Jens Rohde betænkelig ved Inger Støjbergs kronik

Venstres politiske ordfører, Inger Støjbergs, forslag om at stille forskellige krav til indvandrere har ikke bare skabt debat mellem Folketingets partier. Nu kører debatten også internt i Venstre, bare få timer efter at Støjberg lancerede forslaget i en kronik i Berlingske i går.

Medlem af EU-Parlamentet for Venstre Jens Rohde udtrykker nemlig ”betænkeligheder” ved, hvad det forslag i praksis indebærer.

”Hvis kronikken er udtryk for at stille forskellige krav, hvor lovgivningen skelner mellem den ene og den anden, der er jeg som liberal nødt til at gå imod det,” siger han.

”Inger (Støjberg, red.) lægger op til en principiel debat, og så tager jeg nogle principielle retsstats-briller på: Vi er nødt til at fastholde, at enhver lov i Danmark gælder for såvel Loke som Thor, ellers ophører retsstaten,” siger Jens Rohde og tilføjer:

”Inger har jo ret i, at vi står med nogle udfordringer, men vi skal bare være fuldstændig klar på, at de krav, vi stiller til de mennesker, der bor her i landet, det er de samme krav for alle. Det er mig, der giver udtryk for selvfølgelighederne her.”

Når du siger, du giver udtryk for ”selvfølgeligheder”, er det så, fordi du er blevet betænkelig ved, hvad der ligger i forslaget?

”Ja, det kan jeg jo godt blive. Jeg kan godt blive betænkelig ved, om der ligger i det her, at vi skal til at gøre op med det frie skolevalg og tage et opgør med den grundlæggende liberale værdi om ikke at diskriminere på baggrund af religion og nationalitet,” siger Jens Rohde.

”Jeg ved godt, at nogle vil definere noget som en 'god form' for diskrimination og noget som en anden, men det er jo elastik i metermål. Du kan ikke skrive ind i lovgivningen, at noget gælder for muslimer, og noget andet gælder for ikke-muslimer,” siger han.

Jens Rohde spillede en fremtrædende rolle, da flere primært lokale venstrefolk gjorde oprør mod partiformand Lars Løkke Rasmussen. Rohde opfordrede blandt andet Lars Løkke til at gå af som formand, hvilket som bekendt i sidste ende ikke skete.