Der er sager, man aldrig forstår helt til bunds. En af dem er Tamilsagen, der i begyndelsen af 1990'erne udviklede sig til en af dansk politiks største skandaler.
Sagens hovedperson, tidligere minister og formand for Folketinget, den konservative Erik Ninn-Hansen, døde i går, 92 år gammel.
Retfærdigt eller uretfærdigt er Tamilsagen blevet afgørende for hans eftermæle.
Han forstod aldrig, hvordan sagen for ham selv kunne ende med en rigsretsdom i 1995 på fire måneders betinget fængsel for brud på loven om ministeransvar. Det var blot den anden rigsretsdom i 80 år.
Erik Ninn-Hansen forstod ikke, at der juridisk skulle være noget at komme efter, og han fastholdt til det sidste, at der var tale om en politisk sag. Og han var chokeret over, at dommen blandt andet betød, at han måtte aflevere sit kommandørkors af Dannebrogordenen til Dronningen, efter at han allerede i 1989 var blevet afsat som Folketingets formand efter blot 10 måneder.
Sikkert er det, at der var masser af politiske motiver indblandet, men at der skulle være tale om et politisk komplot, ville end ikke Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol gå ind på, da Erik Ninn-Hansen i 1999 klagede over rigretsdommen.
Sagen handlede i korte træk om, at Justitsministeriet på Erik Ninn-Hansens ordre tilbage i 1987 ulovligt havde sat behandlingen af ansøgninger om familiesammenføringer af tamilske flygtninge i bero.
Erik Ninn-Hansen afvistekategorisk, at han skulle have handlet på egen hånd, og fastholdt, at der var tale om en regeringsbeslutning. Det var denne stædige fastholden af egen uskyld, der i sidste ende kostede ham ikke bare hans egen politiske karriere, men også skadede Justitsministeriet og flere af dets top-embedsmænd, trak andre konservative politikere med i faldet og tvang den borgerlige firkløverregering og statsminister Poul Schlüter fra magten i 1993.
Ovenikøbet var der undervejs en række muligheder for, at Ninn-Hansen kunne have strakt våben, og sagen var endt mindre dramatisk.
Et trist udkomme for et menneske og en politiker, der ellers kom til at sætte mange andre aftryk på efterkrigstidens politik.
Efter opvæksten i en bonde- og lærerfamilie i Skørpinge på Sjælland var han allerede fra sin tidligste ungdom engageret i samfundsforhold. Efter at være blevet student i 1941 stiftede han sammen med Arne Sejr Studenternes Efterretningstjeneste, som var en del af modstandsbevægelsen mod den tyske besættelse.
Han blev uddannet jurist fra Københavns Universitet i 1948, og samme år blev han formand for Konservativ Ungdom, en post han beholdt i to år. I 1989 - midt i Tamilsagens orkan - gjorde KU ham i øvrigt til æresmedlem efter 51 års medlemskab af partiet.
Allerede i 1953 lykkedes det ham at blive valgt til Folketinget, hvor han blandt andet blev sit partis grønlandsordfører. Det var i den egenskab, han sammen med det grønlandske folketingsmedlem Augo Lynge advarede mod at lade det dengang nye skib Hans Hedtoft sejle til Grønland om vinteren.
Da ”Hans Hedtoft” gik ned den 30. januar 1959 med blandt andre Augo Lynge ombord, forsøgte Erik Ninn-Hansen sammen med kommunisternes daværende formand Aksel Larsen uden held at få rejst en rigsretssag mod grønlandsministeren, Johannes Kjærbøl (S).
Netop den sag førte til, at Danmark fik en ny lovgivning om ministeransvar - den selvsamme lov, som skæbnen ville, at han selv faldt for 30 år senere.
Da Venstre, Konservative og De Radikale i 1968 fik mulighed for at danne en flertalsregering, var Ninn-Hansen, der på det tidspunkt var praktiserende advokat, et oplagt ministeremne. Men det var med nogen tøven, at han blev forsvarsminister. De Radikales historiske skepsis over for forsvaret var et indlysende konfliktområde, og Ninn-Hansen fik da også som en af sine første opgaver at skære ned på forsvaret. Ikke nogen drømmeopgave for en konservativ minister.
Senere blev han finansminister og sit partis parlamentariske leder, og han fik manøvreret Erik Haunstrup Clemmensen ind som partiformand, da næstformanden Poul Møller var blevet alvorligt syg.
Valget af ”Clemme” skulle dog vise sig at blive fatalt. Det endte i en flere år lang fløjkrig i første halvdel af 1970'erne, hvor Erik Ninn-Hansen kæmpede for en mere højreorienteret linje, mens Haunstrup Clemmensen stod for et tættere samarbejde med Socialdemokraterne.
Krigen stoppede først, da begge de stridende trak sig og overlod ledelsen til Poul Schlüter. De Konservative nåede vælgermæssigt et foreløbigt lavpunkt med blot godt 5 procent af stemmerne i 1975.
Erik Ninn-Hansens politiske kapital var dog ikke mere ødelagt, end at han stadig var et godt bud på en justitsminister, da firkløverregeringen trådte til i 1982.
Det hænger givetvis sammen med, at han udover at være en dygtig jurist også var en politisk kapacitet med et stort netværk. Dertil et venligt og imødekommende menneske, som Folketingets nuværende formand, Mogens Lykketoft (S), skriver i et mindeord.
”Vi, der oplevede Ninn-Hansen som kollega, kendte ham som stejl og viljestærk, men også som et venligt, hjælpsomt og imødekommende menneske,” skriver han.
Den tidligere konservative leder, politisk kommentator Hans Engell, tilslutter sig på TV2 News Mogens Lykketofts karakteristik og føjer til, at Erik Ninn-Hansen havde ”utroligt mange ansigter”.
Han kunne være den mest belevne og rare person og en morsom taler, men han kunne også være iskold over for politiske modstandere, og han havde en hukommelse som en elefant. Ifølge Hans Engell kunne han aldrig tilgive dem, der svigtede ham.
Til gengæld var han heller ikke en, der ”klynkede” over sin skæbne.
I erindringsbogen ”Ret færd - mellem jura og politik” skrev Ninn selv: ”Jeg har imidlertid aldrig givet udtryk for nogen form for bitterhed. Jeg kender det politiske spils regler og dets konsekvenser.”
Netop under Tamilsagen lå hans eneste datter for døden på grund af en svær kræftsygdom. og efter hendes død i 1991 sagde han åbenhjertigt i interview, at hans liv var blevet meningsløst.
Hans eget helbred svigtede også undervejs, hvilket var medvirkende til, at han fik en betinget dom i Rigsretten.
For fire år siden mistede han sin hustru Astrid, som han blev gift med i 1947.