Djøffer til tops uden den rette partibog

Med valget af Karen Hækkerup som ny direktør har Landbrug & Fødevarer valgt faglighed fremfor partifarve. Det er en generel tendens

Uanset hvad årsagen til hendes jobskifte er, rejser det et mere principielt spørgsmål om, hvorfor toppolitikere tilsyneladende har lettere end tidligere ved at krydse ideologiske grænser på deres karrierevej.
Uanset hvad årsagen til hendes jobskifte er, rejser det et mere principielt spørgsmål om, hvorfor toppolitikere tilsyneladende har lettere end tidligere ved at krydse ideologiske grænser på deres karrierevej.

”Det svarer jo til, at Søren Pind (V) blev direktør i LO.”

Sådan skrev en vittig kollega på det sociale medie Twitter, da det i går morges blev kendt, at justitsminister Karen Hækkerup (S) skulle være ny direktør for organisationen Landbrug & Fødevarer, der ellers traditionelt har været tæt knyttet til partiet Venstre.

Hun blev afløst som justitsminister af Mette Frederiksen (S), der som konsekvens måtte afgive Beskæftigelsesministeriet til Henrik Dam Kristensen (S). Rokaden var den ottende, siden statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) udpegede sin første regering i 2011.

Statsministeren gjorde ingen hemmelighed ud af, at hun helst havde beholdt Karen Hækkerup på sit hold, og der er ingen tvivl om, at det er et alvorligt tab for en i forvejen svækket regering.

Politisk bliver det en udfordring for regeringen at fastholde den stramme linje i udlændingepolitikken, som Karen Hækkerup har stået for, og som Mette Frederiksen tidligere har været imod.

På Christiansborg spekuleres der i, om jobskiftet skyldes, at Karen Hækkerup har tabt en intern magtkamp med ministeriets embedsmænd efter den såkaldte Christianiasag, som ledte til fyringen af Morten Bødskov og en dommerundersøgelse af departementschef Anne Kristine Axelsson og afdelingschef Jens-Christian Bülow. Det var Karen Hækkerup der iværksatte dommerundersøgelsen, der frikendte de to embedsmænd.

Uanset hvad årsagen til hendes jobskifte er, rejser det et mere principielt spørgsmål om, hvorfor toppolitikere tilsyneladende har lettere end tidligere ved at krydse ideologiske grænser på deres karrierevej.

Som Karen Hækkerup gjorde opmærksom på i går, var den sidste minister, der gik direkte til et privat topjob, den daværende finansminister Palle Simonsen (K), som i 1989 blev direktør for Arbejdsmarkedets Tillægspension, ATP.

En anden tidligere finansminister, socialdemokraten Knud Heinesen, blev i 1985 direktør for Københavns Lufthavnsvæsen, men han var stoppet som minister tre år tidligere, da den borgerlige firkløverregering tog over.

PROFESSOR Peter Munk Christiansen fra Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet peger på, at de to jobskifter ikke markerede et ideologisk spring som Karen Hækkerups. Historisk har nogle interesseorganisationer været tæt forbundne til de store politiske bevægelser. Landmændene var knyttet til Venstre, byerhvervene til De Konservative og arbejderbevægelsen til Socialdemokraterne.

De bånd er blevet svækket, og organisationerne rekrutterer i dag deres ledere på en anden måde en tidligere. I gamle dage sad en landmand typisk som direktør for Landbrugsrådet, en virksomhedsleder i spidsen for Dansk Industri og en tidligere tillidsmand som formand for fagforeningen. I dag er det billede under opløsning især for erhvervsorganisationernes vedkommende. Det vil sige, at jurister og økonomer i stadig større grad indtager de ledende stillinger i for eksempel interesseorganisationer.

Her vil man gerne have ledere med indsigt i det politiske liv og i samspillet mellem politik og administration, forklarer Peter Munk Christiansen.

Et nyere eksempel på det er, at Dansk Industris nuværende direktør Karsten Dybvad har en politisk fortid som socialdemokrat og ansat i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Tillige er han tidligere departementschef i Statsministeriet.

OG SÅ TILBAGE til eksemplet i indledningen. Kunne Søren Pind blive LO's næste formand? Nej, det vil ikke ske, hvad han også selv forsikrer om.

Forskellen mellem faglige organisationer og erhvervsorganisationer er generelt, at i fagbevægelsen er det de politisk valgte formænd, som udtaler sig til offentligheden, og som er den reelle ledelse, mens det i erhvervsorganisationerne er ansatte direktører, som fører ordet og varetager den egentlige ledelse.

Derfor er djøficeringen foreløbig udadtil slået mere igennem hos de traditionelt ”borgerlige” organisationer end i arbejderorganisationerne. Og derfor kunne den cand.scient. pol.-uddannede socialdemokrat Karen Hækkerup uden de store kvababbelser blive direktør for et liberalt erhverv som landbruget.