Her er Viborgs nye biskop

Stemmerne er blevet talt, og det står nu klart, hvem der skal overtage bispekåben i Viborg Stift efter Karsten Nissen

Viborg Domkirke har fået en ny, fast mand på prædikestolen i dag. Vinderen blev teolog og generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Henrik Stubkjær (nederst).
Viborg Domkirke har fået en ny, fast mand på prædikestolen i dag. Vinderen blev teolog og generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Henrik Stubkjær (nederst).

Efter 18 år på posten træder Karsten Nissen tilbage som biskop over Viborg Stift.

I dag er hans afløser blevet fundet.

Henrik Stubkjær, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, bliver stiftets nye biskop.

"Jeg er utroligt overvældet og utroligt glad for den tillid, der er vist mig," siger han.

"Det har været en flot valgkamp og en sejr for det kirkelige demokrati," siger Henrik Stubkjær med henvisning til de mange valgmøder og den høje stemmeprocent.

"Jeg vil gøre alt for at være biskop for hele Viborg Stift, og det er magtpåliggende, at de kirkelige mindretal også bliver hørt."

Valget stod i første omgang mellem de fire kandidater Carsten Haugaard Nielsen, Henrik Stubkjær, Niels Christian Kobbelgaard og Peter Hedegaard.

Ved valget i sidste måned fik Peter Hedegaard og Henrik Stubkjær flertallet af stemmerne, men eftersom ingen af dem fik mere end halvdelen af stemmerne, skulle de to ifølge reglerne ud i anden og sidste valgrunde. Den er nu afgjort. 

Henrik Stubkjær vandt med 912 stemmer. Peter Hedegaard fik 534 stemmer. 47 var blanke, og to var ugyldige. På Viborg Stifts hjemmeside fremgår det, at der i alt var 1495 mulige stemmer.

Den grundtvigianske valgmenighedspræst Peter Hedegaard er ikke overrasket over, at han må nøjes med en andenplads.

Han påpeger, at Henrik Stubkjær også ved valgrunden i sidste måned fik markant flere stemmer end ham.

"Jeg er overrasket over, at jeg overhovedet gik videre. Og jeg synes, det er bemærkelsesværdigt, at en tredjedel af vælgerne går ind for en grundtvigsk, lys kristendom i Viborg. Måske stiftet næste gang er klar til en grundtvigiansk biskop," siger han med henvisning til de stemmer, han selv fik.

Det er første gang Carsten Haugaard Nielsen, Henrik Stubkjær og Niels Christian Kobbelgaard stiller op til et bispevalg, mens det er anden gang for Peter Hedegaard.

I valgkampen har de teologiske forskelle mellem kandidaterne spillet en stor rolle, og også bispekandidaternes politiske standpunkter har været diskuteret.

Henrik Stubkjær er født 1961 i Brædstrup og generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp. Han har tidligere været sognepræst ved Møllevangskirken i Aarhus og tilknyttet Aarhus Universitet som studenterpræst.

Peter Hedegaard er født i 1957 i Vendsyssel og er valgmenighedspræst i Holstebro Valgmenighed. Han stillede også op til bispevalget i Haderslev Stift i 2013.

Carsten Haugaard Nielsen er født i Holstebro 1960 og sognepræst i Christianskirken i Aarhus. Han har været medlem af flere hovedbestyrelser for kirkelige organisationer og har skrevet bøger om blandt andet ledelse.

Niels Christian Kobbelgaard er født 1956 i Skjern og domprovst i Aalborg. Han har været engageret i en række forskellige, folkekirkelige foreninger.

Viborg Domkirke.
Viborg Domkirke.