Prøv avisen
Fup og fakta

10 grunde til, at folkeskolen er bedre end sit rygte

Foto: Morten Voigt

Kristeligt Dagblad fakta-tjekker 10 ofte fremsatte påstande om folkeskolen

En ny skolereform er trådt i kraft, men passer det, at lærerne nu flygter fra faget?

At forældrene flytter deres børn til privatskoler? Og at eleverne er tvangsindlagt til lektielæsning hele eftermiddagen?

Det har Kristeligt Dagblad sat sig for at undersøge. I grafikken nedenfor skiller vi fakta fra bukkene.
 

For at se grafikken i fuld størrelse: Klik på det lille, firkantede logo med de fire pile, som du ser til højre under grafikken.

Har du problemer med grafikken, kan du åbne den i et nyt vindue og se den her eller læse teksten nedenfor.

1) Folkeskolereformen har gjort forældre så utrygge og utilfredse, at mange flytter deres børn til privatskoler

Fakta: I skoleåret 2008/09 gik 83,0 procent af de danske elever i en kommunal folkeskole og 13,4 procent i en fri grundskole. Fem skoleår senere var andelen 81,7 procent i folkeskolen og 15,1 i frie grundskoler. Resten af eleverne er i specialskoler, efterskoler, ungdomsskoler og dagbehandlingstilbud.

Intet tyder på, at den gradvise bevægelse fra folkeskole til friskole er blevet markant stærkere med dette skoleår, end den har været de foregående fem år. Og forskere peger på, at hovedårsagen til friskolernes stigende andel af elevtallet ikke er skolereformen eller forældres bekymring for det faglige niveau i folkeskolen, men derimod det store antal lukninger af kommunale skoler– over 300 skoler siden kommunalreformen i 2007 – som har ført til friskoleinititaiver i lukkede skolers lokalområde.

46 nye friskoler har ansøgt om mulighed for at påbegynde skoledrift i august 2015. Det er flere end de seneste år, men færre end i 2010, da antallet var 65. Dansk Friskoleforening angiver lokale skolelukninger, ønske om et særligt værdigrundlag og utilfredshed med skolereformen som årsag til nye skoleinitiativer.

Vurdering: Det kan ikke udelukkes, at der er forældre, som er utrygge og utilfredse, men næppe i det omfang, som ofte fremstilles i medierne – og langt de fleste elever bliver i folkeskolen.

2) Politikerne vil øge inklusionen, så flere elever bliver i normalklassen frem for at komme i specialtilbud. Men tilstrømningen af vanskelige elever skaber utilfredshed og elevflugt.

Fakta: Op gennem 1980’erne og 1990’erne voksede andelen af elever, der blev udskilt fra folkeskolens normalklasser til et specialtilbud. Regeringen og kommunerne satte sig som mål at rykke en del af disse elever ”tilbage” i normalklasserne. I skoleåret 2012-13 var 5,2 procent af eleverne udskilt til særlige tilbud, men målsætningen er at nå ned på 4 procent i 2015. Det betyder, at 10.000 flere elever – svarende til ét barn i hver tredje klasse – skal rummes i normalskolen.

At der er utilfredshed blandt forældrene over deres børns klassekammeraters adfærd og indlæringsvanskelighederer, viser en undersøgelse, Epinion foretog for Danmarks Lærerforening i november 2013. 62 procent mener, at der i barnets klasse er elever, der forstyrrer mere end rimeligt, og andre 62 procent mener, at deres barns udbytte af undervisningen falder på grund af andre børns adfærds- og indlæringsproblemer.

Men Kommunernes Landsforenings blad Momentum har netop offentliggjort en analyse, der gennemgår de enkelte kommuner og dokumenterer, at der ingen sammenhæng er mellem, hvor der er skoler, som skal rumme flere ”vanskelige” elever, og hvor forældrene flytter deres børn ud af klassen.

Vurdering: Mange skoler har problemer med uro og støj, men meget tyder på, at forældreutilfredsheden i den henseende hverken skyldes reformen eller inklusionen, men en generel opfattelse af, at ”mit eget barn er dygtigt og opfører sig ordentligt, men de andre elever i klassen forstyrrer og trækker niveauet ned”.

