Det er sandsynligt, at gedehamsenes stik skærper hukommelsen.
I hvert fald husker jeg samtlige hvepsestik i mit liv. Følelsen, dramaet og alle omstændigheder omkring episoderne står krystalklart i erindringen. Og også andres stik står tydeligt prentet. Gedehamsens brændende skarpe stik rammer altid uventet og fremkalder skrig og små chok. Man føler sig heldig i sæsoner, hvor man ikke bliver stukket og naivt tror og håber, at det aldrig sker igen.
I min ungdom plukkede min tvillingebror, Jacob, og jeg æbler hos frugtavleren Helene, som boede i ejendommen Soldalen, et par kilometer syd for os i dalen på Nordbornholm. Hun var kendt som noget af en original med sans for dramatik. Da vi kom frem en varm sensommerdag, dukkede hun op i porten med en grotesk opsvulmet læbe over sin tandløse mund. Hun plejede at være en uendelig talestrøm af underfundigheder. Men nu sagde hun ikke et ord og forsvandt ind i huset.
Lidt efter kom hun ud med pen og papir, hvor hun skrev en note, som hun viste os, mens hun pegede på sin torskelignende overlæbe. ”Stukket af hveps” stod der på papiret. Kort efter begyndte hun at tale igen. Lidt snøvlende på grund af torskemunden, men ellers som et vandfald, som hun plejede.
Gedehamse må være djævelens værk. Det trekantede hoved. De smalle øjne. Hornene i panden. Bevægelserne. Farverne og den sylespidse brod med den stærke gift. Hele dyret udstråler diabolsk ondskab.
De iltre insekter fremkalder frygt, hvor de kommer frem. Deres farver i kulsort og lysende gult varsler død og ulykke, og det har dannet skole blandt andre insekter. Hundredvis af arter af fluer og biller har iklædt sig hvepsefarver for at indgyde frygt. At sprede frygt er et af de bedste våben i kampen for at overleve.
Blandt mennesker er gedehamsene navnlig plagsomme i sensommeren, hvor de sætter sig på mad og kager ude i haven og flokkes om frugt, øl, saft og sodavand. Man skal være varsom med at drikke af flasken, hvor man let kan overse en halvdruknet, men potent, gedehams. Et stik på læben eller i mundhulen er slemt, og et stik bag i svælget eller i spiserøret kan være decideret farligt.
Hvis man passer på, ser godt efter, når man spiser og drikker og ikke provokerer gedehamsene, bliver man som regel ikke stukket. Men det hænder, at en gedehams pludselig går til angreb og stikker uden nogen tydelig provokation. Så foranlediges man til at tro, at naturen er ond.
Om naturen er god eller ond, og om naturen har ret eller uret, er en evig diskussion, som aldrig fører til endegyldige konklusioner. Naturen og arterne er der bare, og hver art klarer sig, som den nu kan bedst - velsagtens uden hverken gode eller onde hensigter. Nogle arter er elskede, og andre er hadede af mennesker. Og endnu flere arter er elskede og hadede på samme tid. Gedehamsene hører utvivlsomt til blandt de mest forhadte.
Arterne har ét mål i tilværelsen: reproduktion. Og de skyr ingen midler for at nå det. Når man nærstuderer arternes levevis, forekommer det, som om de ofte begår de mest bestialske og udspekulerede mord for at gøre sig mangfoldige. De er nemlig ikke bare rovdyr, som dræber for et få et hurtigt måltid. Der er mange, mange andre måder at slå ihjel på - for eksempel ved at lægge æg i andre dyr og langsomt æde dem op indefra.
I virkeligheden er arterne bare opportunister. I udviklingens løb er de blevet rigeligt belønnet med afkom, hver gang de udnyttede en mulighed for at indtage sund føde. Planer findes ikke uden for menneskets verden - kun kemi, naturkræfter og interaktioner på kryds og tværs mellem arter. Sådan opstod gedehamsene som en lille del af en af Jordens mest succesfulde dyregrupper: insektordenen årevingede, der omfatter hvepse, bier og myrer.
Fagfolk kalder årevingede for Hymenoptera. Det betyder ”membranvinger”, idet ordet af afledt af græsk hymen = membran + pteron = vinge. Med omkring 130.000 kendte arter (og 5000 arter i Danmark) er det den tredjestørste insektorden på Jorden. Kun overgået af biller (Coleopteara) med omkring 350.000 kendte arter og sommerfugle og møl (Lepidoptera), hvor der kendes omkring 180.000 arter. I virkeligheden er der nok langt flere arter af årevingede end af sommerfugle på Jorden, for de er ikke nær så godt udforsket som sommerfuglene. Forskere vurderer, at der nok findes omkring 500.000 sommerfuglearter og 1.000.000 arter af årevingede.
En meget stor del af de årevingede er snyltehvepse, som lægger æg i eller på larver, pupper og æg af andre insekter.
