Dansk moské ønsker islamisk stat

En talsmand for Grimhøjmoskéen i Aarhus står nu åbent frem og erklærer sin støtte til det samfund, som terrororganisationen Islamisk Stat kæmper for i Irak og Syrien

På billedet ses Moskéen på Grimhøjvej og imam Abu Bilal Ismail, som er blevet kendt for at prædike for udryddelse af jøder. Nu gør moskéens talsmand sig bemærket med støtte til en islamisk stat.
På billedet ses Moskéen på Grimhøjvej og imam Abu Bilal Ismail, som er blevet kendt for at prædike for udryddelse af jøder. Nu gør moskéens talsmand sig bemærket med støtte til en islamisk stat. Foto: Brian Rasmussen .

”Muslimerne skal have deres egen stat, og det støtter vi op omkring.”

Sådan siger Fadi Abdallah, der er talsmand for moskéen på Grimhøjvej i Aarhus, til TV 2 Østjylland.

Han erklærer dermed offentligt sin støtte til det samfund, som Islamisk Stat med grusomme metoder såsom korsfæstelser og halshugninger kæmper for at indføre i Irak og Syrien.

Selvom Fadi Abdallah bakker op om Islamisk Stats kamp, så bifalder han ikke de metoder, der bliver brugt:

”Vi beklager, at det skal komme frem på den her måde. Drab og vold tager vi afstand fra,” siger han til TV 2 Østjylland.

Islamisk Stat har skræmt mennesker verden over med deres voldelige metoder. Gruppen har blandt andet offentliggjort film af mennesker, som bliver halshugget, og senest er det gået ud over den amerikanske journalist James Foley.

Det forlyder også, at gruppen har gennemført massehenrettelser og voldtaget kvinder og piger.

Ifølge Amnesty International er der tale om etniske udrensninger af hele folkeslag i det nordlige Irak.

Fadi Abdallah er dog ikke sikker på, at Islamisk Stat står bag de forbrydelser, som de beskyldes for.

”Medierne vender og drejer tingene hele tiden. Vi kender dem (Islamisk Stat, red.) ikke. Fremtiden må vise, hvad de er for nogen, før vi kan komme med en udtalelse og en bedømmelse.”

Talsmanden lægger vægt på, at han ønsker sig en stat, som ikke er under indflydelse fra Vesten:

”Jeg håber, at der vil komme en islamisk stat, som islamerne (muslimerne, red.) selv styrer uden indflydelse fra andre. Jeg håber, at det bliver en retfærdig stat, hvor man kan leve fredeligt og uden krig, som vi ser i dag,” siger Fadi Abdallah.

Hans udtalelser har fået Dansk Folkepartis Martin Henriksen til at spørge justitsminister Karen Hækkerup, om de nye oplysninger giver anledning til at forbyde moskéen på Grimhøjvej i Aarhus.

Moskéen er ikke ukendt i den offentlige debat.

Ifølge Østjyllands Politi er 22af de danskere, som er taget i "hellig" krig i Syrien, tidligere kommet i Grimhøjmoskéen.Og i juli måned kom det frem, at en imam fra moskéen ønskede død over jøder.

Under en prædiken til en fredagsbøn sagde imamen Abu Bilal Ismail således:

”Og Allah, udryd de zioniztiske jøder. De er ikke nogen udfordring for dig.”