Alle vil hjælpe de svage - men hvem er de?

De svage var i centrum på weekendens tre politiske landsmøder. Men er det de langtidsledige, børnene, de ældre eller flygtningene? Og kan man vinde folketingsvalg på at kæmpe for de svage? Det kommer an på definitionen

Morten Østergaard undrer sig over, at De Radikale de seneste år er blevet "portrætteret som partiet, der går mere op i regneark og bundlinjer end i mennesker."
Morten Østergaard undrer sig over, at De Radikale de seneste år er blevet "portrætteret som partiet, der går mere op i regneark og bundlinjer end i mennesker.". Foto: Johnny Anthon Wichmann .

De svage går en lys fremtid i møde.

I hvert fald hvis man skal tro budskaberne fra weekendens politiske årsmøder hos Socialdemokraterne, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti.

De blev alle tre præget af det voldsomme fokus på de langtidsledige, som har mistet deres dagpenge som følge af dagpengereformen, der forkortede den maksimale dagpengeperiode fra fire til to år.

På Socialdemokraternes kongres i Aalborg understregede taler efter taler, at dagpengesystemet må ændres inden valget, for ellers kan partiet ikke vinde.

Spørger man ledende socialdemokrater, er de også overbeviste om, at lige præcis den sag kan afgøre det næste folketingsvalg.

Vælgeranalyser viser, at mange af Dansk Folkepartis nye vælgere kommer fra gruppen af tvivlere. Vælgere, der let krydser den politiske midte i jagten på et bedre parti. Svingvælgerne, som de kaldes i amerikansk politik.

Det paradoksale er, at meningsmålingerne det seneste halve år ikke har givet fremgang til Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten tilsammen, selvom det ellers er de partier, der har markeret sig stærkest imod dagpengereformen. Tværtimod er de gået lidt tilbage.

Især Dansk Folkeparti har mistet vælgere på det seneste. Socialdemokraterne ser det som udtryk for, at deres kampagne mod partiet er begyndt at virke. Kampagnen, som går på, at Dansk Folkeparti udsteder valgløfter for ”tulliarder” uden at have nogen finansiering for alle løfterne.

Det fik nu ikke partileder Kristian Thulesen Dahl til at holde sig tilbage på Dansk Folkepartis landsmøde i Herning. Ud over at han er parat til at forhandle dagpenge allerede i næste uge, var der gyldne løfter til de ældre og de syge, som Dansk Folkeparti gerne vil gøre meget mere for end regeringen.

På Hotel Nyborg Strand ærgrede den nye radikale partileder, økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard, sig over, at De Radikale de seneste år er blevet ”portrætteret som partiet, der går mere op i regneark og bundlinjer end i mennesker.”

Sådan kan partiet slet ikke genkende sig selv. Med henvisning til dets udgangspunkt, det 109 år gamle Odense-program, citerede han, at ”den økonomiske frigørelse er det første og største af demokratiets bud”.

Eller mere direkte: De fattige ligger nu som dengang De Radikale på sinde. Hvad enten det så er fattige pensionister, psykisk syge eller de 8000 børn, som lever under fattigdomsgrænsen i Danmark.

Det er dem, De Radikale vil gøre noget for, ligesom regeringen har forsøgt at afbøde de økonomiske konsekvenser for de over 40.000 langtidsledige, der er røget ud af dagpengesystemet indtil nu.

Det enorme politiske fokus på at gøre noget for de udsatte er interessant.

Langt de fleste vælgere tilhører middelklassen, og sædvanligvis er det den, der bliver appelleret til i valgkampe. Og det er måske stadig, hvad partierne gør, hvis man går et skridt bag om weekendens politiske paroler.

Kampen om at sikre et bedre dagpengesystem handler nemlig ikke først og fremmest om de få tusinde personer, der er ”faldet ud” af systemet og står uden forsørgelse.

Den handler mere om frygten blandt erhvervsaktive i almindelighed for at blive arbejdsløs. Regeringens svar på problemet - at øge fradragsretten for fagforeningskontingenter for 1,3 millioner lønmodtagere - er således heller ikke rettet mod dem, der er blevet ledige, men mod den store middelklasse, der kunne frygte at blive det.

Helle Thorning-Schmidt kom i sin tale med et voldsomt udfald mod de unge, der rejser til Syrien for at gå i hellig krig.

”Jeg har kun foragt tilovers for dem. De er en skændsel,” sagde statsministeren.

I en anden sammenhæng kunne man argumentere for, at lige præcis den gruppe af unge er svag og har brug for alt andet end foragt. Men målgruppen for talen var en anden.

Og de syge og de ældre? Sygdom er som bekendt ”hver mands herre”, og ældre kan ikke betegnes som en svag eller fattig gruppe. Nogle ældre er både svage og fattige, men når Thulesen Dahl eller Morten Østergaard siger, at de vil hjælpe de ældre, taler de til rundt regnet en tredjedel af vælgerne.

Så måske er det alligevel lidt for tidligt at glæde sig for samfundets svageste.