De uperfekte deler billeder: Stomiposer, kropshår og operationsar

De sociale medier er rammen om et nyt oprør mod det perfekte. Mød tre kvinder, der vil lave en modpol til tidens skønhedsideal

 Anneline Larsen, Louise Bak Refshauge og Severine Basset viser deres "uperfektheder" på de sociale medier. Fotoet af Louise Bak Refshauge er taget af Johanne Clemen Pedersen.
Anneline Larsen, Louise Bak Refshauge og Severine Basset viser deres "uperfektheder" på de sociale medier. Fotoet af Louise Bak Refshauge er taget af Johanne Clemen Pedersen.

Flere og flere danskere perfektionerer deres udseende med kosmetiske operationer. Men på de sociale medier blomstrer en anden tendens, som et modsvar til tidens perfekthedskultur. Det er kvinder, der viser sig frem med strækmærker og slappe maveskind, hår under armene, operationsar og rynker. For nylig stod en amerikansk kvinde frem med et bikinibillede, der viste hendes stomi-pose. Efter det er flere begyndt at dele billeder af sig selv med stomiposen for at nedbryde tabuet. Én af dem er danske Louise Bak Refshauge, og her kan du høre hende og tre andre kvinder fortælle om deres oprør mod det perfekte

Louise Bak Refshauge

”Min mor har fået flyttet numsen op til navlen!”

Det fortalte Louise Bak Refshauges datter hele campingpladsen, da familien for fire år siden var på ferie, efter at moderen havde fået en stomi. På det tidspunkt havde hun levet med den kroniske tarmbetændelse, morbus crohn, i 11 år. For en måned siden lagde hun et billede op af sig selv på Facebook i undertøj og med synlig stomipose.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Man hører forældre spørge deres blebørn, om de har lavet 'adr' i bleen. På den måde bliver vi fra barndommen opfostret til at tro, at afføring er noget ulækkert. Men i virkeligheden er det jo noget af det mest naturlige,” siger Louise Bak Refshauge, der selv forsøger at bekæmpe fordommene omkring sin sygdom med humor og åbenhed:

”Det piller ved ens kvindelighed at have en stomipose. Nogle gange kan man have svært ved at turde kigge sig selv i spejlet. Men jeg vil vise folk, at man kan være ligeså kvindelig som alle andre, når man har stomi. Vi behøver ikke at gemme os, selvom vi ikke ligner alle andre.”

Anneline Larsen

Anneline Larsen gik tidligt i puberteten. Allerede i 2. klasse fik hun hår under armene, og da hun ikke ville være den eneste i klassen, der havde hår, fik hun hurtigt sin far til at hjælpe sig med at barbere det af. Der skulle gå otte år med hyppig barbering af armhulerne, før Anneline Larsen for et par måneder siden igen lod sit hår gro.

”Jeg barberede ikke ben på det tidspunkt, og jeg blev frustreret over, at folk ikke fandt det acceptabelt. Derfor begyndte jeg som en slags provokation at lade mit armhulehår gro for at vise folk, at kropbehåring er okay,” fortæller hun.

”Men folk reagerede ret kraftigt på mit hår under armene, og jeg havde måske alligevel ikke rigtig modet til at køre den helt naturlige stil. Derfor besluttede jeg mig for at få folk til at grine. Så jeg farvede håret pink,” siger hun og fortæller, at hun valgte netop denne farve, da den bliver forbundet med kvindekønnet.

Hun ville gerne vise omverdenen, at man godt kan være kvindelig, selvom man har hår under armene.

”Efter jeg havde lagt billedet op på Instagram, skrev to af mine veninder til mig og spurgte, hvor jeg havde købt farven. De sagde, de ville gøre det samme. Det var en ret vild følelse. Jeg følte lidt, at jeg havde sat noget i gang.”

Séverine Basset

I november 2013 fik Séverine Basset fjernet begge sine bryster efter fire år med brystkræft ad to omgange. Hun havde haft en knude i det ene bryst, men valgte selv at få fjernet det raske også. Hun turde ikke løbe risikoen med ”general cancer”, der var i krig med hendes krop, så hele molevitten måtte væk, fortæller hun. Under sit behandlingsforløb har hun flittigt delt billeder fra sygesengen på Instagram, ligesom hun har sin egen blog, der fortæller om forløbet.

”Der er alt for mange lyserøde sløjfer og cupcakes i fremstillingen af brystkræft. Man hyrer kendte mennesker, som aldrig har haft brystkræft tæt inde på livet, til at være ambassadører i stedet for at bruge ægte survivors (overlevere, red.). Der er en mur mellem det, vi ser i medierne og det, der rent faktisk er virkeligheden. Jeg ville vise folk, hvordan det i virkeligheden ser ud, når man får fjernet sine bryster.”

”Når jeg så mig selv i spejlet, kunne jeg ikke se på min overkrop. Mit blik hoppede direkte fra ansigtet og ned til maven. Men på billeder kunne jeg godt kigge på min brystkasse. På den måde brugte jeg billederne som terapi til at bearbejde forandringerne.”