Det er en risikabel affære at avle hasselnødder.
I tørre år falder nødderne af sammen med haserne, længe før de udvikler kerner. Andre år hærger snudebillelarverne. Skallen på en angreben nød har små brune prikker. De vidner om, at larven er i færd med at æde inde i herligheden og forurene den ellers så appetitlige kerne med et ildesmagende, brunt pulver af ekskrementer. Eller også har nødden et perfekt, cirkelrundt hul, der glor tomt ud i verden. Larven har afsluttet sit ædegilde, gnavet hul i skallen og presset sin fede, flødehvide krop ud for at forpuppe sig i skovbunden.
Nødder er populære. Og hvis hverken tørke eller billelarver har gjort indhug i mængden, lurer næste fare: egern. De adrætte dyr er mestre i nøddejagt og kan reducere høsten betragteligt. De æder ikke bare løs - de samler også nødder til forråd, som de skjuler i skovbunden og hule træer.
Helene boede et par kilometer syd for os i dalen i min barndom på Nordbornholm. Hun førte en sand krig mod de røde egern, som hærgede hendes nøddebuske. Da hun ikke havde jagttegn, kunne vi fra tid til anden læse aparte avisannoncer under overskriften ”springrotter”, hvor hun skrev: ”Hvis en jæger har lyst til at tilbringe en eftermiddag i min liggestol i haven og indimellem skyde de springrotter, jeg har i træerne, vil jeg være meget taknemmelig. Helene, Soldalen.”
I Helenes verden var egern et alt for pænt ord, så hun kaldte konsekvent de røde gnavere for springrotter. Annoncerne, der må have kostet en mindre formue, var stort og synligt sat op i Nordlandsposten - det ugentlige husomdelte medium på Nordbornholm. Vi var flade af grin, og der kom vist aldrig nogen jægere til Soldalen. De mente velsagtens, at Helene snarere havde rotter på loftet end springrotter i træerne. Men vi, der kom hos Helene for at plukke nødder og æbler, vidste, at det var rigtigt, hvad hun skrev.
Springrotterne var en pestilens, og da jægerne udeblev, tog Helene sagen i egen hånd. Hun lavede en kraftig slangebøsse, og med den lykkedes det hende at nedlægge adskillige egern, hvis haler hun bagefter klyngede op på porten.
Helene Kamilla Kristine Andersen blev født den 13. april 1904 på gården Ellensminde i Ringeby, Vestermarie, som nummer to i en børneflok på otte. Faderen, Ludvig Christian Andersen, var født den 28. oktober 1873 på gården Nordrup i Pedersker og døde i 1958 på Soldalen. Moderen, Janusine Christine Thorsen, var født den 11. marts 1880 på Vellensbysmedjen i Nylars og døde i 1951 på Soldalen. Helenes to år yngre søster, Gundhild, servicerede forældrene og Helene gennem mange år og døde i Stenlille i 1967. Gundhild forblev ugift.
I 1911 flyttede familien fra Vestermarie til Dalsgård i Holkadalen ved Gudhjem, og i 1918 overtog de den smukke Dalegård i Olsker. I begyndelsen af 1920'erne kom Helene til Odense Husmandsskole og siden til Dalum Landbrugsskole, hvor hun fik en uddannelse som kontrolassistent.
Hun arbejdede et par år i Ringe på Fyn med at kontrollere fedtprocenter i mælk på gårdene, indtil der udbrød mund- og klovsyge i kvæget. Så flyttede hun hjem til Dalegård i Olsker, hvor hun kunne forfølge sin drøm om at arbejde med jord og dyrkning. Hun opdyrkede en lavning, byggede stengærder, anlagde en frugtplantage på to tønder land og startede en art planteskole, som hun drev gennem flere år.
Helene var rødhåret, meget talende og helt fra den tidlige barndom yderst viljestærk med bestemte meninger. I sin ungdom havde hun kærester og nåede at blive ringforlovet med en svensker. Han besøgte hende og kom med gaver, som hun passede på resten af livet, selvom forlovelsen ikke holdt. Helene var og blev besværlig og noget til en side. Hun blev aldrig gift. Til gengæld var hun udadvendt og blev en kendt skikkelse på Nordbornholm, hvor hun i hestevogn kørte ud til folk med frugt og grønt i mange år.
