Erling Jepsen: En større kraft beskyttede mig mod min far

At et menneske ødelægger et andet menneskes liv er ikke noget, der skal tilgives, siger Erling Jepsen om sin familie. Dette er et af en række interviews om familieværdier, som vi har udvalgt til inspiration i påskedagene, hvor familier samles landets over

Erling Jepsen fik i 2002 sit folkelige gennembrud med den delvist selvbiografiske roman ”Kunsten at græde i kor”
Erling Jepsen fik i 2002 sit folkelige gennembrud med den delvist selvbiografiske roman ”Kunsten at græde i kor”.

Jeg er vokset op i et torturkammer. Jeg boede i et indremissionsk lokalsamfund i Sønderjylland og var den mindste i en søskendeflok på fem. Min far kørte rundt med mælk, og min mor stod i et lille ismejeri. Min familie var præget af incest, trusler om selvmord og psykisk sygdom. Det er beskrevet i min roman, "Kunsten at græde i kor", som er meget selvbiografisk.

I min familie var min far god til at holde taler. Det indremissionske samfund syntes ikke, at den grundtvigianske præst var lige så god, så min far overtog uofficielt begravelsestalerne ude på kirkegården. Min mor var meget tro mod sin mand. Hun var blevet advaret mod at gifte sig med ham, fordi der var psykisk sygdom i hans familie.

Det var meget ydmygende for hende, at han ikke havde det godt. Udadtil var det vigtigt at have en mand, der kunne klare ærterne. I dag ser jeg min far som psykisk syg. Han kravlede op i sengen til mig og kyssede mine fødder. Han gav mig bank, og han truede med selvmord.

En vigtig ting fra min opvækst var bibelhistorierne. De gav mig en religiøs dimension i min tilværelse. Det var i missionshuset, jeg lærte at læse, for jeg måtte ikke gå på biblioteket for min far. Der kunne man jo læse upassende bøger om sex. Det var min far, der ud fra bibelhistorierne belærte mig om den større kraft i verden. Den kraft bad jeg til i hemmelighed, og det gav mig én at støtte mig op af. Der var en kraft over min far.
 
Jeg kan forstå de handlinger, der er blevet begået i min familie, men jeg kan ikke tilgive dem alle. Hvis jeg virkelig tilgiver det helt ind i hjertet, så er det som om, at jeg ikke ville kunne tilgive mig selv. Der findes ondskab. At et menneske ødelægger et andet menneskes liv er ikke noget, der skal tilgives. 

Jeg har ikke fået nogle værdier med hjemmefra - kun som skræmmebilleder. Jeg har fået værdier med, som er negationer af det, min familie har gjort.
 
Jeg har fået med, at man som voksen ikke skal appellere til sine børns medlidenhed. Man skal som voksen ikke spille på sin svaghed ved at fremsætte en selvmordstrussel. Man skal som voksen ikke inddrage børnene i skænderier. Børn skal ikke hjælpe med noget, der er forældrenes problem.

Min opvækst har betydet for mig, at jeg har truffet et valg om ikke at have en familie. Jeg har været gift i 11 år, og jeg fik en datter med min ekskone. Jeg har et godt forhold til både min datter og ekskone i dag, men jeg kunne ikke leve i en familie. Hvis jeg har været for tæt på nogen - og børn vil jo gerne være tætte - så skal jeg bruge lang tid bagefter på at finde mig selv i enrum. Jeg har et svagt jeg, fordi der er blevet overskredet så mange grænser i mit liv. 
 
Engang hørte jeg en gospelsang, hvor ordene lød: "This time it's me, Lord. It's not for my sister, not for my father. It's for me." (Denne gang er det for mig, Gud. Det er ikke for min søster, ikke for min far. Det er for mig, red.) Jeg brød sammen. Det var så stærkt for mig, at det var muligt at bede for sig selv.

I dag er begge mine forældre døde. Men de spøger stadig. Så det har ikke gjort den store forskel. Jeg plejer at sige, at jeg har det samme projekt som min datter på 15 år har: At flytte hjemmefra. Jeg er faktisk ikke helt flyttet hjemmefra endnu.
 
De sidste ni år af sit liv ville min far ikke se mig. Og så måtte min mor heller ikke. Han syntes, at jeg blandede mig for meget i min søsters liv. Jeg ville gerne have hende til psykiater. Men han syntes, at hun bare kunne komme hjem og sove på sofaen, hvis hun havde det dårligt.

I forhold til opdragelse kan jeg ikke se, hvilke værdier jeg kan give videre til min datter. Men jeg elsker hende uden betingelser. Som 15-årig er man nogle gange ret egoistisk, men jeg er der stadigvæk for hende. Jeg vil aldrig slå hånden af hende.
 
Forfatteren William Heinesen sagde engang, at det at få børn fik én til at opdage, at man var en del af en uendelig kæde. Da jeg læste det dengang, skreg jeg bare af grin og kunne ikke forstå det. Jeg drømte ikke om, at jeg ville nå dertil, hvor jeg er i dag. For nu håber jeg, at min datter får nogle børn. Jeg håber ikke, at kæden brydes. Det at være et led i en uendelig kæde er smukt og stort.