Familien Ezzaldin består af ni personer, og de er meget langt fra deres hjem.
Det vil sige, de har faktisk lige fået et nyt og midlertidigt hjem på Sommersted Efterskole i Sønderjylland, der i denne uge er blevet til asylcenter.
På en solrig sensommerdag er familien Ezzaldin kommet hertil i bus fra Sandholmlejren ved Birkerød og er ved at flytte ind i et af den gamle indremissionske skoles lærerhuse. Familiens syv børn, alle drenge, drøner ind og ud, de mindste er så små, at de går gennem benene på de hjælpere, der er ved at bære papkasser inden for døren.
Drengenes mor, Halima, dirigerer kasserne ind i de rigtige rum, mens den ældste søn, Azzam på 22, i sort sweatshirt og ørkenstøvler, tager mod beskeder fra sin far. Når han har gjort det, løber han fra huset over mod hovedbygningen for at kommunikere familiens ønsker videre til personalet på engelsk.
Lillebroderen, Hamaam på ni år, har for en stund forladt kaosset og i stedet valgt at skridte territoriet af på sit løbehjul.
Familien er i godt humør på trods af al virakken og den grønthøster på marken op ad huset, der gør det umuligt at få ørenlyd. Faderen, Mohammed, inspicerer sit nye køkken og griner, fordi en vandhane sprutter gult vand i alle andre retninger end ned i stålvasken.
Han fortæller, at han har et firma hjemme i Homs i Syrien, og at han er indretningsarkitekt. Men det var, før krigen sendte dem alle fra Syrien til Jordan, gennem Egypten og videre til Libyen. Herfra kom de med båd til Italien og videre til Tyskland. Fra Tyskland til Sandholm til Sommersted.
De ni har været på flugt siden 2011 og har prøvet lidt af hvert.
Der er ingen tvivl om, at forholdene er gode her i Sommersted, med et helt hus, flere værelser og eget køkken.
Mohammed Ezzaldin glider en hånd hen over glasfibertapetet i køkkenet, og siger, han kunne gøre meget ved det, men ryster så på hovedet igen.
”Hjemme, ja. Men det her er ikke hjemme.”
Familien Ezzaldin er blandt de hundreder af syrere, der er ankommet til Danmark inden for de seneste måneder.
En ”prop” af flygtninge fra borgerkrigen i Syrien havde hobet sig op ved den jordansk-egyptiske grænse, men nu er der gået hul på den prop, og det har betydet en stigning i antallet af syriske asylansøgere til Danmark over foråret og sommeren.
Derfor har Udlændingestyrelsen oprettet en række såkaldte ”buffercentre”, hvor flygtningene kan bo, mens deres sager behandles, blandt andet i Sønderborg og i Jammerbugt Kommune i Nordjylland.
Det er bare tre uger siden, det blev besluttet, at den konkursramte indremissionske efterskole i Sommersted skulle være en del af det spil. Den har ellers stået tom og forladt i to år, siden skolen måtte lukke i 2012 på grund af et faldende elevtal.
Beslutningen er ikke populær hos alle lokalbeboere. Knap 800 mennesker har meldt sig ind i en Facebookgruppe imod et asylcenter i Sommersted, og tidligere elever har ærgret sig over, at der ikke skal være kristne aktiviteter på stedet og ytret bekymring over et marmorrelief af et bibelcitat, der hænger i forhallen.
Dagen før de første beboeres ankomst, om tirsdagen, står afdelingschef Rikke Ørnberg under det omtalte relief i forhallen med en telefon under øret.
”Der var sådan en stor bamsefar, der sagde, han ville tage dem med,” siger hun og klør sig i håret.
”Eller også har hende den højgravide, du ved, hende der skal føde om fjorten dage.”
Hun hilser af i røret og undskylder i en tone af jysk, der lyder nordligere end den, man ellers hører i Sommersted.
”Nu er der så to net med fodbolde, der er blevet væk,” sukker hun.
