Styrket dialog mellem Danmark og den arabiske verden.
Demokratifremme og støtte til reformprocesser.
Det var og er målene for Det Arabiske Initiativ, der sidste år fejrede 10-års jubilæum. En fejring, der må give anledning til selvransagelse, hvis man ser på den overordnede udvikling i de lande, man arbejder i.
Med det arabiske forår i 2011 gav den folkelige opstand, der forlangte frihed og medbestemmelse, næring til et håb om demokrati i Mellemøsten og Nordafrika - de to regioner, som Det Arabiske Initiativ er sat i verden for at operere i. Derfor blev bevillingen til projektet med det samme hævet fra de oprindelige 100 millioner årligt til 275 millioner årligt fra 2012. Siden 2003, hvor Det Arabiske Initiativ blev lanceret, har den danske stat i alt brugt over 1,6 milliarder på indsatsen.
Et hurtigt blik på tingenes tilstand får imidlertid håbet til at blegne, og flere kritikere rejser i dagens Kristeligt Dagblad en debat om, hvorvidt pengene til Det Arabiske Initiativ er godt givet ud.
I Syrien har der siden 2011 hersket en blodig borgerkrig, der har kostet over 170.000 mennesker livet. Libyen er efter opstanden mod Muammar Gaddafis diktatur i militsernes vold. Det er et land præget af kampe og generel opløsning. Vender man opmærksomheden mod Egypten, hvor opstanden på Tahrirpladsen i Kairo for mange står som symbolet på det arabiske forår, opdager man, at landet igen er styret af militæret, der kom til magten efter et kup sidste år.
”I mange af de lande, hvor arbejdet har relevans, er der så megen uro og tingene er brudt så meget sammen, at man ikke kan arbejde med dialog og demokratifremme. Det er fint at invitere syriske kunstnere til Danmark, så offentligheden bliver mindet om det forfærdelige, der sker i Syrien, men det kan man altså ikke bruge en kvart milliard på,” siger Naser Khader, mellemøstekspert og senior fellow ved Hudson Institute i Washington.
I en hidtil ikke offentliggjort intern evalueringsrapport af Det Arabiske Initiativ fra juli i år påpeges det på samme måde, at initiativet ikke i tilstrækkelig grad har omlagt strategien, så den matcher den aktuelle situation i regionen. Og på mange måder, har de omskiftelige forhold i Mellemøsten sat sit præg på Det Arabiske Initiativ lige siden dets undfangelse i 2003 ovenpå den amerikansk ledede invasion af Irak, hvor Danmark også deltog.
”Turbulent”. Sådan betegner man Det Arabiske Initiativs første årti på initiativets hjemmeside. Første bump på vejen var den krise, som Muhammed-tegningerne udløste i efteråret 2005. Det satte sit præg på Danmarks relation til regionen, hvilket også påvirkede Det Arabiske Initiativ.Kort efter, i foråret 2006, mødte Det Arabiske Initiativ indenrigspolitisk modvind, da samtlige Folketingets partier, med Dansk Folkeparti i spidsen, satte spørgsmålstegn ved effekten af indsatsen. I dag, hvor det arabiske forår efterhånden ligner et efterår, møder initiativet igen kritik.
Martin Paldam, professor emeritus i økonomi ved Aarhus Universitet, har i mange år beskæftiget sig med udviklingsbistand. Han kalder initiativet mislykket ud fra et udviklingsperspektiv og peger på, at en afklaring af, om formålet med projektet er at yde udviklingsbistand eller bedrive udenrigspolitik, ville gavne initiativet.
”Udviklingsbistand er en kompliceret størrelse, men én ting, man kan sige med sikkerhed, er, at det aldrig vil lykkes, hvis man ikke har klart definerede mål,” siger Martin Paldam.
Den interne evalueringsrapport peger netop på, at det strategiske mål med projektet forekommer uklart. Dernæst opfordrer man til at arbejde med en mere præcis definition af begreberne dialog og reform. Det påpeges, at ”uden en fælles forståelse af disse begreber og en fælles vision for indsatsen risikerer Det Arabiske Initiativ et utilstrækkeligt fokus og mangel på logisk sammenhæng”.
Vender man sig mod en af projektets aktører, Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut i Kairo, der er finansieret gennem Det Arabiske Initiativ, lyder det, at selvfølgelig kan et lille land som Danmark ikke opnå målbare resultater, hvis målet er demokrati og reformer. Netop hjemkommet fra Egypten mener tidligere presserådgiver for dialoginstituttet, Helle Schøler Kjær, at projektet alligevel er pengene værd.
”Man kan ikke måle alt, men det betyder ikke, at man skal holde op med at gøre det, vi gør i eksempelvis Egypten. Det afgørende er, at vi kæmper for de rigtige ting, og det mener jeg, at vi gør. Selvom det arabiske forår ikke mundede ud i det, vi håbede på, så var et af resultaterne, at mange egyptere blev politisk bevidste. Det er vigtigt, at vi er til stede og støtter dem i det engagement,” siger hun.