3) Reformen – og lærernes nye arbejdstidsregler – har gjort lærerne så sure, at de modarbejder den nye skole og i stort tal flygter væk fra branchen.

Fakta: I april foretog DR Nyheder en rundspørge blandt 842 repræsentativt udvalgte lærere, som viste, at hele 65 procent overvejede at søge nyt job. Det blev brugt til at konkludere, at lærernes motivation var ”helt i bund”, efter at lærernes arbejdstid var blevet ændret – ikke ved forhandling, men ved tvang i form af et regeringsindgreb. Men selvom en del lærere har sagt op, er det ikke to tredjedele. Nogle lærere har benyttet lejligheden til at gå på efterløn, men de fleste, som forlader deres folkeskolelærerjob, skifter til et andet folkeskolelærerjob. I en tilsvarende undersøgelse fra DPU i 2006 svarede to tredjedele af lærerne også, at de overvejede at skifte job.

Til gengæld er der sket et markant fald i ansøgninger til at blive optaget på læreruddannelsen. Der er i år 2235 nye studerende på læreruddannelsen, hvilket er et fald på 14 procent i forhold til sidste år – og faldet skal ses i forhold til, at antallet af nye studerende samlet set har sat rekord i år.

Undersøgelser af læreres motivation har hidtil placeret lærerne meget højt sammenlignet med andre faggrupper. Og det kendetegner faggruppen, at læreren ikke tænker så meget på sin løn eller på at tilfredsstille sin chef, men har fokus på elevernes udbytte og på at gøre gavn i samfundet.

Vurdering: Mange lærere er givetvis sure over de nye arbejdstidsregler, men set i forhold hertil er det få, der helt forlader branchen. At mange søger nyt job er snarere udtryk for, at lærere ligesom mange andre faggrupper skifter mere rundt mellem flere arbejdspladser i forhold til tidligere, hvor man blev, hvor man var.

Meget lidt tyder på, at lærerne ”hævner sig” ved at modarbejde reformen. Især ikke, hvor der er en god dialog mellem ledere og lærere om, hvordan reformen og arbejdstidsreglerne lykkes i praksis. Flugten fra faget er begrænset for de allerede uddannede, men til gengæld tydelig blandt unge, der endnu ikke har valgt fag.

4) De nye arbejdstidsregler for lærere fører til, at de får en mere normal arbejdsdag, som svarer til arbejdsdagen for sammenlignelige faggrupper.

Fakta: Hidtil byggede lærernes arbejdstid på en aftale om, at et vist antal undervisningstimer udløste et tilsvarende antal forberedelsestimer. Nu er det i princippet op til skolelederen at bestemme, hvor meget forberedelse hver time skal udløse. Danmarks Lærerforenings formand, Anders Bondo Christensen, udtaler til fagbladet Folkeskolen, at der nu findes lærere, som har helt op til 31 undervisningslektioner på en uge. Det betyder, at forberedelsen til hele ugens undervisning må klares på to-tre timer, når læreren også skal bruge arbejdstid på for eksempel møder og dialog med forældre.

Netop håndteringen af arbejdstidsregler er et område, hvor der er store forskelle på tværs af kommuner og skoler. Nogle har indført stempelur og fast arbejdstid mellem 8.00 og 17.00. Andre – og det er langt de fleste – har fundet mere fleksible løsninger. En del skoler mangler endnu en fælles stillingtagen til, hvad læreren stiller op, hvis der i den nye 41 timers arbejdsuge ikke er tid til at forberede al undervisningen eller for eksempel at bruge aftentid på at tale i telefon med forældre om enkelte elever.

Vurdering: Kommunernes Landsforenings ledere, borgmestrene Erik Nielsen (S) og Michael Ziegler (K), udtalte flere gange under arbejdskampen i 2013, at lærernes arbejdstid skulle ”normaliseres”. Dette betyder, at de skal være til stede på arbejdspladsen og dermed til rådighed for lederen inden for et fast tidsrum ligesom for eksempel pædagoger og sygeplejersker. Men de mest ufleksible ordninger med stempelure repræsenterer ingen normalisering i forhold til andre vidensarbejdere, og forskning peger på, at jo mere rigide regler der er, jo hårdere vil det gå ud over lærernes motivation og dermed også det faglige resultat.

