”Hver dag siger jeg tak til Gud og Danmark og alt det der kommune”

Antallet af skilsmisser blandt etniske minoritetsfamilier er steget markant de seneste 10 år. Den danske velfærdsstat spiller en stor rolle i udviklingen. Men børnene bliver ladt i stikken og mødt med tavshed fra det omgivende samfund, mener Børns Vilkår

Halvdelen af skilsmissebørnene med etnisk minoritetsbaggrund lever under OECD's fattigdomsgrænse og har ofte oplevet turbulente brud mellem forældrene. Pigen på dette billede er model, og fotoet er venligst udlånt af SFI. - Fotograf: Sally Liversage.
Halvdelen af skilsmissebørnene med etnisk minoritetsbaggrund lever under OECD's fattigdomsgrænse og har ofte oplevet turbulente brud mellem forældrene. Pigen på dette billede er model, og fotoet er venligst udlånt af SFI. - Fotograf: Sally Liversage.

Delisha var 20 år, da hun sammen med sine forældre flygtede til Danmark. Her blev hun af sin far presset til at gifte sig med en slægtning, men ægtemanden var fra begyndelsen meget voldelig og sagde til Delisha, at han ville slå hende ihjel, hvis hun søgte læge eller anden hjælp hos de danske myndigheder.

Efter 10 år med trusler og ydmygelser tog hun mod til sig og flygtede med sine to børn til et dansk krisecenter. I dag indgår Delishas historie i en ny, banebrydende undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI), som blandt andet dokumenterer, at mange skilsmisser i etniske minoritetsfamilier følger i kølvandet på turbulente livshistorier.

Der kan - som i Delishas tilfælde -være tale om vold og trusler, men også social isolation, groft omsorgssvigt og psykisk sygdom optræder i mange af familiernes historier.

Det fortæller seniorforskerne Mai Heide Ottosen og Anika Liversage, som står bag den nye undersøgelse, der for første gang også sætter fokus på skilsmissebørnenes vilkår.

”Her er i mange tilfælde tale om frigørelseshistorier, fordi kvinder og børn undslipper nogle undertrykkende familierelationer, og skilsmissen gør, at de kan skabe et nyt livsgrundlag i kraft af det sikkerhedsnet, som velfærdsstatens spænder ud under dem,” siger Mai Heide Ottosen, der i mange år har beskæftiget sig med skilsmisser og delebørnsordninger i Danmark. Ifølge hende har helt op mod to tredjedele af skilsmisserne i undersøgelsen ”dramatisk karakter”.

Hendes kollega Anika Liversage, der forsker i etniske minoritetetsægteskaber, forklarer, at holdningen til skilsmisse er begyndt at ændre sig blandt denne gruppe: Antallet af skilsmisser i etniske minoritetsfamilier i Danmark er således steget markant de seneste 10 år, og i dag har hvert fjerde barn med etnisk minoritetsbaggrund forældre, der er skilt. Et tal, der nærmer sig det danske landsgennemsnit, hvor hvert tredje barn oplever en skilsmisse.

”Der er tale om større social udviklingsproces,” siger Anika Liversage og understreger, at det oftest er kvinderne, der forlader manden:

”Familierne har rødder i en kultur, hvor man har en meget negativ indstilling til skilsmisse - og det står i skarp kontrast til kulturen i Danmark, hvor skilsmisse er et bredt socialt accepteret fænomen. Her har man gode muligheder for at blive skilt, hvis ægteskabet ikke fungerer: Kvinderne skal ikke bevise noget, de kan ensidigt vælge at gå, og efterfølgende gør en række velfærdsydelser det muligt for dem at leve uafhængigt af manden og lade deres børn gå i skole.”

I flere beretninger personificerer kvinder og børn den danske velfærdsstat og fortæller, hvordan såkaldte ”gadeplans-bureaukrater” som for eksempel politibetjente, medarbejdere på krisecentre eller socialrådgivere har hjulpet dem ud af ægteskabet. Som en af kvinderne siger:

”Hver dag siger jeg tak til Gud og Danmark og alt det der kommune”

Men ikke kun de offentlige tilbud og ydelser spiller en stor rolle for, at flere etniske minoriteter vælger en skilsmisse, fortæller Farwha Nielsen, der er indvandrerkonsulent og indehaver af rådgivningsvirksomheden Etnisk KvindeConsult: Stigningen skyldes også, at kvinderne - og i høj grad også børnene - præges af de danske værdier:

”Her i landet oplever de, at kvinder er mere selvstændige, og at de også har ret til en plads i samfundet. De kønsroller og familiepraksisser, som de kender fra deres egen kultur, bliver voldsomt udfordret her,” siger hun.