Rikke Ørnberg er ansat i Jammerbugt Kommune, der orkestrerer oprettelsen af de nye centre i hele Jylland, men lige nu skal hun midlertidigt lede i Sommersted. Alt, hvad hun som chef siger denne dag til personalet, journalister og håndværkere, siger hun med et smil, for der er intet, der er hundrede procent sikkert her.
”Herrens frygt er visdoms begyndelse,” står der med messingbogstaver i marmor over hendes hoved med henvisning til Bibelens salme 111, vers 10.
”Det var det første, jeg så, da jeg kom,” siger Rikke Ørnberg og ser op mod relieffet.
Nu har hun tænkt lidt over det og diskuteret sagen med sine kolleger. Og hun er helt sikker på, det skal ned.
”Måske kan vi dække det til med stof i første omgang. Personligt kan jeg ikke lide ordlyden, den er så bombastisk. Men det vigtigste er, at vi ikke signalerer, at dette er et religiøst sted. For det er det ikke.”
En af de ansatte får til opgave at kontakte tømreren, så han kan komme og pille skiltet ned. Af historiske grunde kunne man jo eventuelt gemme det et sted, hvor man ved, man kan finde det igen, tilføjer afdelingschefen. Men så længe stedet her er asylcenter, skal her ikke være religiøse symboler.
Dem er der ellers nok af på Sommersted Efterskole, hvis man kigger efter. I fællesrummene har de ansatte fundet en masse bibler, som er blevet pakket i kasser og låst væk i kemilokalet sammen med Dannebrog, højskolesangbøger og et stort gammelt flygel.
I et hjørne på loftet står et brunt maleri af Jesus ved Golgata, og på en væg hænger et stort kort over Israel og Palæstina.
Helt oppe under taget, for enden af en værelsesgang, tyder det på, at eleverne har haft et bønnerum. Under et trækors på væggen står halvt nedbrændte stearinlys endnu fast i noget sand, og væggene i rummet er overtegnet med lovord og bibelcitater.
”Jesus redder os!”, ”Gud er stor” og ”Gud elsker dig, om du er sort, hvid, gul eller grøn”, står der med sort sprittusch.
Måske kan her engang blive efterskole igen, men asylcenteret kan også ende med at være her i måneder, et halvt år eller flere år. Der er mange ting, der er usikre endnu, og meget de tre-fire ansatte ikke når at få helt klar, før de første flygtninge står her.Til gengæld har de nået at lægge knasende sprødt, rent sengetøj på briksene på værelsesgangene.
Rikke Ørnberg tager hurlumhejet med en nordjysk ro, også de sure miner over at den kristne skole nu skal være asylcenter.
”Ved du hvad, folk er altid lidt sure, når vi kommer. Det var de også i Vester Hjermit-slev i Nordjylland, hvor der for nylig rykkede 100 flygtninge ind fra den ene dag til den anden. Men så blev der arrangeret fodboldkamp og fællesmiddag, og folk var simpelthen så søde. Kort efter skulle alle flygtningene pludselig flyttes til Sønderborg og gæt hvad: Så blev de lokale sure igen. Nu gik det jo lige så godt.”
En rundkørsel med græs er det eneste, der skiller asylcentret fra Sommersted By. Her bliver Birthe Hansen, 56, en af syrernes nye naboer. Hun bor i et parcelhus lige på den anden side af rundkørslen og er netop kommet med bussen fra sit arbejde i Haderslev.
Birthes mand arbejdede i mange år som pedel på Sommersted Efterskole, og derfor er hun også kommet der en del. Men siden hans død for halvandet år siden, har hun ikke været derovre.
Mens hun går gennem byens hovedgade peger hun på den ene facade efter den anden med nedrullede gardiner og maling, der hænger i flager.
”Slagter og bager er lukket. Kroen - ja, den virker endnu. Men det er kun, fordi der er nogen, som holder lidt for meget af de grønne flasker,” griner hun.
En scooter passerer på den modsatte side af hovedgaden og kan stadig høres, længe efter at den er kørt forbi.
