Danmarks bud på en ny EU-kommissær, den nu tidligere radikale leder Margrethe Vest-ager, var i går åbenlyst utilpas ved at blive konfronteret med, hvad hun selv sagde for under et år siden, da rygterne om hendes skifte til en kommissærpost første gang kom frem:
”Jeg er ikke kandidat til nogen internationale topposter. Og i modsætning til Fogh, så mener jeg det,” skrev hun dengang i en kommentar til dagbladet Politiken.
Men Vestager mente det alligevel ikke, og efter at mediernes fokus i månedsvis har været på statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes chancer for at få en international toppost, handlede det hele i går om De Radikales nye situation.
I de næste dage vil offentlighedens øjne igen blive rettet mod Socialdemokraterne og regeringen som helhed. Helle Thorning-Schmidt (S) skal som minimum udnævne en ny skatteminister efter Morten Østergaard, der nu bliver økonomi- og indenrigsminister.
Nok så vigtig en opgave bliver det for statsministeren at kunne danne et nyt makkerskab med Morten Østergaard, som kan bære igennem til og med valget.
Med Vestagers exit er der nemlig sat punktum for den fælles fortælling, der begyndte, da partilederne fra S, R og SF satte sig sammen i september 2011 i ”det sorte tårn” og under store kvaler fik skrevet et regeringsgrundlag.
Det blev i allerhøjeste grad præget af, at Margrethe Vestager som De Radikales stærke dame fik indføjet, at den nye regering skulle videreføre den tidligere VK-regerings økonomiske politik i bredeste forstand.
Hos venstrefløjen og hos mange socialdemokrater græder man tørre tårer over, at Vestager nu er ude, og man håber på, at De Radikale under den nye leder Morten Østergaard vil være meget mere fleksible og for eksempel vil tage fat på det vanskelige spørgsmål om at forkorte optjeningsperioden for dagpenge.
Det skal man næppe regne med. Måske kan der blive pillet ved hjørner i finanslovsforhandlingerne, men en egentlig ændring af systemet må vente, lod Morten Østergaard forstå i går. Dermed er der hverken udsigt til, at SF, Enhedslisten, fagbevægelsen eller det socialdemokratiske bagland bliver glade og tilfredse igen inden valget.
Helle Thorning-Schmidt har ryggen mod muren, men personligt kan hun glæde sig over at være kommet styrket igennem det langstrakte spil om kommissærposter. Til gengæld har hun det problem internt, at hun sandsynligvis må træde tilbage som partileder, hvis Socialdemokraterne taber valget klart.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) og erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) har allerede formet en stærk alliance, som vil være klar til at tage over med Mette Frederiksen som ny frontfigur.
Her og nu står både regeringen, De Radikale og for den sags skyld Socialdemokraterne svækkede tilbage med Vestagers afgang så kort før næste valg.
Skiftet er et eksempel på, at personlige karrierer ofte vejer tungere end fællesskabets interesser i politik. Man kan selvfølgelig argumentere for, at Vestager ved at få en tung kommissærpost nu blot skal varetage en større fælles interesse, hvad enten det er Danmarks i EU eller det samlede EUs.
Det var bare ikke de begrundelser, hun selv trak frem som de første i går. Det var derimod karriereargumentet om, at hun havde brug for nye udfordringer.
Et tidstypisk argument, som præger moderne politik. Vel har der altid været egeninteresser i politik - det er en gammel historie, at politikere finder de giftigste modstandere blandt partifæller - men for et presset fællesskab som den nuværende regering er det et alvorligt problem.
Frem mod valget vil både partier og de enkelte politikere tænke stadig mere i egeninteresser. Det er allerede tydeligt på den borgerlige fløj, hvor partierne kæmper hårdt indbyrdes og lægger afstand til hinanden i spørgsmål om alt fra skat og velfærd til værdipolitik.
Og selvom Socialdemokraterne og De Radikale stadig formelt vil gå til valg på at videreføre deres regering, vil de to partier primært markedsføre sig selv. Ligesom SF og Enhedslisten næppe heller vil gøre meget for at tegne billedet af en samlet regeringsblok, som det skete ved valget i 2011.
Dansk politik er mere end i mange år blevet alles kamp mod alle.