Obamas uheldige kræftknude-mærkat på IS

Man afhumaniserer sine modstandere, når man kalder dem en ”kræftknude”, sådan som præsident Barack Obama gør med Islamisk Stat

USA vil forhindre folkedrab i Irak.
USA vil forhindre folkedrab i Irak.

”IS er som en kræftknude”, er præsident Barack Obama blevet citeret for at sige om den forfærdende organisation Islamisk Stat, der med halshugninger, begravelser af levende og tvungne religiøse omvendelser vil skabe et kalifat, et grænseløst, autoritært muslimsk teokrati. IS har på forbavsende kort tid udbredt sit herredømme.

Selvsagt må den amerikanske præsident reagere. Obama er dog så klog og besindig, at han ikke kaster sig hovedkulds ud i et nyt krigs-eventyr. Han forventer, at lokale arabiske kræfter, som han gerne vil støtte, tager kampen op mod IS.

Men Obama slutter sig samtidig til en dårlig tradition for at betegne indbildte eller reelle politiske modstandere med metaforer som ”kræftknude” hentet fra sygdommenes verden. Sådan betegnede nazisterne gerne jøderne.

Og i 1941 vedtog det danske frolketing den grundlovsstridige lov, der skulle legitimere, at mange danske kommunister var blevet interneret uden at være stillet for en dommer, og at tre kommunistiske folketingsmedlemmer allerede var frataget deres parlamentariske immunitet.

Artiklen fortsætter under annoncen

Noget skulle der jo til for at legitimere, at man indfangede medlemmer af et lovligt parti.

De kunne derfor passende betegnes som umennesker, så man kunne dulme samvittigheden over at give efter for den nazistiske besættelsesmagt. Den konservative Ole Bjørn Kraft greb til biologiske billeder om kommunisterne som ”ukrudtsplanter” og ”smudsstof”. Det hed blandt andet:

”Der er ikke grobund for sådanne ukrudtsplanter i den danske have. Hvorfor ikke give det smukkeste bevis på det danske samfunds sundhed ved at konstatere dets uimodtagelighed for et smudsstof som dette?” (Berlingske Tidende 2 -1941).

At Kraft ikke elskede kommunisterne, er der ikke noget at sige til. Men det er ikke kønt at betegne mennesker, uanset hvor uenige man er med dem, som ukrudt og smudsstof. Det gavner heller ikke tankens klarhed, hvis vi i dag kalder terrorister for kræftknuder.

Hvor svært det end er at forstå IS, så er IS dog sammensat af mennesker.

Når vi sprogligt afhumaniserer vore reelle eller indbildte fjender og sammenligner dem med sygdomme, så rykker vi også et lille skridt nærmere mod at legitimere at slå dem ihjel.

Hvis vi i selvforsvar er nødt til dræbe, skal vi begrunde det ordentligt og sagligt, ikke ved med skældsord at frakende dem, at de er mennesker. Ellers bliver vi selv afhumaniserede.

Eksperter antager, at der er forholdsvis mange danske statsborgere i IS.

Det er unge, som i årevis har færdedes i det danske samfund, og som vi alle kan have mødt. Fremkomsten af IS og den formodede danske overrepræsentation bekræfter mistanken om, at integrationen i skoler, gymnasier, institutioner og boligområder har store huller.

Lærere, socialrådgivere, politi, indvandrerorganisationer og naboer bør holde skarpere øje med unge, som udviser ekstremistiske tendenser. De skal tages i opløbet.

De, der alligevel tager af sted til IS, og som siden måtte komme hjem, bør, som den tidligere politiker Naser Khader siger det, strafforfølges.