Hos den endnu fungerende købmand og i lokalaviserne er det flittigt debatteret, at den kristne efterskole nu bliver et asylcenter - måske med mange muslimer.
Også i den bibelkreds, Birthe Hansen kommer i hver tirsdag aften, har de talt om syrerne på skolen, men her var de fleste positive.
”Ved du, hvad, det er jeg også. Jeg kan godt savne, at der sker noget her i byen. Den måde, man før så eleverne gå ned gennem gaden ... ”
Hun rynker på næsen, da hun passerer endnu en tom butiksrude.
”Nu må vi se, hvad de er for nogen. Men vi trænger altså til lidt liv.”
Også præsten i Sommersted, Peter Kiel Nielsen, glæder sig, til centeret kommer ordentligt op at køre. Han har allerede været forbi og ”hilse pænt på”.
”Byen er jo lidt delt,” siger han.
”Nogle er meget forskrækkede over, at vi nu skal have så mange udlændinge, og frygter, at der bliver mere kriminalitet. Andre ser det som en gave. De er allerede begyndt at samle legetøj ind.”
Præsten tror, det kan nedbryde fordomme, at ”de fremmede” pludselig er så tæt på, at man ikke kan undgå at forholde sig til dem. På den og mange andre måder opfylder et asylcenter bestemt et kristent formål om næstekærlighed og om at komme hinanden nærmere.
Det eneste, der vil ærgre ham, er, hvis der nu skal fjernes kors og andre kristne symboler fra skolen.
”Umiddelbart synes jeg, det er noget pjat. Hvorfor skal vi skjule den historie, skolen har? Nogle gange er vi lidt for gode til at feje os selv ind under gulvtæppet. Jeg tror, det øger utrygheden på begge sider, hvis vi ikke tør vise, hvem vi er.”
Onsdag eftermiddag hænger relieffet med bibelverset dog endnu i forhallen. Det har fået sidste prioritet efter uddeling af værelser og papkasser med viskestykker, dørslag og grydeskeer til familierne.
Men der er alligevel sket lidt hist og her. For eksempel er det meterhøje kort over Israel og Palæstina, som dagen før hang uden for foredragssalen, fjernet og erstattet af en dartskive.
Klokken fire begynder familien Ezzaldin og resten af beboerne at trække fra deres nye huse over mod hovedbygningen, hvor smeden i går fik lagt sidste hånd på et fælleskøkken, som i hvert fald virker. Men der er ingen madvarer i det endnu.
Kvindernes kjoler blafrer hen over parkeringspladsen i den septembermilde luft.
En ung kvinde med hvidt hovedtørklæde sætter sig under et træ og ser ud over fodboldbanen foran efterskolen. Ved hendes fødder leger to børn slåskamp med et par tøjpingviner.
En mand, Korkin Ali Ali, står alene i døren til hovedbygningen og venter på at få besked om, hvad der nu skal ske.
Han kan hverken dansk eller engelsk, en smule fransk, men han vil gerne tale alligevel. Han skriver et tal på et stykke papir, det er det år han forlod Syrien. Der står 2013.
”Syria,” siger han og gør store øjne.
Han fører sin ene hånd over halsen og trykker to fingre af mod tindingen.
Han ryster på hovedet og forklarer sin rute hertil med fagter: fra Syrien over Istanbul, Tyrkiet til Milano, Italien. ”Germania, dania,” slutter han rejsen.
Han har fået lidt af sin familie med hertil, men to børn er i Tyrkiet endnu, viser han med fingrene.
En anden yngre mand kommer ud fra hovedbygningen og gestikulerer mod Korkin. Han har endelig fået sin telefon, og nu skal der til at ske noget. ”Supermarket one kilometer?”, spørger manden og peger mod rundkørslen i retning ind mod byen og købmanden.
En bil gasser op, og kvinderne stiger ind. De har ventet i et par timer nu på at se, hvor på planeten, de nu er landet.
De er landet her, i Sommersted.
