Det lyder ofte, at danskerne er forkælede, når de stiller stadig større krav til velfærdsstaten og deres omgivelser i det hele taget.
De seneste uger har Kristeligt Dagblad gennem artikelserien ”De Forkælede” stillet skarpt på, hvorvidt vi er forkælede, hvorfor vi i så fald er det, og hvilke konsekvenser det har.
Det har gennem interviews, debat og artikler affødt en del reaktioner og holdninger.
Nedenfor kan du læse, hvad en række eksperter har sagt om, hvorvidt danskerne er forkælede inden for forskellige parametre som uddannelse, job og løn.
Xinxin Gudbjörnsson, kinesisk tv-vært og forfatter
Danskerne er et langt mere behagesygt folkefærd end alle andre folk, Xinxin Gudbjörnsson har mødt. Vi gør mange selvdestruktive ting for at være vellidte, og det er da ikke særlig forkælet, siger hun.
”Problemet med, at danskerne tror, de er så forkælede, er, at det faktisk får dem til at opføre sig forkælet på en meget uhensigtsmæssig måde. I brokker jer eksempelvis utrolig meget og gerne over det forkerte. Derfor udnytter I ikke fuldt ud, at I eksempelvis arbejder ret lidt, har gode muligheder for at leve sundt og lever i et samfund, hvor det ofte nytter at klage,” siger hun.
Jørn Henrik Petersen, professor dr.phil. ved Center for Velfærdsforskning på Syddansk Universitet
Jørn Henrik Petersen, professor dr.phil. ved Center for Velfærdsforskning på Syddansk Universitet, mener, det er et udtryk for forkælelse, når danskerne vil have alt, de overhovedet kan få, fordi de betaler meget i skat.
”En af konsekvenserne af velfærdsstaten er den udbredte holdning, at den enkelte i hvert fald skal have, hvad man er berettiget til, når nu man betaler så meget i skat, og det kan man godt kalde forkælelse. Samtidig har udviklingen med stadig større kommuner og enheder i det hele taget været medvirkende til, at nærheden og det personlige ansvar mindskes,” siger han.
Johannes Andersen, samfundsforsker ved Aalborg Universitet
I bogen ”De barnagtige”, kritiserer Johannes Andersen tidens selvoptagethed og manglende blik for fællesskabets forpligtelser. I et interview med Kristeligt Dagblad understreger han, at vi er et forvænt folkefærd, der brokker sig og konstant kræver vores del af den fælles kage.
”Det er efterhånden trivielt at påpege, men det er jo rigtigt: Vi bliver mere og mere individualistiske. Tidligere ville flere forsvare velfærdsstaten og hylde samfundsfællesskabet. I dag diskuterer og prioriterer vi ud fra personlige erfaringer, og det er faktisk ret forkælet,” siger han.
Svend Andersen, professor i etik og religionsfilosofi på Aarhus Universitet
At vi tænker og opfører os så forkælet er ikke blot sørgeligt, det er direkte problematisk, mener professor i etik og religionsfilosofi på Aarhus Universitet Svend Andersen. Ifølge ham er det et udtryk for det livssyn, at man ikke behøver gøre en indsats. Man forventer i stedet at få livet forærende, og den tilgang har medført en tendens til, at vi ikke vil se de barske sider af tilværelsen i øjnene.
”Alting skal være underholdende i dag. Det ubehagelige må helst ikke være der. Men ingen lever et liv uden ubehageligheder, og ingen klarer sig godt uden at gøre en indsats. Det er både forkælet og farligt at tænke anderledes, for så rammer virkeligheden dig så meget desto hårdere,” siger han.
Flemming Ibsen, arbejdsmarkedsforsker og professor på Aalborg Universitet
Er offentligt og privat ansatte lige forkælede? Det spørgsmål blev i en artikel i Kristeligt Dagblad behandlet, og hertil svarede arbejdsmarkedsforsker og professor på Aalborg Universitet, Flemming Ibsen, at han mener, at danske lønmodtagere generelt er forkælede i forhold til andre lande, da vi har et rimeligt højt lønniveau og gode arbejdsvilkår eksempelvis i forhold til ferie.
Men han mener ikke, at man kan sige, at privat ansatte er mere forkælede end offentligt ansatte - eller omvendt:
”Når den ene gruppe påstår, at den anden er mere forkælet, så bunder det i historiebestemte myter, som de har i forhold til hinanden. I gamle dage blev man eksempelvis næsten aldrig fyret som offentligt ansat, men nu er der en relativ stor fyrings-risiko i denne sektor også. Forskellene mellem den private og offentlige sektor er blevet udvasket gennem tiderne - men myterne trives stadig.”
Nedenfor er en grafik, der viser, hvilke grupper i vores samfund danskerne anser for forkælede, og hvorfor danskerne mener, de er det.