Lurer livet med mindre arbejde i horisonten?

Visionen om mindre arbejde var en central velfærdstanke i anden halvdel af det 20. århundrede, indtil den forstummede i 1990’erne. Men livet på nedsat tid skal tilbage, mener engelsk ekspert. Verden skal arbejde mindre – af hensyn til mennesket, miljøet og de arbejdsløse

Den engelske filosof Bertrand Russell (1872-1970) og økonomen John Maynard Keynes (1883-1946) var store fortalere for en reduceret arbejdsuge og en vision om 'det gode liv', hvor der var mere tid til venner, familie og lange samtaler. Her ses de, Russell til venstre og Keynes i midten, sammen med forfatteren Giles Lytton Strachey.
Den engelske filosof Bertrand Russell (1872-1970) og økonomen John Maynard Keynes (1883-1946) var store fortalere for en reduceret arbejdsuge og en vision om 'det gode liv', hvor der var mere tid til venner, familie og lange samtaler. Her ses de, Russell til venstre og Keynes i midten, sammen med forfatteren Giles Lytton Strachey.

”Jeg vil sige, i al seriøsitet, at mange onder i den moderne verden skyldes troen på arbejdets dydighed, og at vejen til lykke og velvære ligger i en organiseret formindskelse af arbejdet.”

Ordene kom fra den engelske nobelprismodtager og filosof Bertrand Russell i 1932. 

For nylig blev de nærmest gentaget af professoren John Ashton, formand for det offentlige britiske sundhedsvæsen, som til avisen The Guardian udtalte, at arbejdsrelateret stress er et af de største problemer i forbindelse med briternes psykiske helbred:

”Vi har brug for en fire dages arbejdsuge, så folk kan nyde deres liv, få mere tid med familien, og måske kan det reducere for højt blodtryk blandt befolkningen, fordi folk vil begynde at motionere på den ekstra fridag,” sagde han. 

I britiske medier føres debatten om nedsat arbejdstid an af tænketanken New Economics Foundation, som argumenterer for, at arbejdsugen skal sættes ned til fire dage – 30 timer om ugen – ikke bare i Storbritannien, men på verdensplan.

For mens nedsat arbejdstid for nogle står at betragte som et velfærdsgode, så ser tænketanken nedsat arbejdstid som et nødvendigt skridt for den vestlige civilisation, forklarer Anna Coote, analytiker fra New Economics Foundation, til Kristeligt Dagblad.

“Vi tillægger indførslen af kortere arbejdsuger enorm betydning. Nedsat arbejdstid reducerer stressniveauet, folk bliver mindre syge og mere loyale. Samtidig er det et opgør med tidens tendens til, at folk bliver ved med at arbejde og tjene mere og købe flere ting, som de ikke har brug for, og som ikke nødvendigvis er bæredygtige. Det er også vigtigt for miljøet,” siger hun.

En kortere arbejdsuge vil kort sagt give folk tiden tilbage til at gøre ting langsommere og med større omhyggelighed. Meget forbrug, og dermed overforbrug og ressourcespild, er forbundet med, at folk har travlt. I stedet for at gå eller cykle hopper man ind i bilen, og man køber færdiglavede måltider i stedet for at forberede maden selv, forklarer hun.

Mens briterne hører til de folkefærd i Europa, som arbejder mest, er det værd at bemærke, at danskerne er et af de folkefærd i verden, som arbejder mindst. Tal fra Danmarks Statistik viser, at danske mænd i alderen 25-64 i 2013 i gennemsnit havde en normal ugentligt arbejdstid på 39,5 timer, mens kvinder fra 25-64 år i gennemsnit arbejdede 34,8 timer.

Samtidig er danskerne rigtig glade for at arbejde. Af EU’s 28 lande er Danmark det land, hvor befolkningen er mest glade for at gå på arbejde. 9 ud af 10 er tilfredse med deres job og arbejdsforhold, viser en undersøgelse af Gallup fra i år.

