Eksperter i folkesundhed: Ebola skal stoppes nu

Professorer i folkesundhed fra hele Europa har skrevet under på et åbent brev, der opfordrer de europæiske regeringer til at bruge flere ressourcer på at stoppe ebola-epidemien

"Ebola-smitten var aldrig blevet spredt i dette tempo, hvis det vestlige samfund havde holdt sine såkaldte 'Millennium goals' om at bekæmpe fattigdom."
"Ebola-smitten var aldrig blevet spredt i dette tempo, hvis det vestlige samfund havde holdt sine såkaldte 'Millennium goals' om at bekæmpe fattigdom.". Foto: Ahmed Jallanzo/EPA/Scanpix.

Ebola nærmer sig Europa. Men de europæiske regeringer - herunder den danske - lader ikke til at have forstået, hvor alvorlig situationen er.

Det mener en række europæiske eksperter i folkesundhed, der i et åbent brev til flere landes regeringer har opfordret til at afsætte ekstra ressourcer til at stoppe den frygtelige epidemi, der indtil videre har kostet omkring 3000 mennesker livet i Vestafrika.

Brevet blev offentliggjort i det internationalt ansete medicinske tidsskrift The Lancet i fredags, og siden har den danske professor i folkesundhed og medunderskriver på det åbne brev, Anders Foldspang, Aarhus, forsøgt at sprede budskabet til de danske politikere og hjælpeorganisationer:

”Ebola er et rent ud sagt skrækkeligt smittestof med en meget høj dødelighed. Hvis vi ikke effektivt bekæmper den nu, risikerer vi at komme ud i en situation også i Europa, der vil kunne minde ubehageligt meget om den sorte døds hærgen i middelalderen,” har Anders Foldspang blandt andet skrevet i en mail til Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), der blandt andet har svaret, at han ”forstår behovet for en ekstra dansk indsats”.

Retorikken kan virke voldsom, erkender Anders Foldspang over for Kristeligt Dagblad:

”Vi står med en sygdom med en dødelighed på mindst 50 procent. Og kurven over smittede er ikke flad, men stejl nu. Derfor er det vigtigt, at politikerne forstår situationen.”

En af Danmarks førende eksperter i smitsomme tropesygdomme, professor Ib Christian Bygbjerg fra Institut for International sundhed, immunologi og mikrobiologi på Københavns Universitet, hilser brevet velkommen.

Artiklen fortsætter efter tidslinjen. Før musen hen til højre side af tidslinjen og klik på pilen for at se flere punkter.


”Det er nok en overdrivelse at sammenligne ebola-faren med 'Den sorte død', der slog to ud af tre ihjel i middelalderens Europa. For ebola smitter ikke gennem luften ligesom lungepest. Men underskriverne har ret i, at situationen er alvorlig og kræver akut handling,” siger professor Ib Christian Bygbjerg.

Han har tidligere arbejdet med at begrænse ebola, men aldrig i et udbrud i denne målestok.

”Det plejer at begrænse sig til 200-300 tilfælde, men nu er problemet mindst 20 gange så stort i lande, der slet ikke er gearet til at håndtere det. Og man behøver ikke megen fantasi for at forestille sig, at en flygtning kunne videreføre det op gennem Europa via en flygtningelejr på for eksempel Sicilien.”

På kort sigt bør danskere dog ikke være bekymret for sig selv, mener han:

”Herhjemme er vi jo i forvejen gode til at holde flygtninge ude af landet. Men dette her burde mane til eftertanke. For ebola-smitten var aldrig blevet spredt i dette tempo, hvis det vestlige samfund havde holdt sine såkaldte 'Millennium goals' om at bekæmpe fattigdom. Og hvis man skal finde noget godt i denne situation er det måske, at vesterlændinge ud af egen egoisme og angst for at blive smittet vil forbedre vilkårene i de fattige lande,” siger han og peger på, at hver fjerde kvinde, der dør på primitive hospitaler, dør af barselsfeber, fordi hygiejnen er så dårlig.

”Det siger sig selv, at sådanne hospitaler ikke kan stoppe smittefaren fra ebola. De behøver vores hjælp nu. Og Vesten er heller ikke tjent med, at Afrika bliver endnu mere ustabilt med flere sygdomme og borgerkrige på grund af ebola.”

Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, står dog ikke klar med ekstra penge til at stoppe ebola:

”I min optik burde vi kanalisere nogen af de penge, vi giver til ulandene, til denne sag. Vi er et af de lande, som yder mest økonomisk, så jeg mener ikke, at der skal afsættes flere ressourcer,” siger hun.

Sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, fra Socialdemokraterne ser sagen som et godt eksempel på, at ulandshjælp er vigtig:

”Verdenssamfundets problemer kan hurtigt komme til os, hvis vi forsømmer den internationale hjælp. Regeringen tager ebola meget alvorligt og er også åben over for nye initiativer til at stoppe epidemien - udover at samarbejde tæt med EU og FN,” siger han.