, som de faldne krigere skulle få serveret i Valhalla.
I sagaerne bliver der både drukket øl i forbindelse med begravelser, edsaftaler, fester og ofringer til guderne. Meget tyder således på, at øl og den beslægtede drik mjød blev drukket i stor stil i vikingetiden i Norden. Og fra den tidlige middelalder var det i hvert fald hoveddrikken i dagligdagen, fortæller middelalderhistorikeren Lars Bisgaard fra Syddansk Universitet:
”Dengang var den almindelige øl en slags lys øl, som man kunne drikke litervis af. I byerne var det i øvrigt praktisk, fordi det ellers kunne være svært at skaffe rent vand,” fortæller han.
Med kristendommens indtog i Norden blev der fortsat drukket øl i stor stil også i forbindelse med lægmandsbønner til helgener, som fandt sted i gilder og religiøse broderskaber, men i 1200-tallet trak paven en streg i sandet, da han forbød barnedåb i øl, fortæller Lars Bisgaard.
”Der har altid været noget mytologisk over ølbrygning, fordi øl jo for eksempel kan forvandle sig fra vand og byg. Det er en slags mirakel, der må være velsignet af højere magter. Og længe havde øl et bedre ry end vin, som kun eliten kendte til i den danske spirende kristne kultur. Allerede omkring 1100 lagde den norske konge under et besøg i Konstantinopel en svinelever ned i græsk vin for at vise sine folk, hvor farligt det var at drikke vin. Derfor følte man sig tryggere med det tynde øl. Det var, hvad man gav tjenestefolk og arbejdsmænd.”
Mens øllet på landet blev brygget på gårdene, sprang der i købstæderne en mængde bryggerier op, bevidnet fra 1200-tallet, siger han.
Syd for grænsen lærte tyskerne sig dog at lave stærkere øl med tilsætning af humle. Og de stærkere øl faldt hurtigt i danskernes smag. Luksusøllen, som man også kunne blive beruset af, blev importeret i stor stil. Det opdagede den danske konge, der hurtigt fandt på at beskatte importen af udenlandsk øl. Og fra 1466 var det slut med toldfri tysk øl:
”Det fik for alvor de danske bryggerier til at forsøge at efterligne de tyske øl. Mest held havde byen Eckernförde i hertugdømmet Slesvig med sin kakebille øl, men også Odense-øllen og Flensborg-øllen blev kendt ud over oprindelsesstedet.”
I opgangstiderne i 1500-tallet fik luksusøllen sit store folkelige gennembrud herhjemme. Ølbrygning var i øvrigt et udpræget kvindefag. Man lavede øl på alle årstider med blandet resultat, fordi gæringsprocesserne jo er afhængige af temperaturen. I 1600-tallet lå der alene i København mindst 60 bryggerier, hvor der også stadig blev brygget en del af den tynde øl.
”I gamle optegnelser kan man læse, at øl blev betragtet som nærende mad. Der kunne for eksempel stå, at de fik 'øl og anden mad'. Men der blev også drukket luksusøl med den populære alkoholiske virkning. Det førte til fordømmelser fra kirken, ikke mindst i forbindelser med markeder i købstaden. Og der er for eksempel også en vis opbyggelig pointe i, at Holberg lader bonden Jeppe på Bjerget drikke for meget, så man kan se, hvor slemt det kan gå.”
Alternativet med at drikke vand var dog ofte værre, påpeger Ole Madsen, der både er redaktør på magasinet Ølentusiasten og ølanmelder for Ekstra Bladet.
”Vand var ofte forgiftet på den tid, så man var nødt til at drikke noget, der var kogt. Og øl var i det hele taget vigtigt. Hvis man ikke kunne finde ud af at brygge ordentlig øl på ens gård, flygtede ens tyende til en anden gård, hvor øllet var bedre. Men det bedste øl var stadig forbeholdt herremanden,” fortæller han.