Alligevel mener Anna Coote, at også vi danskere vil få lettere ved at få familie- og arbejdsliv til at hænge bedre sammen, hvis vi skruer ned for arbejdstiden:

”Det er meget vanskeligt at forene fuldtidsarbejde med omsorg og ansvar for sine børn. For os at se er det i særdeleshed vigtigt, at mænd arbejder mindre, så begge forældre kan bruge mere tid med familien. Hvis begge forældre arbejder 30 timer om ugen, så får de mange flere timer med deres børn, ligesom det vil skabe en bedre balance mellem hjemlig tryghed og socialt liv for børnene,” siger hun.

Forestillingen om at arbejde mindre er ikke en ny, fiks idé. Den har stærke historiske rødder og har været central i tanken om velfærdsstaten.

Det var den britiske økonom John Maynard Keynes, som i sit essay ”Economic Possibilities for Our Grandchildren” (”Økonomiske muligheder for vores børnebørn”. red.) fra 1930 fremlagde den vision, at den hastige udvikling af samfundets produktivkræfter gradvist ville muliggøre, at den menneskelige arbejdsindsats kunne reduceres og fritiden øges tilsvarende – uden at det ville mindske levestandarden.

Keynes skrev sit essay til sine ’børnebørn’, selvom han aldrig selv fik børn. Det, han gjorde, var at kigge to generationer ud i fremtiden og forestille sig, hvilken arbejdsindsats der omkring år 2000 ville være tilstrækkelig for at opretholde en god levestandard. Og regnestykket var for så vidt ganske simpelt, siger Jesper Jespersen, professor i økonomi ved RUC og Keynes-ekspert.

”Keynes antog blot, at den stigning i produktiviteten, som var normen i mellemkrigstiden, ville fortsætte de kommende 70 år. Selvom to procent om året ikke lyder af meget, svarede det over 70 år til en firdobling af produktionen,” siger Jesper Jespersen.

Tilbage i 1930’erne lå en normal arbejdsuge på 48 timer, og man var heldig, hvis man havde én uges ferie. Keynes’ regnestykke gik på, at en uændret produktionsrate efter to generationer ville kunne opretholdes med en arbejdsuge på 12 timer og fire ugers ferie. 

Den forholdsvist simple udregning skulle åbne samtidens øjne for det enorme potentiale, der ligger i en velfungerende arbejdsøkonomi, siger Jesper Jespersen:

”Pointen for Keynes var at gøre opmærksom på, at alt afhængig af politisk vilje så kunne fremgangen omsættes til vækst i enten materielle goder eller øget fritid. Keynes’ ville have folk til at indse, at fritiden var vigtigere end materielle goder, for der kunne mere værdifulde aktiviteter udvikles – venskab, kærlighed, kunst og samtaler om ’det gode liv’.” 

Og Keynes’ tanker blev forstået og overtaget af velfærdsstatens fædre, der i efterkrigstiden forfulgte hans vision om reduceret arbejdstid, forklarer Jesper Jespersen.

”Helt frem til 1990’erne anså man nedsat arbejdstid som et centralt velfærdsgode. I tiden omkring Anden Verdenskrig arbejdede man ofte 48 timer om ugen. Derfor gjorde man efter 1945 meget for at forene den økonomiske formular for øget vækst og stigende bruttonationalprodukt med reduceret arbejdstid. Keynes’ vision om ’det gode liv’ gennemsyrede på den måde på mange fronter velfærdssamfundet,” siger han.

Fra 1945 til 1990’erne arbejdede folk rent faktisk mindre og mindre. I den periode blev den overenskomstmæssige arbejdstid reduceret med 25-30 procent – fra 2400 timer om året i 1945 til 1600 timer i starten af 90’erne, forklarer Jesper Jespersen. 

Men så skete der noget nyt.

