Indtil jeg var omkring 11 år, havde jeg aldrig set en smutugle. Det vil sige: Det havde jeg måske, men jeg havde ikke lagt mærke til den. Det ændrede sig en aften, hvor vi hjemme i dalen på Nordbornholm havde besøg af vores daværende familielæge og ven, Carsten Kromann.
Carsten var ivrig sommerfuglesamler og især optaget af natsværmere. En lun sommeraften kom han anstigende med en stærk, ægformet kviksølvpære, som han hang ved husets hvide gavl. Væggen gav genskær, som strålede ud over dalen, og under lampen lagde han et hvidt lagen, så lyset også blev kastet op mod nattehimlen.
Jeg havde før set mængder af mærkelige natsværmere ved det almindelige gårdlys på gavlen. Men nu lokkede det stærke, blålige lys myriader af nattens sværmere til. Og min lykke var, at jeg havde Carsten hos mig som kyndig vejleder. Han kunne arternes navne på dansk eller latin, og han fortalte med stolthed, hvordan han havde fanget Danmarks eneste eksemplar af en vaskeægte Gastropacha populifolia - poppelbladspinder. Den store, gyldenbrune natsværmer var kommet flyvende ind gennem et åbentstående vindue en varm aften på Rønne Sygehus 1953.
Den aften i 1967, hvor han tændte lys for natsværmerne, kom der ikke den slags sjældenheder. Men der kom elegante fyrresværmere, poppelsværmere, mængder af gammaugler, lavspindere af mange slags, brune bjørnespindere og hvide og gule tigerspindere. Mange af arterne havde jeg aldrig set eller bemærket før. Men nu fik de navne og blev en del af min kendte verden.
”Hmm... det blev ikke til noget særligt; men det var en god aften for smutugler,” konstaterede Carsten, da vi pakkede sammen lidt over midnat.
Og ja, jeg havde virkelig lært smutuglerne at kende. Der kom vel 50 eller så til lyset, hvor de lavede megen larm, før de satte sig på lagnet, væggen eller i vegetationen i nærheden.
Smutugler er store og grove med smalle, brune forvinger og brede, orangegule bagvinger med sorte bånd. Så de er vældig smukke, når de flyver, og de gule bagvinger lyser op. Vingefanget er omkring seks centimeter.
Da jeg først havde lært smutuglen at kende, så jeg den alle steder. Den fløj op fra planterne, når vi plukkede jordbær. Den sad i vasketøjet, når jeg hentede det ind fra tørresnoren, og jeg fandt dem - døde - i karmene ved de højtsiddende, østvendte vinduer i min fars atelier.
Smutugler hedder smutugler, fordi de smutter ud mellem fingrene. De er silkeglatte og har stærke ben med kraftige torne. De er mestre i at smutte ind og ud af smalle sprækker, og griber man en smutugle med sine hule hænder, vil den som regel mase sig ud mellem fingrene på et splitsekund.
Størstedelen af Danmarks næsten 40.000 kendte arter af dyr og planter har kun latinske navne. Og i fagkredse har det i årtier været god latin kun at bruge de videnskabelige latinske navne som betegnelser på hærskaren af vilde arter. Hvirveldyr, planter og svampe har traditionelt danske artsnavne. Botanikere og svampefolk (mykologer) har endda for vane at skrive artsnavne med store begyndelsesbogstaver, selvom det ikke er accepteret i dansk retskrivning. De skriver for eksempel Nedbøjet Ranunkel eller Kær-Ranunkel om den krybende og almindelige ranunkelart Ranunculus flammula, som vokser på våd jord. Andre plantenavne er mindre beskrivende, men har mere poesi og god lyd i sig. For eksempel den gyldengule, tunge kabbeleje, som Aakjær skriver så smukt skriver om i ”Piger på engen”, også kendt som ”Nu er dagen fuld af sang”.
Når det kommer til insekter og andre smådyr, har de færreste arter imidlertid veletablerede danske navne, og mange arter har slet ikke danske navne. Det er forståeligt, for en del arter er så små, sjældne og vanskelige at kende fra hinanden, at zoologerne ikke ved meget andet om dem end, at de eksisterer.