Næsten alle gedehamsene dør om efteråret. Arbejderne, der har knoklet hele sommeren med at bygge rede og fodre larver med døde insekter, dør. Hannerne, som har levet et kort og intenst liv i sensommeren, dør alle sammen, uanset om de har gjort deres ægteskabelige pligter eller ej.
Kun de befrugtede hunner - dronningerne - dør ikke. De går i dvale for vinteren, som de tilbringer godt beskyttet under bark og mos eller i hule træer og gamle musegange i jorden. Om foråret går hun så mutters alene i gang med at bygge et lille, klokkeformet hvepsebo.
Forår og sommer kan man tit høre gedehamse gnave højlydt i død vegetation, hvor de tygger plantefibre fra kraftige urter, buske og træer i sig og blander det op med spyt. Resultatet bliver en veritabel papirmasse, som gedehamsene bruger til opbygningen af deres kunstfærdige boer. Boets vægge og sekskantede larveceller er tit brogede, fordi gedehamsene henter byggematerialer fra mange forskellige steder.
Om foråret slider den enlige dronning i det fra morgen til aften med bygning af bo, æglægning, jagt på insekter og opfodring af larver. Efter et par måneder belønnes hendes flid i form af en flok arbejdere (hunner, der kan stikke). Fra da af går det stærkt. Dronningen kan nu koncentrere sig om at lægge æg, mens arbejderne bliver flere og flere (til sidst måske flere tusinde), udbygger boet, fanger bytte og fodrer nye larver op. Hen på sommeren bliver en del af larverne til dronninger og hanner. Hannerne kan ikke stikke og har ingen anden opgave end at finde og befrugte en dronning. Mellem jagten på ubefrugtede dronninger søger hannerne til blomster, hvor man med nogen øvelse kan kende dem på deres ret lange følehorn.
Sidst på sommeren svinder mængden af blomster med pollen og nektar til de voksne gedehamse ind, og mængden af insekter til opfordring af larver bliver også mindre, samtidig med at hvepseboet når sin maksimale størrelse. Det må gå galt - og det går galt. På forbavsende kort tid går boet under. Arbejderne holder op med at fodre larverne, der dør af sult, bliver dræbt eller ædt. På det tidspunkt bliver gedehamsene virkelig plagsomme. Da boet var i vækst, havde de travlt med at æde pollen og nektar og jage insekter til at fodre larver op med. De fik også sukkersekreter retur fra larverne. Når det slutter, begynder gedehamsene for alvor at strejfe omkring og kaste sig over søde sager og kød. Det kan blive næsten umuligt at indtage mad ude i haven på grund af hvepsene, der især når at blive mange i varme og solrige somre.
Der er en halv snes forskellige arter af sorte og gule gedehamse i Danmark. De er lidt forskellige i størrelse og biologi. Nogle bygger boer på lofter, i hule træer eller i gange af muldvarpe eller mus i jorden, mens andre bygger boer i tætte grene af buske og træer. Ellers ligner de hinanden og er svære at artsbestemme.
Men så er der stor gedehams (Vespa crabro), der er smukt orangebrun med newyorkertaxagult ansigt og bagkrop med smukke sorte tegninger. Den er dobbelt så stor som andre danske gedehamse, og dronningen kan blive næsten fire centimeter lang. Et skæmmende flot dyr. Den har samme type gift som sine mindre slægtninge, men i doser, der er fire-fem gange større. Så det er en voldsom og smertefuld sag at blive stukket af den. Heldigvis er de ret fredelige, og de søger kun sjældent til frokost- eller kagebordet i det fri. Den store gedehams er farligst sent på sommeren, hvor man kan være uheldig at træde på en afkræftet arbejder på jorden eller på et gulv og blive stukket, hvis man går barfodet.
Gedehamsenes gift fremkalder en intens, skarp smerte, og det er almindeligt med kraftige hævelser, der kan vare to-tre dage. Reaktionen varierer dog en del efter art og alt efter mængden af gift, gedehamsen når at injicere. En del mennesker reagerer allergisk på gedehamsegift, og det kan være alvorligt. I snit dør omkring én person årligt af gedehamsestik i Danmark, og det gør gedehamse til de vilde danske dyr, der har flest dødsfald på samvittigheden.
Gedehamse gør nytte for mennesker i haven ved at tage en masse skadelige insekter og ved at bestøve blomster. Jeg har lagt mærke til, at de især er talrige i hindbærblomster, og at de til min glæde lader de modne, søde sensommerhindbær være i fred.
Gedehamsene er som så mange andre dyr skabninger på godt og ondt. De er af forståelige grunde forhadte. I min barndom hentede min far hver sommer utallige, fodboldstore gedehamsereder ned fra loftet efter at have pacificeret de gule djævle med gift. Siden har jeg selv fjernet masser af hvepsereder fra upassende steder. Det er en uhyggelig og angstfremkaldende opgave hver gang.
Alligevel vil jeg ikke være gedehamsene foruden. De er et vilkår i tilværelsen, de skærper sanserne og er ret beset smukke og spændende dyr. Selv når de brummende puster os i nakken med svirrende vinger og fremkalder frygt.
Der er nu noget særligt ved rovdyr.
