Stenene og livet

Kontinenternes dannelse, sten og liv er tæt forbundet. Der er sten i alle tænkelige størrelser, former og farver. Besværlige sten og nyttige sten. Deres historie og betydning er værd at kende

Jordens kontinenter består mest af granit. Granitten og dermed kontinenterne ville næppe være opstået uden iltdannende organismer. Uden liv ville hele Jordens overflade formentlig have været dækket af hav. Kamelhovederne (billedet) på Bornholm består af omkring 1,3 milliarder år gammel granit. Alle fotos: Michael Stoltze.
Jordens kontinenter består mest af granit. Granitten og dermed kontinenterne ville næppe være opstået uden iltdannende organismer. Uden liv ville hele Jordens overflade formentlig have været dækket af hav. Kamelhovederne (billedet) på Bornholm består af omkring 1,3 milliarder år gammel granit. Alle fotos: Michael Stoltze.

Den danske geolog Minik Rosing fremsatte for nogle år siden den dristige teori, at Jordens kontinenter er opstået som følge af liv i havet.

For omkring 4,3 milliarder år siden blev Jorden dækket af vand. Urhavet dækkede hele kloden. Landmasser manglede eller fandtes kun som små vulkaner. Rosings teori, som er velunderbygget og anerkendt, går lidt forsimplet ud på, at Jordens granitklipper, som er kontinenternes vigtigste bærende grundfjeld, først kunne dannes, da havet for cirka 3,8 milliarder år siden blev koloniseret af såkaldte cyanobakterier.

Cyanobakterierne (tit kaldet blågrønalger, skønt det ikke er alger) producerede enorme mængder ilt ved fotosyntese. Den stigende mængde ilt i havet fik den tunge basalt, som jordskorpen udelukkende bestod af dengang, til at forvitre.

På grund af bevægelser i Jordens indre af glødende og flydende lava flytter Jordens basaltskorpe sig lige så langsomt. Ingen basaltskorper når at bliver mere end 200 millioner år, før de bliver skubbet ned i undergrunden og smeltet om. Men da den forvitrede basalt blev skubbet ned i den varme undergrund, skete der noget nyt: En del af den forvitrede basalt smeltede allerede ved 700-800 graders varme og blev til granit, mens resten først smeltede ved højere temperaturer og blev til tung basalt igen. I uforvitret tilstand (før der var ilt i havet), ville al basalten bare være smeltet ved høj temperatur og blevet til basalt igen.

Den flydende granitmasse, som blev dannet under smeltningen af den forvitrede basalt, var let og steg til vejrs som ”skummet i en suppegryde”, skriver Rosing. Denne proces stod på i mere end halvanden milliard år, hvor en stor del af ilten i havet formentlig blev opslugt af basalt under forvitring. Det dannede, ifølge Rosing, så megen granit, at kontinenterne opstod.

For omkring 2,2 milliarder år siden var havbundens basalt så forvitret, at iltoptaget var småt nok til at levne overskud af ilt i havet. Fra da af begyndte mængden af ilt at stige i atmosfæren, mens mængden af CO2 fortsat faldt. Kontinenterne voksede videre, og atmosfærens sammensætning nærmede sig det, vi kender i dag. Grundlaget for liv på landjorden blev gradvist bedre. Men egentlige planter og flercellede dyr koloniserede formentlig først landjorden for omkring 500 millioner år siden.

Før Minik Rosing kom med sin epokegørende teori, fremsatte den tyske meteorolog og geofysiker Alfred Wegener (1880-1930) en teori om kontinenternes vandring kontineltaldriften i 1912. Modsat Rosing blev hans teori ikke umiddelbart anerkendt. Først i 1966, 36 år efter Wegeners tidlige død, blev teorien accepteret. I dag ved vi, at kontinenterne vandrer med forskellige hastigheder. Og vi ved, hvordan de har vandret gennem mange hundrede millioner år.

Jordskorpen er sprækket som et knust æg i et utal af plader. Og ved sprækkerne glider jordskorpen enten fra hinanden (for eksempel ved Island, Azorerne og Rift Valley i Afrika) eller mod hinanden (for eksempel ved Sydamerikas vestkyst eller der, hvor Indien møder Himalaya). Bevægelserne er typisk nogle få centimeter årligt, men kan være op til 20 centimeter årligt.