På mange skoler mangler man at tage forældrene i ed på, at man selvfølgelig ikke længere ringer til læreren uden for dennes arbejdstid, ligesom man heller ikke ville ringe uden for arbejdstid til en sygeplejerske, pædagog eller læge.

5) Folkeskolereformen indfører heldagsskolen, tager fritiden fra børnene og tvinger dem til at lave lektier i en lektiecafé i stedet for sammen med forældrene.

Fakta: Minimumstimetallet er med skolereformen steget. De traditionelle skolefag er sat en smule op. På første klassetrin fra 22 til 25 lektioner a 45 minutter, på femte klassetrin fra 27 til 31 lektioner og på niende klassetrin fra 30 til 31 lektioner. Hovedparten af den forlængede skoledag er således ikke lagt på de traditionelle skolefag, men består af de nye tiltag understøttende undervisning, lektiehjælp og bevægelse. Hele skoledagen er i 1. klasse forlænget fra 21,1 til 30 klokketimer, i 5. klasse fra 24,4 til 33 klokketimer og i 9. klasse fra 28,4 til 35 timer. Dette er de vejledende gennemsnitstal, som kan variere.

Lektiecaféerne er ikke obligatoriske. For at kunne iværksætte reformen inden et folketingsvalg uden at bryde de gængse forligsprincipper gav forligspartierne S, R, SF, V og DF sig i forhold til et konservativt ønske om, at forældre kan fritage deres børn fra lektiecafé. Derfor skal de to-tre ugentlige timers lektiehjælp ligge i ydertimer. Der er imidlertid set eksempler på skoler, som ikke har fulgt dette princip, men Kommunernes Landsforening har indskærpet, at lektiehjælp skal ligge sidst på dagen.

Efter næste valg har de fem ud af seks forligspartier sikret sig frie hænder til at gøre lektiecaféerne obligatoriske, men der er ingen garanti for, at dette vil ske. Ikke mindst Venstre har traditionelt været tilhænger af forældrenes eget frie valg i skolesammenhæng.

Vurdering: Heldagsskole er ikke den betegnelse, som regeringen og kommunerne bruger om den nye skole. Hovedparten af børnene kommer næppe til at tilbringe markant mindre tid sammen med forældrene, men derimod mindre tid i skolefritidsordning og fritidsklub til fordel for at være på skolen og have bevægelse og såkaldt understøttende undervisning. Præcis hvad det sidste skal gå ud på, er op til en lokal fortolkning.

Lektiecaféer tager ikke fritiden fra børnene. Reelt er det to-tre timer om ugen, der er tale om. Og den enkelte forælder har i hvert fald frem til på den anden side af et folketingsvalg ret til at fritage sit barn. Der er intet, der tyder på, at forældre i nævneværdigt omfang har gjort brug af denne ret.

6) Folkeskolereformen giver skolelederne og kommunen ansvaret for undervisningen.

Fakta: Det afgørende element i den nye skolereform er måske hverken det forlængede timetal til lærere og elever, lektiecaféer eller inklusion af elever fra specialundervisningen. Flere eksperter peger på, at den største forandring er, at skolen i højere grad styres fra oven af nogle mål for, hvad eleverne skal kunne, og i mindre grad af regler om, hvordan eleverne skal bringes frem til dette mål. Derfor får skolelederne og kommunerne større ansvar for, at målene bliver opfyldt.

Men friheden er ikke større, end at de fleste forvaltninger og skoler er begrænset af den lokale økonomiske virkelighed, og at mange elementer i den nye skole er direkte afledt af de politiske forhandlinger.

For eksempel var det et borgerligt krav, at den understøttende undervisning skal have en lærer og ikke en pædagog som ansvarlig. Tiden er som nævnt primært taget fra pædagogtid i fritidsordning eller klub, men regeringens oprindelige forslag om ”aktivitetstimer”, som en pædagog kunne have ansvaret for, blev under forhandlingerne lavet om. Derfor kan man i den nye skole komme ud for, at eleverne i en time er sammen med en pædagog, men ansvaret påhviler en lærer, der ikke er til stede – og som igen er underlagt lederen og skoleforvaltningen.

