Danskerne er blevet dårlige til forskellighed

Det er ikke længere kun socialt udsatte, der risikerer udstødelse fra middelklassens boligområder. Helt almindelige borgere - de ældre, de unge og børnene - er også blevet ugleset i de pæne kvarterer. ”Nogle af dem skriger, når de dør”, lød det blandt andet i protest mod et plejehjem

På et borgermøde om plejehjemmet Sølund blev der protesteret mod de ældres tilstedeværelse på Nørrebro. Her ses beboere fra plejehjemmet, det synger sammen til eftermiddagskaffen. Foto: Linda Kastrup

”Nogle af dem skriger, når de dør.”

Ordene falder på et borgermøde på Nørrebro i København. Et af Nordens største plejehjem - Sølund - skal udbygges, og de lokale er mødt talstærkt op for at lufte deres frustrationer. De er ikke bare bekymrede for nye bygninger, der kan skygge for solen eller udsigten, men også for de gamle beboere, der kunne ”råbe op” eller måske ligefrem ”skrige, når de dør.”

”Det var ret forbløffende og beskæmmende at høre, hvordan der blev talt om de ældre medborgere. Det blev blandt andet også nævnt, at de ældre jo kunne placeres i et industriområde ved Nordhavn, da de alligevel ikke ville få lige så meget gavn af den attraktive beliggenhed som andre,” fortæller arkitekt og chefkonsulent i Københavns Kommune, Thomas Gaard Lauridsen, som deltog i mødet.

Eksemplet fra Københavns Kommune er ikke enestående.

I sidste uge kom det frem, at vrede beboere i et villakvarter i Ballerup ved København har lavet vejblokader og kastet æg efter en børnehavebus i protest mod en nyligt etableret udflytterbørnehave i området.

”Vi har længe set eksempler på socialsegregering (adskillelse, red.) rettet mod institutioner med socialt udsatte borgere som handicappede, stofmisbrugere eller flygtninge. Det her kan måske ses som udtryk for en form for alderssegregering,” siger lektor ved Aalborg Universitet Anja Jørgensen, der har forsket i naboskab og den såkaldte NIMBY-effekt - efter den engelske vending ”not in my backyard” (ikke i min bag-have).

Hun tror ikke, at uviljen mod det anderledes skyldes voksende intolerance eller egoisme, men det faktum, at danskerne i bevægelsen fra land til storby har mistet øvelsen i at bo sammen med dem, der ikke ligner dem selv - kulturelt, socialt og æstetisk.

”Vi kan godt lide det pittoreske bagtæppe af forskellighed, men når det kommer for tæt på, så er vi ganske enkelt ikke trænede i at bo op og ned ad dem, vi ikke ligner. Det er måske også begyndt at gælde i forhold til helt almindelige borgere, der alene skiller sig ud på grund af deres alder,” siger hun.

Det kræver i dag en større indsats fra kommunernes side at få beboernes accept til nye institutioner til helt almindelige borgere. Projekt-leder i afdelingen for planlægning i Aarhus Kommune, Birgitte Amstrup, har arbejdet med placering af institutioner til børn og unge i 25 år. Og hun kan se en forandring.

”Folk er blevet mere bekymrede”, siger hun.

Derfor er det i dag fast procedure at holde et borgermøde - med beboere, menighedsråd og grundejerforening - når kommunen planlægger nye ungdomsboliger eller børneinstitutioner. Mødet skal tage mislyden fra beboerne i opløbet. Beboerne bekymrer sig typisk for, om institutionens bygninger og aktiviteter kan være skæmmende for området og føre larm og trafik med sig.

”Borgerne har bare et større behov for at vide, hvad der skal ske, og hvem det er, der flytter ind. Når først de ved det, plejer det at gå uden problemer,” siger Birgitte Amstrup, der afviser at have set eksempler, der tilnærmelsesvis ligner de to beboeroprør fra Nørrebro og Ballerup.

I Frederiksberg Kommune kender man også til problematikken. Her har der blandt andet været problemer i forbindelse med anlæggelse af børneinstitutioner og en ny svømmehal.

”Jeg tror, det primært handler om, at folk i byerne bor tættere end nogensinde før, og derfor går mere op i, hvem det er, de bor ved siden af - også selvom der er tale om noget så fredsommeligt som børnehavebørn og plejehjemsbeboere,” siger afdelingschef i kommunens Bygge, Plan og Teknikafdeling, Eskild Thuesen.