Ifølge forskerne bag undersøgelsen gør det en stor forskel i tiden efter skilsmissen, om kvinden er født i Danmark eller i ”det patriarkalske bælte”, som omfatter Mellemøsten, Sydøstasien og Nordafrika.

”Er hun født i Danmark, står hun stærkere, fordi hun har et større socialt netværk, en uddannelse og er vokset op med nogle helt andre normer,” siger Anika Liversage.

Hun understreger, at de kvinder, som ikke er født i Danmark, til gengæld ofte oplever stigmatisering og social isolation i kølvandet på en skilsmisse, fordi omgivelserne har svært ved at acceptere bruddet.

”De kvinder står i en meget sårbar situation, fordi de hverken har et sprog eller et familienetværk. Samtidig har de svært ved at blive en del af arbejdsmarkedet, og selv flere år efter skilsmissen er mange kvinder socialt ekskluderet fra det danske samfund,” siger hun.

Overordnet set tegner undersøgelsen - og især børnenes fortællinger - et dystert billede af skilsmisser i etniske minoritetsfamilier. Det mest forstemmende er dog i følge SFI-forskerne, at hvert andet skilsmissebarn med etnisk minoritetsbaggrund lever i fattigdom:

”52 procent lever under OECD's fattigdomsgrænse, og hverdagen er tydeligt præget af knaphed på ressourcer. Det betyder også, at en del af børnene lever et meget isoleret familieliv, og der ligger nogle ekstra tunge byrder på deres skuldre,” siger Mai Heide Ottosen. Hun fortæller om en pige på 12 år, som i undersøgelsen fortæller, at hun først kommer hjem sent om aftenen, fordi hun ikke vil ligge sin familie til last:

”Efter skole tager hun hen på biblioteket, og når det bliver spisetid, går hun i ungdomsklub, hvor der bliver leveret gratis mad. Først derefter kommer hun hjem. Men det er mange timer for en 12-årig pige at befinde sig i det offentlige rum og ikke være hos sin familie,” siger hun.

Farwha Nielsen er enig i, at børnene er taberne i denne problematik, og hun frygter, at de sociale problemer går i arv, hvis ikke indsatsen fra det offentlige styrkes markant:

”Det er takket være den danske velfærdsmodel og de demokratiske værdier, at kvinderne er i stand til at bryde med normerne og skabe nye praksisser i deres kultur, men når det er sagt, så er indsatsen langt fra optimal, og vi mangler i høj grad viden på området,” siger hun.

Bente Boserup, der er leder af Børns Vilkårs rådgivning, efterspørger også et større politisk fokus på især børnenes situation.

”Mange af de her børn har været igennem en lille krig, som i nogle tilfælde har været meget traumatisk, og de har brug for hjælp. Nogle er bange for, at deres far kommer og tager dem, andre er på flugt, og generelt er deres hverdag præget af usikkerhed og manglende ressourcer,” siger hun og understreger, at var hun socialminister her i landet, ville hun i første omgang forebygge den fattigdom, som mange af børnene lever i.

 ”Det her er et stort socialpolitisk problem, som man ikke kan ændre ved at skrue på forældreansvarloven, for det handler om meget andet end skilsmisser,” siger hun og understreger, at hun især mener, at tavsheden, som børnene bliver mødt med i skolen og andre steder i det danske samfund, er yderst ubelejlig:

”De har ingen at tale med, og der er ingen, der hjælper dem. Vi har et velfærdssamfund, som sikrer, at kvinderne tør bryde ud. Men derfra bliver de fuldstændig ladt i stikken.” 

Børns Vilkår har derfor i samarbejde med SFI udarbejdet et hæfte til fagpersoner, som omgås de etniske minoritetsbørn. For kan børnenes situation vendes - og kan de klare sig i skolen - kan deres situation se helt anderledes ud, mener seniorforsker Anika Liversage:

 ”Man skal tage skolens rolle alvorligt, for den er en vigtigt arena: Det er der, børnene får de redskaber, de skal bruge for at klare sig godt og blive en del af det danske samfund,” siger hun og understreger, at løsningen bestemt ikke er at trække vores danske normer ned over de etniske minoritetsfamilier i forhold til forældremyndighed, samvær og deleordninger: 

”For deres situation er markant anderledes end majoriteten,” som hun siger. 

Delisha er af sikkerhedshensyn et opdigtet navn, ligesom hendes oprindelsesland og alder også er er hemmelig.