Det lyder ikke af meget, men i geologien er selv bittesmå konstante fænomener af enorm betydning, fordi forandringerne summer op over millioner af år. En kontinentaldrift på fem cen-timeter årligt betyder en drift på 50 kilometer på én million år og ikke mindre end 5000 kilometer på 100 millioner år. På samme måde er kridttidens over 100 meter tykke kalkstenslag blevet dannet ved, at skaller fra kalkalger i havet gennem millioner af år sank ned hvert eneste år og lagde sig som et papirtyndt lag på havbunden.

Man kan kun forstå Jordens geologiske historie, hvis man forstår tidens og livets betydning.

Den gamle granit og andre lette bjergarter bliver flyttet rundt på plader af tung og ung basalt. Men de gamle, lette materialer bliver også af og til skubbet dybt ned i undergrunden mod Jordens flydende indre eller løftet op og udsat for ændringer i tryk og temperatur. Alt dette fører til dannelse af nye og yngre typer af granitter, gnejser og porfyrer.

Der er hundredvis af karakteristiske varianter alene i Skandinavien. Selv en lille ø som Bornholm har mange typer: Den stribede bornholmske gnejs, den lyse, rødgrå og finkornede hammergranit, den lignende, men mere stribede almindelig granit, den rosa og grovkornede vanggranit, den stribede paradisbakkemigmatit, den meget grovkornede svanekegranit og den sorte rønnegranit.

Ud fra en stens farver, mønstre, mineraler og krystaller kan geologer sige meget om, hvordan de er dannet. Store krystalkorn skal have tid til at vokse, så de er dannet i magma, der er kølet langsomt ned. Sten med små krystaller er som regel dannet i magma, der er kølet hurtigt ned. Mange sten har deres oprindelse dybt nede i Jorden ved opblanding af forskellige bjergarter, hvoraf nogle er smeltet og andre ikke. Derfor er brogede sten med blandinger af forskellige bjergarter og indhold af store, løse krystaller almindelige. Hver eneste løs sten har sin dannelses- og forvitringshistorie. De kan være mange hundrede millioner ja i visse tilfælde flere milliarder år gamle. I Grønland er der fundet næsten fire milliarder år gamle klipper og sten. I Danmark er svanekegranitten ældst med omkring 1450 millioner år på bagen.

I naturen bliver blottede, løse sten meget hurtigt dækket af lav eller alger, så man ikke kan se stenenes farver og mønstre. Men sten, der dukker op af jorden på dyrkede marker er rene, og ved kysten skures og slibes stenene, så de er en lyst at se på.

På marker og ved kysten kan man finde hundredvis af stenarter fra store dele af Skandinavien. Stenene er transporteret hertil af isen under flere istider, hvor gletsjerne er smeltet i Danmark og har efterladt deres indhold af ler, sand, grus, sten og klippestykker fra nord. Geologerne kalder stenene for ledeblokke, fordi de leder frem til de nære og fjerne steder, som stenene stammer fra.

Den smukke rhombeporfyr, som navnlig er almindelig i Jylland, stammer fra omegnen af Oslo. Og den lysegrå kinnediabas med den karakteristiske nubrede overflade stammer fra klipperne på den 300 meter høje Kinnekulle ved Vnerns sydøstlige bred omkring 15 kilometer nordøst for Lidköping.

I min barndoms dal på Nordbornholm mellem Olsker og Hammershus rejste dalens skovbevoksede vestskråning sig stejlt mod det lyngdækkede højdedrag Borrelyngen, som i dag stort set er blevet til skov. I den vilde skov oven for mit barndomshjem ligger mange meget store sten. De er anbragt der af ismasserne under istiden. Nogle af dem er hushøje, og som børn gav vi dem navne: Kæmpestenen, Elefantstenen og Tvillingestenene. Vi opdagede også vores ”egen” lille fire tons tunge rokkesten, som rokkede trofast videre, da rokkestenene i Almindingen, Paradisbakkerne og Rutsker Højlyng holdt op med at rokke. Og den gør det endnu.

Jo mere man ved om stenenes forhistorie, jo mere respekt får man for dem. Og ude på landet er der haveejere, for hvem sten bliver en besættelse. Sten er født af liv, og sten skaber liv.