”Små fødselsårgange og en stigende levealder fik befolkningspyramiden til at ændre sig, og det var ikke længere nedsat arbejdstid men en øget produktion, som blev sat på den politiske og økonomiske dagsorden. Keynes’ visioner, om at en uændret levestandard ville være fuldt ud tilfredsstillende, forduftede, og hans essay gik i glemmebogen,” siger Jesper Jespersen. 

I stedet skulle der arbejdes mere og længere, så velstanden kunne fortsætte med at vokse, og forsørgerbyrden neddrosles. Det medførte, at man skulle arbejde én time mere om uge, og pensionsalderen blev sat op. Starten på det 21. århundrede blev derfor et vendepunkt i debatten om nedsat arbejdstid, siger Jesper Jespersen.

”Debatten, om hvor meget man skal arbejde, er blevet vendt på hovedet i dag, og vi kunne godt udfordre den aktuelle diskurs med en gennemlæsning af Keynes’ visionære essay, som jo blev skrevet i en situation som var væsentligt mere kritisk end vores,” siger han og peger på, at Keynes skrev sit essay lige efter den store depression i 1920’erne.

Per Kongshøj Madsen er professor i arbejdsmarkedsforskning ved Aalborg Universitets Center for Arbejdsmarkedsforskning og var med i Familie- og Arbejdslivskommissionen, som i 2005 blev nedsat af den daværende VK-regering.

I kommissionens analyse af balancen mellem danskernes arbejds- og familieliv fandt de blandt andet frem til, at 900.000 danskere havde svært ved at skabe harmoni mellem arbejde og familieliv. 

Per Kongshøj Madsen beskriver debatten om nedsat arbejdstid som et ”spøgelse”, som vender tilbage hver gang, der opstår en arbejdsløshedskrise. Senest i midten af 1990’erne, hvor op mod 140.000 danskerne hvert år gik på orlov for blandt andet at uddanne sig ekstra eller passe deres børn. Men de gjorde det også i solidaritet med de mange arbejdsløse, så de kunne overtage noget af arbejdet, fortæller han.

Den solidariske tanke fra 90’erne er blevet overhalet af et fokus på at holde folk i arbejde. Det er dog ikke ensbetydende med, at den danske debat om mange stressede børnefamilier er udtryk for, at folk på et generelt plan arbejder mere. I stedet splitter den danske befolkning sig i to, siger Per Kongshøj Madsen.

”Undersøgelser viser, at der på den ene side er en gruppe, som arbejder 37 timer eller mindre, altså deltid. Over for dem er der en lige så stor gruppe, som arbejder mere end 37 timer. Lægger man de to grupper sammen, så udgør tallet flere end de mennesker, der rent faktisk arbejder 37 timer. Man kan altså sige, at billedet af en normal arbejdstid på 37 timer ikke længere er dækkende. ” 

Per Kongshøj Madsen mener, at tallene er udtryk for, at muligheden for at arbejde mindre i udbredt grad er til stede i Danmark. For ham at se handler det i høj grad om, at folk selv vælger muligheden for at gå ned i tid.

”Vi hører meget om børnefamilier, som synes, de er pressede. Samfundet skal selvfølgelig gøre det muligt at gå ned i tid, men min pointe er, at det her også er en principiel diskussion om det frie valg. Folk vælger selv en bestemt livsform, og hvis man vælger både at gøre topkarriere og være børnefamilie, kan det ind imellem blive for meget,” siger han.

Andre steder i verden har man forsøgt at skære ned på arbejdsugen. I Holland er det blevet normalt at arbejde på nedsat tid, og i USA har flere delstater med succes kørt forsøg på lokalplan.

I Göteborg arbejder SOSU-arbejdere i øjeblikket 30 timer i ugen med fuld løn. Håbet er, at medarbejderne vil blive gladere, raskere og mere effektive.

Spørgsmålet er, om tiden også er kommet til at tænke anderledes i Danmark.