Vurdering: Under arbejdskampen i 2013 kom lærerformand Anders Bondo Christensen i en tale til nogle medlemmer til at sige: ”Det er os, der skal lave den nye skole. De siger, at nu skal lederne lede og fordele arbejdet. Gu’ skal de da ej. Det bestemmer vi da.” Udsagnet var lige lovlig bombastisk og gav bagslag. Men reelt er det stadig lærerne, der skal lave den nye skole. Det skal de hverken gøre på trods af ledernes anvisninger om noget eller andet eller som lydige soldater, der parerer ordre. Alle eksperter er enige om, at forudsætning nummer ét, for at reformens hovedmål – dygtigere elever – bliver nået, er samarbejde.

7) De hidtidige skoleledere, som havde læreruddannelse og undervisningserfaring, er ved at blive trængt ud til fordel for djøf’ere og teknokrater.

Fakta: En del skoleledere har forladt deres post i forbindelse med skolereformen, men selvom flere skoleledere måske ser sig selv mere som ledere, end fortidens skoleinspektører gjorde, og selvom flere har fået en lederuddannelse, er de i altoverskyggende omfang begyndt deres arbejdsliv som almindelige skolelærere. For nogle år siden viste en statistik fra Undervisningsministeriet, at næsten 98 procent af alle skoleledere har en læreruddannelse. I 2005 angav 90 procent af skolelederne, at der er brug for en obligatorisk lederuddannelse for skoleledere.

Danmarks Evalueringsinstitut har i en rapport fra 2006 peget på, hvilke egenskaber skolelederne anser for de vigtigste for at være en god leder. Der peges på, at den gode leder lytter til og inddrager lærerne, arbejder synligt og konkret ud fra skolens værdigrundlag og udtrykker tydelige forventninger til de ansatte.

Vurdering: En del skoleledere kommer til at stå som en lus mellem to negle. Lederen har ansvar for meget og er ikke nødvendingvis uddannet til andet end at varetage almindelig undervisning. Hvis påstanden om en djøficering (afledt af Jurist- og Økonomforbundets forkortelse ”djøf”) er rigtig, er det ikke skolelederne, men de ministerielle og kommunale embedsmænd, som bidrager hertil. Som Forsknings- og Udviklingschef Andreas Rasch-Christensen fra VIA University College peger på, ligger det største pædagogiske efteruddannelsesbehov måske ikke hos lærere og ledere, men hos ledere og embedsfolk i skoleforvaltningerne.

8) Lærerne er ikke fagligt klædt på til at varetage undervisningen i den nye folkeskole.

Fakta: Det er politisk besluttet, at 90 procent af folkeskolens undervisning i 2018 skal varetages af lærere med såkaldt linjefagskompetence i det pågældende fag. Det betyder, at de har specialiseret sig i faget under læreruddannelsen, eller at de har været på efteruddannelse, som har givet tilsvarende kompetence.

Ugebrevet A4 offentliggjorde imidlertid for to uger siden en analyse, der peger på, at målet endnu er langtfra opfyldt. Der er store geografiske forskelle og store forskelle mellem de enkelte fag. Linjefagsdækningen er således tæt på målet i dansk, matematik, engelsk og tysk og i de store byer, mens skoler i det såkaldte Udkantsdanmark og mindre fag som kristendomskundskab, billedkunst og natur og teknik oftere mangler faguddannede lærere.

Undervisningsministeriet har i 2013 opgjort linjefagsdækningen til 73 procent i alt, men den varierer fra 45 procent i nogle kommuner til 85 procent i andre.

Vurdering: Tidligere var linjefagsdækningen betydeligt mindre, så udviklingen går i den rigtige retning. Men netop de store forskelle i lærernes kompetencer er med til at skabe et mere uens skoletilbud landet over. Faldende søgning til læreruddannelserne kan udgøre en barriere for, at målet bliver nået – og der vil være behov for en ekstraordinær indsats inden for fag som kristendomskundskab, selvom linjefagsdækningen her er steget fra 22 procent i 2009 til nu 38 procent.

9) Elevernes faglige formåen og lærerens status som autoritet har været i frit fald siden 1950’erne.