I overmod har jeg gentagne gange slæbt mig en værkende ryg til i sten. Sten til gårdhaven, til stengærder, til stenhøje, til trædested i staudebedene og til bålpladser. Krydderplanter af alle salgs stor-trives mellem sten (det gør skvalderkålen desværre også), og løbebiller, frøer, tudser, salamandre og mange andre skabninger elsker at gemme sig under de store sten, som holder på jordens fugt.

Jeg har bygget et stengærde og en lille stenhøj, der har sydvendte sider, som bliver gennembagt af solens stråler fra det tidlige forår til det sene efterår. Sommerfuglene har fundet ud af, at stenene blive varme, så de luner sig på dem i hobetal navnlig i sene septemberdage, hvor solen ikke har megen magt mere.

Et af Danmarks flotteste stengærder med varm og tør sydside og kold og fugtig nordside går omtrent øst-vest mellem Fuglsang Gods og Kunstmuseum og den berømte halvø Skejten på Lolland ud til Guldborgsund. Der er en fin markvej og vandresti langs sydsiden af det kilometerlange gærde.

Ude i den vilde natur er sten en velsignelse, der skaber variation. På enge og overdrev danner store sten deres helt eget mikrokosmos med stor variation i temperatur, fugtighed, plante- og dyreliv inden for et ganske lille område. Stenens sydside er tør og varm, mens nordsiden er kølig og fugtig. Hvis der er tale om en stor sten, hvor vandet løber af i alle retninger, kan selv en lille byge resultere i, at jorden lige omkring stenen bliver gennemblødt i dybden, selvom der kun falder nogle få millimeter regn. Stenen opkoncentrerer nedbøren. Stenens syd- og sydvestside bliver hurtigt opvarmet og tørret af solen, mens nord- og nordøstsiden er længe om at tørre.

Istidens mylder af sten bliver samlet og brugt overalt i Danmark. Marksten bliver indsamlet for at kunne dyrke jorden uden at ødelægge redskaberne, og mange steder er store sten blevet kløvet og brugt til byggeri af solide stenkirker i middelalderen. Der er brugt enorme mængder af sten til fundamenter, til gærder om skove og marker, til markering af skel og til bygning af havne, moler og høfder til kystbeskyttelse. Sådan er store dele af Danmark blevet ryddet for sten, og iveren har været så stor, at det er gået ud over gamle stendysser, skibssætninger og bautastene. Og i havet har stenfiskere gennem tiden fjernet så mange stenrev, at hummere og mange andre skaldyr og fisk har mistet nogle af deres vigtigste levesteder. I dag er stenfiskeriet næsten stoppet, og vi er begyndt at genskabe stenrev af hensyn til havnaturen og fiskeriet.

Ude på Skejtens strandoverdrev ligger hovedparten af de store sten heldigvis stadig i landskabet dér, hvor istiden slap dem, og hver eneste sten har sin personlighed og lille verden af særpræget plante- og dyreliv omkring sig.

Sådan er det også ude på noret, som jeg bor ved i dag. Stenene i Holsteinborg Nor ligger stadig tæt visse steder. De er små, solide øer, der veksler i størrelse og antal med vandstanden. Det fredede nor, som er godt beskyttet mod jagt og forstyrrelser, er et øhav af sten med liv. Her hviler ænder, måger, strandskader, rødben og andre vadefugle sig i fred for rovdyr.

De elegante havterner og dværgterner flyver hvileløst over norets lave vand i søgen efter fisk indtil de standser, svirrer i luften og styrtdykker efter byttet med lydelige plask. Mellem jagterne hviler de sig på stenene, hvor de sluger bytte og forretter deres nødtørft.

De ser ud til at nyde tilværelsen. Havternerne holder så meget af den lyse nordiske sommer, at de flyver hertil helt fra Antarktis hvert eneste år. De har meget at berette. Deres hæse skrig lyder derude, når sommeren hviler over noret.

Stenene og livet spejler sig i vandet.

Sommerfugle elsker at hvile sig på sten, der er lunet af solen.
Sommerfugle elsker at hvile sig på sten, der er lunet af solen.
Runddyssen Poskær Stenhus ved Knebel Vig på Djursland.
Runddyssen Poskær Stenhus ved Knebel Vig på Djursland.
Gærdet mellem Fuglsang og Skejten på Lolland.
Gærdet mellem Fuglsang og Skejten på Lolland.