Sådan skaber man en religion af en moderne eventyrbog

”Ringenes Herre” og J.R.R. Tolkiens øvrige værker hører til det 20. århundredes store fiktionsfortællinger. I en ny ph.d.-afhandling analyserer religionsforsker Markus Altena Davidsen, hvordan det er blevet muligt for en lille gruppe mennesker mod forfatterens vilje at gøre bøgerne til religion

Tegning: Rasmus Juul
Tegning: Rasmus Juul.

I 1937 udgav den dengang 45-årige sprogprofessor fra Universitetet i Oxford John Ronald Reuel Tolkien en lille eventyrbog, som byggede på en godnathistorie, han havde fundet på til sine tre børn. Han havde næppe nogen anelse om, at ”Hobbitten” og det efterfølgende langt mere ambitiøse værk ”Ringenes Herre” skulle blive store internationale bestsellere som bøger og siden endnu større blockbustere som i alt seks spillefilm. Men endnu mindre havde han forestillet sig, at der i 2010'erne skulle leve omkring 1000 mennesker, hvis religion skulle bygge på dette eventyrunivers.

I næste uge forsvarer Markus Altena Davidsen, religionsforsker tilknyttet Aarhus Universitet og universitetet i Leiden i Holland, en ph.d.-afhandling, som undersøger vor tids sammenblanding af fiktion og religion ud fra interview med en række 15-50-årige udøvere af religion baseret på Tolkiens bøger.

”Tolkiens bøger er ikke fra forfatterens side tænkt som religion, men de rummer mange af de elementer, som almindeligvis kendetegner religiøse tekster. Det er fænomener som overnaturlige væsener, profetier og magiske ringe,” forklarer Markus Altena Davidsen.

Han beskriver i sin afhandling, hvordan grupper af ”nyhedninge” har formået at tage, hvad de kunne bruge, fra Tolkiens fiktionsværker, blande det med elementer fra den moderne heksereligion Wicca, elementer fra gammel keltisk tro, nordisk asatro eller fra kristendommen og skabe en form for religion.

Dyrkelsen af Tolkien-universet er en fiktionsbaseret religion, svarende til for eksempel dyrkelsen af det fiktive univers, filminstruktøren George Lucas fra 1977 og frem skabte i de seks ”Star Wars”-film med udgangspunkt i jedi-ridderne og deres tro på ”Kraften”.

Også andre nyere fiktionsværker, for eksempel om heksekunst, vampyrer eller engle, har kunnet bruges i den enkeltes konstruktion af egen religiøsitet. For nogle få mennesker er fiktionsværket hovedbestanddelen. For mange flere er det en blandt flere bestanddele i en personlig religiøs gryderet, der kan være rørt sammen af fiktionsværker, nyreligiøse forestillinger og traditionelle religioner som kristendom eller buddhisme.

Det er således i den moderne måde at være religiøs på slet ingen umulighed, at man på én og samme gang ser Bibelen som et religiøst udgangspunkt, men tilsætter lidt meditation, lidt reinkarnation og et par overnaturlige fænomener fra fiktionens verden.

Tolkien var selv troende katolik, og mange af hans katolske venner advarede ham, da han begyndte at udgive sine eventyrlige fortællinger. Allerede i sine unge dage havde den fantasifulde og sprogbegavede akademiker for sjov opfundet sine egne sprog, som han puttede ind i sit eget eventyrunivers, som udgjorde en slags hjemmelavet pendant til fortidens mytologier som den nordiske og græske. I 1930'erne dukkede så de små, gæve livsnydere, hobbitterne, op i den omtalte godnathistorie, og det hele smeltede sammen i et fiktionsværk, der skabte den nye litterære genre fantasy.

”Tolkien var meget tilbageholdende med at indføje egentlige religiøse ceremonier i 'Ringenes Herre'. Der findes nogle hymner, der omtales den kvindelige guddom Elbereth, og der beskrives et religiøst ritual, 'The standing silence' (Den stående tavshed), i landet Gondor. Men der er mere konkret at bygge religion på i 'Silmarillion', som ligesom Det Gamle Testamente begynder med en skabelsesberetning,” fortæller Markus Altena Davidsen med henvisning til det mindre kendte Tolkien-værk, som forfatteren slet ikke udgav selv, og som først kom til verdens kendskab, da sønnen Christopher Tolkien udgav det i 1977, fire år efter hans død.

Tolkien ville gerne inspirere mennesker moralsk, men skrev ikke sine fiktionsbøger for at konstruere en religion som for eksempel Scientologys stifter, L. Ron Hubbard, gjorde. Alligevel var der allerede i Tolkiens levetid mennesker, der tog det hele mere bogstaveligt end tilsigtet, hvilket forfatteren reagerede på.

Markus Altena Davidsen peger således på, at Tolkien i forordet til den første udgave af ”Ringenes Herre” oplyste, at kortet over Herredet var godkendt af ”de hobbitter, som endnu er optaget af den fjerne fortid”. Da bogen kom som paperback i 1965, havde han slettet dette og havde kun beskrivelsen af hobbitter som 'virkelighed' med i prologen, altså inden for fiktionen.

Men Tolkien skrev i breve til sine venner, at når han skrev ”Ringenes Herre”, føltes det, som om han ikke bare fandt på, men at han rapporterede en fortælling, som kom til ham. At han var ”det udvalgte instrument”.

”Mange andre forfattere har tilsvarende beskrevet, hvordan inspirationen kommer, men disse betragtninger har givet næring til forestillingen om, at Tolkien skrev under indflydelse af Helligånden eller på anden vis modtog sin fortælling som en åbenbaring fra det, de troende kalder 'det astrale plan',” forklarer Markus Altena Davidsen.

Han betoner, at de moderne udøvere af Tolkien-baseret religion ikke har en forestilling om, at man kan møde troldmanden Gandalf på næste gadehjørne, eller at magiske ringe kan findes i vores velkendte verden.

Deres tro bygger på forestilling om en indre proces i stil med meditation, som bringer personen over i en anden dimension. Og de mennesker, som kun tager elementer fra fiktionsværker ind i en sammensat tro, anser sjældent ”Ringenes Herre” som et helligskrift med samme autoritet som Bibelen. Men Bibelen på sin side ses heller ikke længere som så autoritativ som tidligere.

”Den måde, mange mennesker tror på i dag, mindsker afstanden mellem religion, myter og overnaturlig fiktion. Det er der også mange præster i folkekirken, der har fået blik for, og som derfor anvender fiktionsværkerne, for eksempel i konfirmandundervisningen, for at knytte den kristne fortælling til nogle fortællinger, de unge kender bedre,” siger Markus Altena Davidsen, som fremhæver Tolkiens ven og forfatterkollega C.S. Lewis' Narnia-bøger som eventyrfortællinger, der ”ligger lige til højrebenet” som kristen forkyndelse.