Fakta: Det er svært at foretage pålidelige målinger af elevernes faglige niveau, som går længere tilbage end til begyndelsen af 1990’erne, da Danmark begyndte at indgå i internationale sammenligninger i form af en læseundersøgelse, PIRLS, under The International Association for the Evaluation of Education Achievement. Denne undersøgelse gav et chok i skoleverdenen, da Danmark rangerede meget lavt i læsekundskaber på 3. klassetrin, faktisk lavere end alle de lande, vi normalt sammenligner os med, og på niveau med eleverne i Trinidad og Tobago. Men 20 år senere lå danske elever i verdens top-5 på det pågældende alderstrin i undersøgelsen PIRLS 2011. Elevernes læseevner er på de 20 år steget med mere end et helt klassetrin. Efter 3. klasse kan eleverne altså i dag læse på et højere niveau, end det, de kunne efter 4. klasse i begyndelsen af 1990’erne.

Med hensyn til autoritet er der flere undersøgelser, der tyder på, at befolkningen generelt føler, at respekten for autoriteter som lærere er faldende, og at dette er beklageligt. Det generelt stigende uddannelsesniveau medvirker til, at lærere i højere grad anfægtes som vidensautoriteter. Men flere undersøgelser viser samtidig, at forældres tillid til skolen og deres barns lærer fortsat er meget høj. En meningsmåling har vist, at lærere som faggruppe vurderes som mindre betydningsfulde for samfundet end læger, men mere betydningsfulde end ingeniører.

Vurdering: Det kan ikke udelukkes, at der fra 1950’erne og 30 år frem skete et fald i elevernes kundskaber og faglige formåen i folkeskolen, men i hvert fald inden for læsning kan det dokumenteres, at kurven siden har været stigende. Elevernes faglige formåen skal ses i forhold til de krav, tiden stiller, og i dag er kravet, at alle skal have en uddannelse – hvilket lykkes for ni ud af 10. Elevernes kunnen i nogle fag er nok svækket, mens for eksempel engelskkundskaber og kendskab til it indiskutabelt er styrket hos nutidens elever.

Skolens og skolelærernes omdømme har været i krise i en del år, men ifølge flere iagttagere er der hos mange forældre forskel på, hvordan man ser på de abstrakte størrelser folkeskolen og folkeskolelærerne og så den konkrete skole og den konkrete underviser, deres barn er i kontakt med. Undersøgelser tyder på, at lærere som faggruppe og folkeskolen som samfundsinstitution og genstand for samfundsdebat har svært ved at opnå respekt og tillid i den brede befolknings øjne – men at det konkrete møde ude på virkelighedens skole lykkes bedre.

10) Den danske folkeskole er verdens dyreste, men danske elevers præstationer i de internationale Pisa-undersøgelser ligger under middel.

Fakta: Den danske folkeskole er ikke verdens dyreste offentlige skole målt i offentlige udgifter pr. elev. I sammenligning med de andre OECD-lande vurderes Danmark til at ligge cirka på 7. pladsen. Da udgifterne opgøres ret forskelligt, er det ikke muligt at opgøre helt præcist.

Pisa er den internationale økonomiske samarbejdsorganisation OECD’s program for international elevbedømmelse. Danmark ligger ikke under middel i Pisa-undersøgelserne, hverken i matematik, læsning eller naturfag, som er de tre primære områder, Pisa måler. I den seneste undersøgelse, Pisa 2012, lå danske 15-årige lidt over gennemsnittet af OECD-lande i matematik og nogenlunde på gennemsnittet i læsning og naturfag. Dette resultat svarer nogenlunde til, hvor Danmark har placeret sig internationalt siden den første Pisa-undersøgelse i 2000 – med den undtagelse, at det er gået fremad i naturfag.

Vurdering: Når der sættes ind med en skolereform, som skal løfte det faglige niveau, skyldes det altså ikke, at niveauet er faldet, men derimod ambitioner og forhåbninger om, at det skal stige til nye, hidtil usete højder – og at vi i dag skal have alle elever med. Ikke mindst fordi der er en stadigt stærkere global konkurrence om at besidde uddannelse, viden og kompetencer, og fordi mennesker uden uddannelse vil få stadigt sværere ved at klare sig. Om de valgte tiltag er de rigtige til at opnå målene, er der meget lidt international forskning, der kan underbygge. Det må tiden vise.