”Tit mister man kun den ene vante. Men når man ikke har den ene, kan man ikke bruge den anden. På den måde mister man begge to.”
Sådan lyder et afsnit i børnebogen ”Ellens ark”, en bog om en pige, som har mistet sin lillebror. I en række minimalistiske tekster betragter Ellen det nye ufuldstændige liv og husker tilbage på det gamle.
”Det forventes, at hun sørger og kommer videre. Men Ellen lever pludseligt i to verdener og alligevel ikke. Hendes liv minder på mange måder om livet i går, men der mangler én ting. Og den ændrer alting,” fortæller Rebecca Bach-Lauritsen, som har skrevet ”Ellens ark”, der udkom tidligere på året.
Hun er én blandt flere danske forfattere, som i disse år skriver til børn om livets store spørgsmål, herunder døden. Rebecca Bach-Lauritsen mener, at man skal turde fortælle børn om de svære ting uden at pakke det ind for at beskytte for meget.
”Man skylder børn at være ærlig og fortælle, at døden findes. At den kan vende op og ned på alting. At den er frygtelig, og anerkende at det er okay at være bange, selvfølgelig, men lad os tale om det og ikke gemme det væk, for så vokser det i børnene og bliver til noget mærkeligt fremmed,” siger forfatteren.
Forfattere har altid skrevet om døden for børn. Men samtalen om døden har forandret sig gennem tiden og udfolder sig i dag på en ny og righoldig måde, fortæller Nina Christensen, leder af Center for Børnelitteratur ved Aarhus Universitet.
Når man i disse år lægger mærke til døden som emne i børnebøgerne, skyldes det ifølge børnebogsforskeren, at beskrivelsen af menneskets, og herunder barnets, forhold til livets svære emner er under forandring.
”Vi er i en periode, hvor børnekarakterer har fået en dybere psykologi, hvor børn tidligere generelt blev præsenteret som en smule enkle karakterer. I dag er man mere nuanceret og forestiller sig barnet som et menneske, der er bedre i stand end tidligere til at forholde sig til komplekse problemstillinger,” siger Nina Christensen.
Sådan var det ikke tidligere. Da børnelitteratur kom til Danmark i 1500-tallet, var det snarere et opdragelsesredskab. I 1700-tallet indeholdt børnebøger historier om alle de farlige ting, de små kunne udsætte sig selv for og med døden til følge, fortæller Nina Christensen. En af de første bøger, der gjorde oprør mod den tidlige børnelitteratur, var billedbogen ”Den store Bastian” af tyske Heinrich Hoffmann, der blev udgivet på dansk i 1847.
Den første forfatter, der for alvor skrev i børnehøjde, var H.C. Andersen. Men først i det 20. århundrede blev der grundlæggende gjort op med forestillingen om børn som små voksne. Den lidt berøringsangste tilgang til svære emner som døden er dog stadig gældende længe efter.
Det er altså ikke nyt at tale om døden til børn i fiktionen, men der er tale om en fortsættelse af udviklingen i måden, samtaler mellem børn og voksne føres på, fortæller Nina Christensen. Som et eksempel nævner hun den svenske forfatter Stian Holes ”Garmanns sommer”, der vakte debat, fordi den skildrer en dreng, der skal til at begynde i skole og går rundt i en slags uskyldstilstand og taler med en gammel tante, der skal dø, og med sine forældre om, hvad de er bange for. Hertil svarer faderen, at livet jo aldrig er helt trygt.
”Forfattere af børnebøger fører den slags etiske og filosofiske samtaler om den usikre verden, vi lever i,” siger Nina Christensen og peger på, at børnelitteratur i dag forholder sig til mange forskellige svære emner, som børn møder i virkeligheden, herunder kunstig befrugtning og nye familieformer.
I ”Ellens ark” er der et eksempel på, hvordan forældre formentlig ofte reagerer, når livets afslutning bliver nærværende for børn. Ellen leger, at hun skyder sin lillebror med en pistol og bliver skældt ud af moren, der siger, at det må man ikke. Døden skal man ikke lege med.
”Men det er jo løgn,” siger Rebecca Bach-Lauritsen, ”for død er noget af det, børn leger mest med. Hvordan skal man ellers nogensinde blive i stand til at konfronteres med det senere, hvis de voksnes mange tabuskilte hele tiden dukker op? Man siger det måske i den bedste mening, for død er jo ikke sjovt. Så hellere lade de små leve i uskyldighed og uvidenhed. Vi skal ikke komme med vores pædagogiske velmenenhed og umulige forholdsregler, børn skal lære at forholde sig til livet, kærligheden og døden, ” siger Rebecca Bach-Nielsen, som selv mistede sin far meget pludseligt.