Udbredelsen af bryggerier tog for alvor fat i 1800-tallet. Og med industrialiseringen blev ølproduktionen igen revolutioneret.
”Pludselig kunne man bruge dampmaskiner til at varme øllet op og køle det ned igen. Og her fik brygger J.C. Jacobsen en nøglerolle, da han oprettede sit bryggeri Carlsberg i 1847 med en stor interesse for at skabe kvalitetsøl med de mest moderne metoder. Han fik hurtigt succes og oprettede et laboratorium for at forstå øllens kemi. Og i 1883 det lykkedes hans forskerteam at rendyrke ølgær, så man undgik ølsygen. Og det er faktisk den metode, man stadig laver pilsner efter over hele verden,” forklarer Ole Madsen.
Allerede i 1880 lancerede konkurrenten Tuborg dog Danmarks første pilsnermærke Grøn Tuborg, som for alvor slog igennem i 1890'erne.
”Der blev virkelig drukket igennem i slutningen af 1890'erne. Tidligere havde man mest drukket hvidtøl, men nu var de berusende øl hvermandseje. Sammen med brændevin skabte det en forfærdelig drukkultur, som politikerne prøvede at standse ved at mangedoble skatten på brændevin. Og det gjorde kun øl endnu mere populært”, siger Ole Madsen og tilføjer, at der skam også stadig blev drukket meget hvidtøl endda af børn:
”Der findes en dansk bryggerireklame fra omkring 1900, hvor en lille dreng sidder på potten og udbryder: 'Jeg skulle have holdt mig til hvidtøl'. Den slags reklamer ville man nok ikke se i dag.”
Til gengæld har danske bryggerier en lang og stolt tradition for ølreklamer. Erik Henningsens Tuborg-plakat fra 1900 med den tørstige mand, som vittige hoveder for tiden har sammenlignet med en nuværende partiformand, er legendarisk. Senere forsøgte De Forenede Bryggerier, der siden er blevet verdens fjerde største bryggeri, sig også med det mere moralistiske slogan ”Husk øl er til tørst, ikke til trøst”. Mere spas var der over reklamerne for Tuborgs julebryg, der stadig går under sloganet ”Glædelig jul og godt tub'år”. Og i begyndelsen af 1990'erne indførte bryggeriet en slags ekstra helligdag, J-dag, hvor de frigav ”Snebajeren” på en onsdag til glæde for værtshusene, der på den måde kunne lokke studerende ud og drikke sig fulde med blå nissehue på.
Reklamemanden Jacob Ludvigsen var selv med til at skabe opmærksomhed om juleøllen med pressemeddelser, der narrede pressen med historier om, at man for eksempel var sluppet tør for flasker og måtte udsende juleøllet i mælkekartoner.
”Det var alt sammen med til at give ekstra salg og opmærksomhed, og da det gik mest lystigt, solgte Tuborg 50 millioner flasker julebryg på det danske marked på én sæson,” fortæller Jacob Ludvigsen, mens Ole Madsen mener, at højtidsøl som julebryg, påskebryg og tidligere pinsebryg viser, hvor meget øl betyder for danskerne.
”Op til 1970, hvor folk begyndte at tage på charterferie og dér opdagede rødvinen, var øl også danskernes foretrukne festdrik. I en periode derefter blev der set lidt ned på øldrikkere, fordi øl er billigere end vin. Og ølsalget faldt betragteligt, efter det ikke længere var normalt at drikke øl i arbejdstiden. Men i dag har øl fået et comeback. Det er blevet smart at drikke en specialøl, og en underskov af økologiske mikrobryggerier står værn om det gode håndværk,” siger Ole Madsen og tilføjer:
”Øl er kommet for at blive i Danmark. Det er vores store kulturdrik. Fyraftensøl og flytteøl binder danskere sammen. Og det vil det også gøre i fremtiden. Hele det danske køkken passer også til øl. Man kan jo ikke drikke vin til frikadeller.”