De danske navne kan være beskrivende eller poetiske, og mange af de bedste er begge dele. For eksempel bjørnespinder, rødt ordensbånd eller perlemåler, som Inger Christensen har udødeliggjort i ”Sommerfugledalen”. Selv foretrækker jeg også navne, der fremkalder billeder som harlekin, sørgekåbe eller admiral. Andre er mere aparte. Ja, ude i den danske natur lever uklare duskmålere, rødmende ugler, jyske kæmpesække, mørkpandede lavspindere og mange andre natsværmere med navne, som er mere forbløffende end kønne.
Det er ikke mange blandt de mere end 4000 kendte arter af danske fluer, myg og stankelben (tovinger), der har danske navne. Men én af de største er den stivhårede snylteflue Tachina grossa, som på dansk hedder noget så besynderligt som kæmpefluen Harald. Den enorme flue er tyk med ræverødt hoved, godmodige mørke øjne og stor som en humlebi. Den er navngivet af den legendariske zoolog Ellinor Bro Larsen, som var en blændende naturhistoriker og fortæller. Hun konstruerede gerne nye ord i mangel af bedre. Jeg har ordet ”øltræ” fra hende. Et øltræ er et såret træ, hvor saften siver ud og gærer i og omkring såret. Det udsender en sød, ølagtig lugt, som tiltrækker mængder af sommerfugle, natsværmere, biller, hvepse og meget andet. Ofte sjældne arter. Så øltræer er guf for zoologer!
Nå, men i 1950'erne var Bro Larsen altså fascineret af den store flue uden dansk navn, så hun ønskede at give den et navn, der var til at huske. Og da fluen i al sin vælde mindede hende om den daværende leder af Naturhistorisk Museum i Århus, professor Harald Thamdrup, døbte hun arten kæmpefluen Harald. Fluen og navnet gjorde siden uudsletteligt indtryk på de biologistuderende, og i dag er det spøjse navn veletableret i litteraturen og kendt af et større publikum.
Naturens navne er fulde af magi. Og ligesom med mennesker vokser navne og natur sammen, jo mere man kender til dem. Den almindelige måneplet, som ligner en knækket gren, får personlighed, så snart man kender navnet og genkender det mærkelige dyr. Det bliver et fortroligt og glædeligt møde - hver gang.
Sådan har jeg det med lærken, som lige fra min tidlige barndom var indbegrebet af forår, frihed og glæde. Lærken er sådan rent biologisk bare en lærke, som gør, hvad en lærke og ethvert andet dyr skal gøre. Men i min bevidsthed er lærken fuld af ånd.
Sådan er det med mange fugle.Oplevelsen af lærker, mursejlere og andre fugle påvirker mig ganske fysisk, og derfor deler jeg den glad og gerne med andre vel vidende, at ikke alle har det som jeg.
For nogen tid siden underviste jeg seks gymnasieklasser i naturens mangfoldighed. Så spurgte jeg, hvor mange der kendte en lærke. Gymnasiet lå på landet, så jeg forventede, at det var de fleste. Men nej: Ud af 120 elever var det kun fem, der vidste, hvad en lærke var. For en person, der som jeg ikke kan undvære lærken og lærkesangen, kom det nærmest som et chok, at lærken var død eller ikke eksisterende i de unge bevidsthed. Så de fik lært om lærker. Og jeg tror faktisk, de endte med at holde af dem og forstå lidt af, hvad jeg mente.
Mange mennesker er bange for at gå i kast med at lære naturens mange skabninger at kende. Det er jo så uoverskueligt, og hvor skal man starte?
Til dem vil jeg sige: Ingen - end ikke de skrappeste biologer - kan overskue det hele. Så det er bare med at starte frygtløst, hvor man har lyst. Så kommer glæden ved at genkende og kende til helt af sig selv. Det er ikke så svært. Man skal jo ikke til eksamen, og indsatsen lønner sig på næste skovtur eller tur til stranden.
Når man først kender en smut-ugle, er man allerede godt i gang.