I 1936 købte hendes forældre ejendommen Soldalen i Kampeløkke Ådal til hende. Her boede og levede hun frem til 1985, altså i næsten 50 år, hvorefter hun flyttede på plejehjem i Sandvig i en alder af 81 år.
Soldalen lå ualmindelig smukt med et stateligt stuehus og 20 tønder land, hvoraf de 12 var under plov. Resten var skov, krat, lyng, enebær og klipper. Ejendommen var forfalden efter fem forskellige ejere på bare 10 år, og der var masser at tage fat på med både bygninger og jord. På grund af klipperne og det kuperede terræn var det alt andet end let, men Helene havde store planer og gik på med krum hals. Hun plantede 2000 frugttræer, og det blev til en frugtplantage på seks tønder land. Hun hyrede stenarbejdere til at sprænge sten og klipper væk, og på et tidspunkt begyndte hun at opføre et bredt stengærde, som hun kaldte ”den kinesiske mur”. Hendes drøm var at omgærde hele ejendommen, men drømmen standsede ved de 200 meter mur, som står endnu.
Helene skilte sig ud fra mængden og gængse normer. Hun gik før andre kvinder klædt i praktiske arbejdsbukser, og sladderen gik hurtigt om, at hun da vist var mere mand end kvinde. Forbipasserende kunne dog undertiden få syn for sagen, for efter dagens dont skete det, at hun smed arbejdstøjet og badede i Kampeløkke Å tæt på vejen i bunden af dalen.
På deres gamle dage flyttede Helenes forældre ind i en del af det store hus, hvor også storesøster Gundhild boede en tid for at passe forældrene. Gundhild var dybt religiøs og et stille ordensmenneske i modsætning til sit talende rodehoved af en storesøster.
Min første erindring om Helene er fra kunstnerparret Kis og Niels Østergaard, som boede på ejendommen Klinteled nær Soldalen. Som børn kom vi tit i huset og legede med deres drenge, Mads og Anders. Og en dag kom så den mærkelige dame forbi med en kurv æbler. Hun talte højt og skingert og øste ud af sine meninger om alt mellem himmel og jord. Hun lugtede svedigt og syrligt og så underlig ud med sin hæklede hue og tandløse mund. Men hun var ikke uvenlig, og vi spidsede ører, da hun sagde, at sådan nogle raske drenge vel nok kunne komme forbi og hjælpe en gammel kone med at plukke æbler mod at få et par kroner.
Vi var lidt bange for hende, men efter et par års betænkningstid tog vi mod til os op troppede op hos Helene. Sådan startede vores karriere som plantageslaver på Soldalen.
Min tvillingebror og jeg var blevet 12 år og havde brug for hver en skilling, vi kunne løbe op, til slik, legetøj, fiskegrej eller modelfly og drager, som vi byggede i vores fritid. Og når kassen var tom, var Helene en mulighed. Når vi kom derover, skulle vi først finde hende. Det lykkedes ikke altid, og så måtte vi slukøret vende hjem. Men som regel kom hun ud af sin hule (værelset, hvor hun sov i en bunke klude på en seng), eller også fandt vi hende i plantagen, hvor hun kunne sidde i et træ med sav og ørnenæb.
Helene vidste udmærket, hvorfor vi kom, og rystede på hovedet over, at vi skulle bruge, hvad vi tjente, til dampmaskiner, elmotorer, fyrværkeri, slik og alt, hvad drenge ellers begærede dengang. Ude på gårdspladsen var der altid palaver og kontante meningsudladninger, inden vi kunne gå i gang med at hamre æblekasser sammen eller plukke æbler. Helene var vegetar og mente, at det var ligegyldigt, hvordan maden smagte. Hun tog demonstrativt en gryde med mælk, sjaskede noget groft mel og nogle urter ned i mælken, slog et æg ud i herligheden og rørte rundt med en pind. Så hældte hun det hele ned i svælget og tørrede det, hun spildte fra mundvigen, af bagefter med sit ærme.
