Prøv avisen

Han passer dem, der har passet sig selv

”De hjemløse var anderledes i livet, derfor skal de også have lov til at være anderledes i døden,” mener Captain Irishman, der har etableret en stor blomsterhave på de hjemløses grav på Assistens Kirkegård. - Foto: Paw Gissel

Captain Mikey Irishman er en irsk hjemløs, der har levet i Danmark de seneste syv år. Han har kæmpet for at etablere og passe en stor blomsterhave ved de hjemløses grav på Assistens Kirkegård. Det er hans livsmission at sørge for, at byer verden over etablerer lignende grave, hvor gadens folk kan hvile i fred

I afdeling M på Assistens Kirkegård står skulpturen ”En engel iblandt os.” Skulpturen og de 75 kvadratmeters græsplæne, der omgiver den, er en ”gravplads for gadens folk”, står der beskrevet på soklen. Her ligger de hjemløse og socialt udsatte begravet.

Gravpladsen er den første af sin slags i Danmark - måske endda i verden - og blev indviet for snart et år siden. Dengang var græsplænen bar, men i dag fremstår den med sin overflod af blomster mere frodig og farverig end de fleste andre grave på kirkegården. Og det er en enkelt mands fortjeneste: Captain Mikey Irishman, kaldes han.

”De fleste hjemløses livshistorier er meget triste. Det må deres død ikke være. De har ingen fred i livet, kun fred i døden,” forklarer Captain Irishman, der selv tilhører gadens folk.

Som hans navn - og accent - afslører, er han fra Irland, men han har boet og levet som hjemløs i Danmark i syv år. I sommers begyndte han sit arbejde på de hjemløses grav. Han fandt blomster i supermarkedernes containere og arbejdede i 3-4 uger op til 30 timer ugentligt for at gøre gravpladsen til den smukkeste på hele kirkegården. Han passer graven ud af respekt for sine venner, og blomsterne symboliserer den kærlighed, han føler for dem, fortæller han. I jorden under skulpturen ligger nemlig både en ven, der var fotograf på Hus Forbi, hvis elastikbånd Captain Irishman stadig bærer om anklen som minde, og en anden nær ven - Flemming - der døde for få måneder siden.

”Han er den eneste, jeg har mødt i Danmark, som var som en sand irer,” siger han.

Captain Irishman er en mand, der har oplevet verden. Han er født og opvokset i Irland og var tredje generation i familien, der arbejdede i pubbranchen. Han havde en kone og fire børn: tre drenge og en pige, og han ejede tre bygninger. Men da der opstod konstruktionsproblemer i den ene bygning, tog myndighederne alle tre bygninger fra ham.

”Det var de værste år i mit liv. De irske myndigheder gjorde mig fattig,” fortæller han.

Derfor tog han i 1986 alene til New York for at prøve lykken et andet sted. Han har ikke set sin kone siden, men som katolik bliver man ikke skilt, fortæller Captain Irishman. Sønnerne besøgte ham en enkelt gang i New York, men datteren har han ikke set, siden han forlod Irland for snart 30 år siden - da var hun 18 måneder gammel.

”Jeg savner min datter. Jeg drømmer om at blive en stor tv-dokumentarist, flytte tilbage til New York og bo der med mine børn,” fortæller han.

Captain Irishman boede i New York i 20 år og arbejdede i perioder som en slags sælger, der booker og administrerer aftaler for håndværkere. Men New York var en svær by at leve i, og derfor tog han afsted for at prøve lykken i en anden del af verden.

”Jeg tog fra New York til Stockholm, men den by kunne jeg ikke lide. Jeg havde været i Danmark før, hvor jeg havde mødt en sød pige, og jeg havde et godt indtryk af landet. Så jeg tog herover og startede med at bo tre uger på det værste herberg i København.”

Captain Irishman har levet i Danmark i syv år, og i al den tid har han hverken haft job eller fast bopæl. Han er Hus Forbi-sælger, men distribuerer kun 20 aviser om måneden, og de penge, han tjener på det, giver han til sine venner.

”Jeg er ligeglad med penge, jeg har et fuldt liv på den måde, jeg lever nu. Jeg vil ikke overgive mig til idéen om det kapitalistiske samfund,” siger han og fortæller, at han ikke har brugt en eneste krone i de år, han har boet i Danmark.

Han finder mad samme sted, som han finder blomster - i supermarkedernes affaldscontainere - og han sover, hvor der er plads. På nuværende tidspunkt er det i et såkaldt uofficielt herberg, som han selv har startet i nogle gamle gallerilokaler.

Hvor overnatningsstedet ofte er varierende, så tilbringes Captain Irishmans eftermiddage altid på det samme sted: På Assistens Kirkegård ved de hjemløses grav. Her kommer han med nye blomster til gravstedet, vander, plejer og mindes.

Hans blomstersamling er ikke blevet så stor uden udfordringer: Tidligere på sommeren fjernede personalet på kirkegården en stor del af blomsterne, da de forhindrede græsset på pladsen i at vokse.

Siden da har der været en del stridigheder om, hvor stor en blomsterhave Captain Irishman måtte etablere, da graven skilte sig for meget ud på den historiske kirkegård. Men nu har personalet tilsyneladende opgivet, i hvert fald har ingen rørt blomsterne det sidste stykke tid. Og det kan de også lige vove på, siger Captain Irishman:

”De hjemløse var anderledes i livet, derfor skal de også have lov til at være anderledes i døden. Deres gravsted må gerne stikke ud,” mener han.

Hjemløsegravstederne er en hjertesag for Captain Irishman: Han har stiftet en forening, der kæmper for, at alle verdens byer skal følge Københavns eksempel og etablere en gravplads for gadens folk. Det er deres moralske ansvar, mener han.

Når man spørger Captain Irishman om, hvor gammel han er, falder svaret prompte: 36 år! Det er i hvert fald så gammel, han føler sig, lyder forklaringen. I virkeligheden fylder han 70 næste år.

”Så vil jeg arrangere en stor fødselsdagsfest for alle mine venner. Men jeg har altså mindst 30 år tilbage i mig,” forsikrer han.