Har Enhedslisten gjort Danmark rødere? Så enkelt er spørgsmålet, når det yderligste af regeringens støttepartier skal gøre regnebrættet op efter tre år med en socialdemokratisk ledet regering.
Partiet fik et usædvanligt godt valg i 2011, og siden er det gået jævnt fremad i meningsmålingerne, eftersom man har opsamlet en stor del af de utilfredse vælgere, som ikke har kunnet forlige sig med regeringens økonomiske politik. Den er fra tid til anden blevet skældt huden fuld for at føre borgerlig politik, men succesen har også en anden forklaring.
Enhedslisten har de seneste år ændret sin profil markant, så den i langt højere grad minder om SF's for 15-20 år siden. Hovedet blev slået på sømmet, da man på landsmødet i maj definitivt tog afstand fra væbnet revolution og fik luget ud i andre formuleringer, som smagte lidt for meget af fortidens venstrefløjssynder. Ordet revolution står nu kun et enkelt sted i partiprogrammet, selvom man stadig kan finde partimedlemmer, som finder det alt for slapt.
Partiet blev dannet for en snes år siden som en fusion af flere små partier på venstrefløjen, og det har været en lang proces at harmonisere de mange forskellige idéer om, hvad det egentlig vil sige at være den yderste venstrefløj i Danmark år 2014.
Et stort paradoks er, at skiftet i retning af mere pragmatiske synspunkter kun i ringe grad har påvirket partiets ageren på Christiansborg. Her er man reelt kommet til at stå i opposition til den regering, man selv har bragt til magten. Det samme skete i øvrigt også sidst, partiet var støtteparti for en SR-regering tilbage i 1980'erne. Dengang var det dog stadig gængs praksis i Enhedslisten primært at betragte Folketinget som en talerstol, hvorfra man kunne sprede revolutionens evangelium og ikke et værksted til at reformere det kapitalistiske systems indbyggede fejlkonstruktioner.
Det har nu aldrig været et realistisk scenarie, at Enhedslisten under den nuværende regering ville få det afgørende ord i store økonomiske reformer, hvad enten det har handlet om kontanthjælp, Statens Uddannelsesstøtte, førtidspension, vækstpakker eller skattereformer. I de spørgsmål har regeringen mere eller mindre åbent søgt det brede samarbejde, og Venstre og de borgerlige partier har taget imod indbydelsen.
Men det er påfaldende, at heller ikke ved de årlige finanslovsforhandlinger er det lykkedes Enhedslisten at bryde igennem som et parti med indflydelse. Finansloven for dette år lå ellers længe til at blive aftalt med støttepartiet, men alligevel endte det med en aftale med Venstre.
Enhedslisten stod fast på kravet om, at ældre skulle garanteres mindst to bade om ugen og rengøring hver anden uge til ældre, som er visiteret til ældrepleje, men det ville regeringen ikke bøje sig for. Den mente at have et langt bedre tilbud, nemlig at kontingentet til fagforeninger igen skulle være fuldt fradragsberettiget. Det havde ikke Enhedslistens interesse til stor fortrydelse for fagbevægelsen, som siden har lagt pres på partiet for at få det til at acceptere tilbuddet, når forhandlingerne om næste års finanslov går i gang til efteråret.
I forhold til arbejdsmarkedet har Enhedslistens hovedinteresse været at få forlænget den maksimale dagpengeperiode, som VK-regeringen fik halveret til to år. I år kan Enhedslisten stå sammen med SF om kravet, men det bliver svært at få igennem, da regeringen har trykket på pauseknappen. En ekspertkommission skal nu kulegrave hele dagpengesystemet, og først om halvandet år kommer der en rapport, som politikerne kan forhold sig til.
Hos Enhedslisten har man så småt erkendt, at det bliver svært at få gjort så meget ved dagpengeperioden på denne side af folketingsvalget. Derfor overvejer man seriøst, hvilke andre krav man kan presse igennem over for regeringen.
Der er i partiet en bevidsthed om, at hvis finansloven ikke kan aftales mellem regeringen og dens støttepartier, bliver der valg. I den situation vil det være temmelig vanskeligt at overbevise vælgerne om, at der igen kan dannes et regeringsdueligt flertal til venstre for midten. Meningsmålingerne har længe peget på, at der kommer en borgerlig regering efter næste valg, og også af den grund har Enhedslisten næppe noget hastværk med at vælte den nuværende regering.
Så hører det med til historien, at partiet trods alt har høstet enkelte politiske gevinster, selvom der sjældent bliver talt højt om dem. Forbedringer på miljøområdet, en lempeligere udlændingepolitik samt forliget om den 27 milliarder kroner store togfond er enkelte eksempler på det.
Nogen revolution er det dog langtfra blevet til.