Prøv avisen

Ny forklaring på hvorfor Danmark undgik Første Verdenskrig

Flere historikere er begyndt at stille spørgsmålstegn ved de gængse forklaringer på, at Danmark kunne holde sig neutral under Første Verdenskrig. Foto: Handout

I løbet af de seneste år er historieforskningens hovedforklaring på, hvorfor Danmark kunne forblive neutral under Første Verdenskrig, blevet ændret. Men i folkelige fremstillinger får dansk diplomati stadig æren

I dag er det 100 år siden, at Første Verdenskrig brød ud, og igennem de første 96 af årene var danske historikere og beslutningstagere enige om, at det var dygtigt dansk diplomati, der var årsagen til, at Danmark kunne forblive neutral og undgå en besættelse i årene 1914-1918.

Men i løbet af de seneste år er historieforskningen nået frem til, at dette næppe var hovedforklaringen. Grundige studier i både danske, britiske og især tyske arkiver, foretaget af militærhistoriker og pensioneret brigadegeneral Michael H. Clemmesen, peger på, at forklaringen nærmere var, at tyskerne ikke følte, de havde de styrker til rådighed, som krævedes til opgaven.

”Ikke mindst Sjælland var dengang forholdsvis velforsvaret, og derfor var det kun Jylland og til en vis grad Fyn og Bornholm, som indgik i tyske overvejelser om en besættelse. Naturligvis kunne stormagten Tyskland tildele Danmark et militært nederlag, hvis den mobiliserede de fornødne styrker til det. Men det, som centrale politikere og historikere ikke forstod dengang og som mange stadig ikke har forstået er, at en stormagt i krig ikke altid har styrker nok til rådighed til småopgaver,” siger Michael H. Clemmesen.

Hans kildestudier og vurderinger af årsagerne til, at Danmark fik held til at stå uden for Første Verdenskrig, er beskrevet i bøgerne ”Den lange vej mod 9. april” fra 2010 og ”Det lille land før den store krig” fra 2012.

Dansk diplomati var måske ikke årsag til neutralitet

Men selvom disse bøger flytter fokus væk fra betydningen af det danske diplomati, hvis hovedkraft var den radikale udenrigsminister 1909-1910 og 1913-1920 Erik Scavenius, så peger en række brede, folkelige fremstillinger af Første Verdenskrig og Scavenius stadig på diplomati som en hovedforklaring.

I historikeren Joachim Lunds opslag i Den Store Danske Encyklopædi om Scavenius der også var udenrigs- og statsminister under Anden Verdenskrig hedder det således:

”Under 1. Verdenskrig fastholdt han Danmarks neutralitet og balancerede dygtigt mellem stormagterne, især med vægt på et godt forhold til Tyskland.”

Og en anden historiker, Niels Wium Olesen, skriver på Aarhus Universitets historie-hjemmeside danmarkshistorien.dk:

”Under 1. Verdenskrig viste Scavenius sig som en smidig, handlekraftig og lejlighedsvis dristig udenrigsminister, der med sit diplomati opnåede det mål, som der i alle kvarterer af dansk politik var enighed om: At holde Danmark ude af krigen.”

Michael H. Clemmesen peger på, at denne opfattelse dominerede totalt i det 20. århundredes danske historieskrivning, indtil hans ”pensioniststædighed” gravede en anden version frem af arkiverne. Og han vurderer, at en væsentlig opfattelse hertil er, at såvel politikere som historikere så gerne ville have, at verden var på den måde. Det er i denne sammenhæng ikke uden betydning, at den radikale Peter Munch, som var forsvarsminister under Anden Verdenskrig og udenrigsminister 1929-1940, også var historiker og forfatter til periodens mest brugte gymnasielære-bøger i Danmarks historie.

At der er grund til at forske i, hvorvidt det var militær styrke eller diplomati, der holdt Danmark uden for Første Verdenskrig, skyldes ikke mindst, at fortællingen om den radikale antimilitarismes succes i 1914-1918 blev stærkt bestemmende for den politik, som et bredt politisk flertal førte i årene før og efter, at Tyskland den 9. april 1940 rent faktisk besatte Danmark uden at møde militær modstand af betydning.

”Lige fra Munch dengang til Bo Lidegaard i dag har der været en dansk historikertradition for at mene, at det ikke er militær oprustning, men sammenhængskraften i samfundet, der sikrer nationens overlevelse. Det er et nobelt synspunkt, men synes ikke at være korrigeret i forhold til den faktiske brutalitet, der blev udvist i de to verdenskrige,” siger Michael H. Clemmesen.