Ude i plantagen underholdt Helene os med historier om dyrelivet og om sten, klipper, træer, grene og stubbe, som hun syntes lignede trolde, nisser og uhyrer af mange slags. Hun kunne finde på at arrangere sten eller grene, hun fandt, sådan, at de kom til at tale mere til fantasien.
På grund af hendes sted, annoncerne og salget af æbler og grøntsager var Helene en kendt skikkelse på Nordbornholm. Men i slutningen af 1960'erne blev hun for alvor kendt af unge over hele Bornholm. Hun var selv oprører, og hvor andre var forargede, var ungdomsoprøret lige hende. I begejstring over ”de pragtfulde unge mennesker”, som hun kaldte dem, inviterede hun unge fra hele Bornholm til rundvisning i Soldalen. Og der kom næsten 100, selvom det var en kold dag midt i november.
Det var hippietider. Det var flowerpower. Det var peace, love and understanding. Og mange af Helenes idéer passede som fod i hose i blomsterbørnenes univers. Helene blev kult. Hun var jo i virkeligheden Bornholms første hippie, og i de følgende år kom der mange unge hos hende for at lære om livet i fred med naturen. Hun havde også flere unge boende i det store hus, selvom hun blev noget betænkelig, da hun fandt ud af, at de røg ukristelige mængder af ulovlig tobak.
En vinter omkring 1970 inviterede Helene vores familie og flere andre familier til middag i ”den fine stue”. Sådan kaldte hun stuen, hvor hendes søster havde boet blandt fine gamle møbler og et lille stueorgel. Vi var de eneste, der kom. Det var en hundekold januardag med frost og sne, og stuen var kun nogenlunde varmet op. Så vi frøs med anstand, mens vi indtog et alsidigt vegetarisk måltid med ”bøffer” af sojaprotein og andre mærkvær-digheder. Imens talte Helene om maden og stedet og vejret og vinden og livet og sygdom og døden og stueorglet, som hendes hellige søster havde spillet på, og som hun selv mestrede at spille guddommeligt på. Når hun var alene, altså. Det blev en sær og mindeværdig aften.
Helene levede med unge og familien, der nødigt, men dog gerne, hjalp til op gennem 1970'erne og ind i 1980'erne. De sidste år var ikke lette. Hun magtede ikke at drive stedet, selvom hendes familie kom så tit, den orkede. Hun led af mange dårligdomme. Helene kom på plejehjem og solgte i 1985 Soldalen til de nuværende ejere, Isa Dam og Friedhelm Gärtnér. De driver stedet som kursusejedom med ferieboliger og en lille naturorienteret daginstitution for børn mellem nul og seks år.
Isa har fortalt, at Helene var på besøg nogle gange, efter hun havde solgt Soldalen. Og så berettede Helene om en oplevelse tilbage i 1936: I en drøm var nogle mærkelige væsener kommet til hende og havde sagt, at hun ikke måtte bruge gift. I stedet skulle hun gøre som myrerne: være flittig. Og det var hun. I hvert fald ifølge hende selv. Krøllen på den historie kom i 1986, hvor de nye ejere brød døren op til et aflåst skur. Dér lå giften, som hun havde købt ind før drømmen, stadig i pulverform - uåbnet og stablet i poser og sække. Der var gået hul på nogle af poserne, men det hele blev fjernet og forsvarligt destrueret, efter at ejerne havde henvendt sig til myndighederne.
Klipperne, skoven, en del af frugtplantagen og Helenes sten og stensætninger er der stadig. Det hele er meget mindre åbent end dengang i 1936, da Helene flyttede ind. Der er ikke mange enebær, lyng- og blåbærplanter tilbage. Men haslerne, de ægte kastanjer og de mange sjældne arter af løv- og nåletræer er der endnu. Og i oktobersolen lyser Helenes giftfri og fristende æbler stadig op på de gamle træer.
Helene døde på plejehjemmet i Sandvig den 9. december 1991 som 87-årig. Mennesker dør, men deres historier dør først, når ingen for-tæller dem. Jeg håber, at historien om Bornholms første hippie vil leve videre.
