Prøv avisen

Særligt sensitive kan udvikle sig til ny bølge af diagnosebørn

”Særlig sensitivitet” dækker over en antagelse om, at mellem 15-20 procent af befolkningen er født med et særligt sensitivt nervesystem, som medfører, at de er mere følsomme over for forskellige ydre påvirkninger. Men fagpersoner mener, at der er grund til agtpågivenhed over for kategoriseringen. Foto: elisabetta figus

Betegnelsen ”særligt sensitiv” hos børn er et fænomen med mange paralleller til udbredelsen af ADHD-diagnosen, advarer forskere

Der er grund til at råbe vagt i gevær over forældres mulige overdrevne bekymring for deres børns psyke - i hvert fald når den udmønter sig i en tendens til at udstyre børnene med forskellige personlighedskarakteristikker, lyder det fra forskere inden for det psykologiske område.

Betegnelsen særligt sensitiv kan gøre mere skade end gavn

Konkret drejer bekymringen sig om begrebet ”særlig sensitivitet”, der dækker over en antagelse om, at mellem 15-20 procent af befolkningen er født med et særligt sensitivt nervesystem, som medfører, at de er mere følsomme over for forskellige ydre påvirkninger.

Mikael Thastum er professor ved psykologisk institut ved Aarhus Universitet og leder af Angstklinikken for Børn og Unge i Aarhus. Han peger på, at særlig sensitivitet i dag bliver anvendt som en meget overordnet kategorisering af børn, der udviser en adfærd, som der kan være meget forskellige og ofte komplekse bagvedliggende grunde til.

”Samtidig kan det have uhensigtsmæssige konsekvenser ligefrem at betragte børn som værende 'særligt sensitive', for det kommer let til at få en selvforstærkende effekt, hvor man håndterer børnene på en måde, der ikke er optimal,” siger han.

Især det aspekt, at der trækkes på et biologisk grundlag i forklaringen af den særlige sensitivitet, bør give grund til en vis agtpågivenhed, mener Mikael Thastum.

”Hvis man tror, at dette skyldes noget, der kan forklares ud fra nervesystemet, så vil man også have en anden holdning til, hvordan det skal løses, end hvis der var tale om noget, der ikke havde en biologisk forklaring. Derfor bør man være noget varsom med at biologisere dette fænomen uden også at kigge på de mere miljømæssige faktorer.”

Ikke meningen, det skal blive diagnose

Hos den danske forening for særligt sensitive, HSP-foreningen, der har sit navn efter den engelske betegnelse ”Highly Sensitive Person”, forklarer foreningens formand, Athina Delskov, at det ikke er foreningens holdning, at den særlige sensitivitet skal blive til en egentlig diagnose. Hun mener dog, at der alligevel er gode grunde til at anvende begrebet særlig sensitivitet, også selvom det anslås at gælde for næsten en femtedel af befolkningen:

”Det giver mennesker en meget bedre platform til at være i verden. Der var også engang, hvor man ikke vidste, at der var nogle mennesker, der var ordblinde. Det ved vi i dag, og det er der så udviklet redskaber til at håndtere nu.”

Selvom det ikke er et ønske hos HSP-foreningen, at særlig sensitivitet skal kategoriseres som en diagnose, så er der dog en del, der tyder på, at det kan gå hen og blive det alligevel, lyder det fra Peter la Cour, sundhedspsykolog og leder af Videnscenter for funktionelle lidelser i København. For det minder nemlig meget om noget, man har set tidligere:

”Dette fænomen har rigtig mange fællestræk med den måde, som ADHD-diagnosen kom frem på i sin tid. Det begyndte også med at være et randfænomen på samme måde, som de særligt sensitive er i dag. Man kan sagtens forestille sig, at dette bliver til en diagnose på et tidspunkt, og man gør i hvert fald klogt i at tage det alvorligt,” siger Peter la Cour med henvisning til, at ADHD udsprang af en række personlighedskarakteristikker, som i 1990'erne blev samlet til en egentlig diagnose.

Øget fokus på de særligt sensitive

Ifølge ham kan udviklingen være afhængig af, hvor meget fokus, der kommer på den særlige sensitivitet, og om der bliver udviklet medicin eller psykologisk behandling rettet mod sensitiviteten.

”Hvor udbredt dette bliver, kommer også an på, om der eksempelvis bliver fremstillet en medicin, der retter sig imod det. Lige meget hvad, så er dette i hvert fald en samfundsmæssig udvikling, som man kan være ganske sikker på, at medicinalfirmaerne sidder og følger med i for øjeblikket,” siger Peter La Cour, der bakkes op af Mikael Thastum.

”I det øjeblik, hvor man for alvor siger, at dette er biologisk betinget eller skal behandles på den ene eller den anden måde, er det jo ganske indlysende, at ethvert medicinalfirma vil være interesseret i at sælge medicinen til denne gruppe. Også selvom der er mange gode grunde til at forholde sig skeptisk overfor, hvorvidt det er en god idé,” siger han.