Ordningen er en del af en bred vifte af samlivs- og familietilbud, som nordmænd kan benytte sig af gennem de mange såkaldte familievernskontorer, der ligger spredt rundt i landet. Desuden findes der en række krisetelefoner og en mangeårig tradition i den norske kirke for organiseret samtalehjælp og støttegrupper for skilsmisseramte. Og noget tyder på, at tiltagene virker.
Som Kristeligt Dagblad har beskrevet de seneste dage er skilsmissetallet i løbet af de seneste 10 år faldet med 12 procent i Norge. I 2013 var det ifølge det statslige norske Statistisk Sentralbyrå 39,8 procent af indgåede ægteskaber, man vurderer vil ende i skilsmisse - mod det historisk høje 46,5 procent i Danmark i 2012, da Danmarks Statistik senest lavede en lignende beregning.
I Norge oplevede man ellers i 1970'erne, at der årligt var flere par, der blev skilt, end par, der giftede sig.
Ifølge Torkild Hovde Lyngstad, der er professor ved institut for sociologi og samfundsgeografi ved Universitetet i Oslo, er de initiativer, der i dag af mange roses for at være årsagen til succesen, et resultat af et politisk arbejde, der har rødder mange år tilbage.
”Der har i Norge i mange år været fokus på familiepolitik, og særligt børns vilkår, barsel og organiseringen af børnenes hverdag har fyldt meget,” siger han og peger på, at det i høj grad var under Kristeligt Folkeparti-politikeren Kjell Magne Bondeviks anden periode som statsminister fra 2001 til 2005, at initiativerne på skilsmisseområdet blev indført.
”I den periode var der politisk opmærksomhed på skilsmisser og konsekvenserne for børnene. Det var også her, man indførte samlivskurserne og ændrede i reglerne, så også samboende, som ikke er gift, skal modtage obligatorisk mægling, hvis de vil gå fra hinanden og har børn,” siger Torkild Hovde Lyngstad.
Han peger på, at det er særdeles vanskeligt at påvise, at der er en direkte sammenhæng mellem skilsmisseraten og de politiske initiativer, men at tanken bag var, at man ville varetage børnenes bedste. Endvidere mener han, at nordmænd i dag måske tager ægteskabet mere alvorligt end tidligere.
”Når man kigger på skilsmissetal, ser man ikke på samboende par, som ellers måske oftere går fra hinanden, så nedgangen kan også skyldes, at folk nu er mere sikre på forholdet, når de vælger at gifte sig,” vurderer Torkild Hovde Lyngstad.
Hege Kitterød, der er forsker ved Institut for Samfundsforskning i Oslo, vurderer, at mens skilsmissepolitik tidligere var på dagsordenen, er det i dag i højere grad praktiske forhold i familiepolitikken, der fylder.
”Der er sket meget i Norge de seneste 10 år, hvor man har fået en meget stor andel af børn, der passes i børnehave. Derfor er det i høj grad det, der nu er fokus på. Og desuden på at mødre skal kunne arbejde fuldtid, og faderen skal deltage i børnepasning og tage en del af barselsorloven,” siger hun.
Hege Kitterød mener, at det er svært at trække en lige linje mellem forskellige initiativer på familieområdet og resultaterne.
”Man kan ikke sige, at det er ét konkret politisk initiativ, der har påvirket eksempelvis skilsmisseantallet på én bestemt måde. Familiepolitikken er bredere og har mange forskellige formål,” siger hun.